De fleste ryttere opdager ikke, at hesten har problemer med biddet, eller at den kunne gå bedre på et andet bid. Sådan forklarer, Christina, der plejer at sammenligne vigtigheden af at finde det rette bid med et par løbesko:

“Jeg syntes egentlig, mine gamle løbesko fungerede fint, men forvildede mig alligevel ind i en løbeskoforretning i USA. Jeg skulle lige se, om der var noget, der var bedre, og det må man sige, at der var! Da jeg først havde prøvet et par løbesko, der passede til min fod og min løbestil, så kunne jeg slet ikke fatte, at jeg havde futtet rundt i de gamle.”

For mange heste sker der det samme. I bagklogskabens lys opdager rytteren ofte, at der var noget, der ikke fungerede hensigtsmæssigt ved det gamle bid, når man pludselig prøver et nyt. Lige præcis derfor er det vigtigt at kende tegnene på, hvornår et bid ikke fungerer, som det skal i hestens mund.

Når din hest åbner munden, stikker tungen ud eller viser en anden form for ubehag eller uvillighed i at gå frem, handler det om det, Christina kalder for stopadfærd.

“Det er en kombination af en grad af smerterelateret adfærd og konfliktadfærd. Ordet ‘stop’ skal få dig som rytter til at registrere det og gøre noget ved det. Når hesten udfører en eller anden form for adfærd, så er det aldrig noget, man bare skal ignorere. Man skal altid forsøge at finde ud af, hvad problemet kommer af – man skal stoppe op og tænke sig om”, forklarer Christina.

I mange tilfælde handler hestens problemer om sadlen, men ofte stammer problemerne faktisk fra biddet. Inden du hidkalder din sadelmager kan du derfor blive klogere på din hests problem ved at ride uden bid et par dage. Du kan også forsøge at ride uden næsebånd eller med et løsere næsebånd for at se, om det er dét, der skaber spændinger. Hvis hesten ikke udviser stopadfærd, når du tager i tøjlen uden bid eller med et løst næsebånd, så har det højst sandsynligt været biddet eller næsbåndet og altså ikke sadlen, der har været skyld i din hests ubehag.

Hvis du er i tvivl, om din hest er halt, og du febrilsk rider frem og tilbage for at få en anden til at tjekke det efter, husker du så at lade den gå frem for en løs tøjle? Det er vigtigt i diagnostikken af hestens problem at ride med længere tøjler for at se, om hesten ændrer gangmønster og om den adfærd, man oplever på biddet, forsvinder. Som regel forsvinder haltheden, når hesten ikke bliver taget i munden, og så har der blot været tale om en form for tøjlehalthed.

Gør hesten noget andet end at halte som for eksempel at åbne munden, række tunge eller slå med hovedet, så er det også vigtigt at finde ud af, om den stadig gør det, når der ikke er kontakt til tøjlen. Holder den op, så har det noget med presset i munden at gøre. Forsætter den, så skal man se nærmere på spændinger og smerter i resten af kroppen.

“I sådanne tilfælde ville jeg få undersøgt ben, hals og ryghvirvler på hesten. Hvis der ikke er noget at finde, ville jeg under ridningen stille og roligt få mere og mere kontakt til tøjlen, men hele tiden sørge for at hesten bevarer afspændtheden i kroppen. Det er ekstremt vigtigt, at hestens fysiologi følger med, ellers får den bare ”bidproblemer” og spændinger igen”, konstaterer Christina.

Når en uønsket adfærd hos hesten ikke bliver taget alvorligt, kan det blive til en dårlig vane. Et eksempel på en sådan dårlig vane - en indlært uønsket adfærd - kan være, at hesten har følt sig presset under ridning og derfor er stejlet. Idet hesten stejler, oplever den at komme af med presset. Derfor gør den det igen, næste gang den oplever at blive presset. Hurtigt vil den stejlende adfærd blive til en dårlig vane hos hesten i forsøget på at undgå noget ubehageligt.

En sådan dårlig vane var nøjagtigt, hvad Christina oplevede, dengang en pony blev ved med at slå fra med hovedet og stikke det i vejret. Det var et tegn på irritation over biddet. Til sidst blev den uønskede adfærd til en dårlig vane, uanset hvilket bid, ponyen fik i munden.

“Denne adfærd ses ind imellem hos heste, der har gået med bevægelige bid, som har siddet for langt nede i munden og derfor dasker rundt, når hesten bevæger sig”, fortæller Christina og forklarer videre om den lille ponys ubehag: “Ponyen kastede med hovedet for at få biddet væk eller for at få det placeret bedre i munden. Da den givetvis tidligere havde oplevet det virke, blev den ved med det for at forsøge at ændre biddets placering i munden. Det blev til sidst til en vane, og den gjorde det med alle slags bid, også selvom de var korrekt placeret.”

Det kan kræve mange måneders træning at få sin hest til at slippe en sådan vane. Og når man endelig har fået trænet den væk, skal man ikke fortvivle, hvis hesten en eller anden dag, finder på at gøre det igen. Med mindre hesten pludselig har fået ondt, er det som regel et udtryk for, at den lige faldt tilbage i et gammelt mønster. Så skal man sørge for stille og roligt at korrigere den som tidligere, og som regel er hesten lynhurtige til at komme tilbage i det nye og bedre adfærdsmønster, forklarer Christina. Det vigtigste er naturligvis, at man, så snart hesten udviser ubehag, spørger sig selv, om årsagen kan være biddet eller måske næsbeåndet. Sidder biddet for langt oppe eller nede i hestens mundvig? Passer biddet overhovedet til hestens mund? Og hvad med næsebåndet - er der egentlig behov for det? Ofte er det sådanne spørgsmål, der kan få dig til at hjælpe din hest af med sit problem.