En jagtrytters fortælling
Af Tina Bjerre Nielsen.
Den dybe udhuling på siden af hovedet vidner om, at der mangler noget. Noget, som engang havde en vigtig plads på hestens krop, og som man kan have svært ved at forestille sig, at den kan undvære. Hvordan kan den orientere sig? Kan den rides? Og har den det overhovedet godt? Når en hest mister et øje, er dens liv ikke nødvendigvis forbi. Det kan jagtrytter Mette Kaufmann skrive under på. Her får du historien om hende og hendes 17-årige, irske fuldblodshest, Churchtowns Star – i daglig tale kaldt Langben – der i foråret 2020 måtte sige farvel til sit højre øje. I dag suser jagtekvipagen uforstyrret videre i fuld galop hen over græsmarkerne, skovbunden og de faste forhindringer.
Annonce
Annonce
Når hesten mister et øje
Det hele begyndte med, at Langben tilbage i 2018 begyndte at få små blærer på hornhinden i sit højre øje. Det væskede, og det var tydeligt for Mette at se, at hendes hest havde ondt. Derfor fik hun ham naturligvis undersøgt og behandlet efter bedste evne af dyrlægen.
I 2019 kunne dyrlægen konkludere, at der var tale om en forholdsvis normal men ikke desto mindre ret alvorlig øjensygdom. Diagnosen lød på immunmedieret keratitis (IMMK). Det er en immunforsvarssygdom, hvor øjet angriber sig selv, og hvor blærerne, der dannes på hornhinden, sprænger, hvis de ikke behandles. Sker det, kommer der huller i hornhinden. Ofte kan sygdommen behandles, inden blærerne sprænger, men de vil med al sandsynlighed vende tilbage igen. Derfor kan det være en enormt langtrukket og bekymringsfyldt sygdom, som man aldrig helt ved, hvor man har. Det var, hvad Mette og Langben oplevede, inden de i 2019 måtte tage en drastisk beslutning.
Annonce
Øjet angreb sig selv
Annonce
Hesten Langben og jagtrytter Mette Kaufmann. Foto: Bent Ursin.
Det første, Mette i samråd med dyrlægen tyede til for at redde Langbens øje, var en operation i hornhinden. “Jeg ville helst ikke have fjernet hans øje, så dyrlægen fandt en øjenspecialist til dyr, som arbejder en del i Sverige, og som er uddannet i USA. Hun kom og lavede en mikrokirurgisk operation på hans øje”, fortæller hun.
Ikke overraskende var operationen både dyr og krævende, og det var nødvendigt med en langvarig medicinering efterfølgende. Mette fortæller, at Langben bestemt ikke er god til at sove ude, og derfor fik hun lov til at få ham med hjem allerede få dage efter operationen. Men prisen for det var høj.
“Det krævede, at jeg medicinerede ham hver fjerde time døgnet rundt i tre uger”, fortæller hun. Sætningen afløser hun af en følelsesladet pause, der ganske tydeligt vidner om, hvor hårdt det var, og hvor meget hun ville gøre for at hjælpe sin makker.
Med et hjertevarmt suk fortsætter hun: “Så det gjorde jeg. Jeg lå, som havde jeg fået baby igen og havde vækkeuret til at ringe om natten, så jeg kunne køre over til stalden og give ham sin medicin. Men det værste ved det hele var, at 14 dage efter operationen, så kom det igen. Et andet sted i samme øje.”
Operationen havde med andre ord ikke den ønskede effekt, og Mette måtte igen overveje, hvad hun skulle gøre for at hjælpe Langben.
Dyr og virkningsløs operation
Det ser for nogen måske både trist og en lille smule uhyggeligt ud, når en hest mangler et øje. Det syntes Mette også, dengang hun blev konfronteret med muligheden. Faktisk var hun skrækslagen ved tanken om, at hendes hest skulle blive enøjet. Men efter fortsat at have kæmpet med Langbens øjensygdom på bagkant af den forgæves operation, måtte hun sammen med sin dyrlæge i januar 2020 konstatere, at øjet måtte fjernes.
“Jeg sagde, at nu går det ikke længere. Det var synd for ham. Jeg talte med flere mennesker, der havde springheste, som også havde mistet et øje. De sagde alle sammen, at hestene havde det fint, og at det ikke var noget problem for dem at blive ved med at springe”, forklarer hun.
At få det at vide gjorde naturligvis Mette mere rolig. At den ene rytter dog havde oplevet, at hesten havde fået problemer med at vurdere niveauforskelle i underlaget, gjorde hende bekymret. “Jeg tænkte bare, at åh nej, jeg rider jo ikke i andet end terræn på min. Så jeg var virkelig ikke særlig begejstret for det, men der var jo ikke noget at gøre”. Derfor fik Langben fjernet sit øje.
Øjet måtte fjernes
Overraskende nok kunne Mette hurtigt mane mange af sine bekymringer til jorden. Langben havde det grundlæggende godt efter operationen, og der gik ikke lang tid, før hun kunne sætte sig i sadlen igen. Faktisk gik der kun et par uger.
“Det er lidt spøjst. Den dyre øjenoperation, der ikke virkede, krævede tre måneder, hvor vi ikke måtte noget særligt. Men da han fik fjernet øjet, måtte jeg ride kort tid efter. Allerede 16 dage efter, da stingene var taget, var jeg oppe at sidde på ham. Og inden den første uge var omme, havde vi både redet i terrænet og taget et par små spring”, husker Mette.
Dog lægger hun ikke skjul på, at hun var ret skræmt ved tanken over at skulle springe i terrænet på sin nu halvblinde hest. Hun turde næsten ikke, fortæller hun. Men med en god forklaring fra en fagperson, der kunne fortælle, at heste ikke afstandsbedømmer på samme måde som mennesker, fordi deres øjne sidder på siden af hovedet, kom troen på springningen for alvor tilbage i hende igen.
I terrænet efter 1 uge
Da Mette bliver spurgt ind til, om hun generelt kunne mærke noget anderledes ved Langben, da hun satte sig op efter operationen, lyder svaret: “Ingenting”. Det var ganske enkelt ikke til at føle i sadlen, at Langben nu kun havde ét organ at orientere sig med. “Det har simpelthen kun været i mig og mit hoved”, understreger hun med henvisning til sin frygt for, om han mon kunne blive springhest igen.
“Jeg passer selvfølgelig lidt på. For det første får han lov til at vende sig, når jeg rider, hvis han har brug for at kigge et sted hen. Og når vi springer to og to til jagterne, så har jeg den hest, han springer sammen med, på den side af ham, hvor han kan se noget. Så kan han bedømme helt nøjagtigt, hvor de er. Men de heste, han kender og er trygge ved, de kan godt gå ved hans blinde side, når vi rider en almindelig tur i skoven”, forklarer Mette.
Det eneste, hun har oplevet som en udfordring efter operationen, er, at hun skal være mere opmærksom på, hvordan hun håndterer ham fra jorden. Det er vigtigt, at hun fortæller ham en ekstra gang, hvor hun er. “Det er ikke nok at tale til ham. Jeg skal også lige prikke ham med en finger, så han kan mærke, at nu er jeg dér”, påpeger hun.
Derudover skulle han også selv lige lære, hvad det betød, at han havde mistet synet på den ene side, når han stod i stalden. Pludselig kunne han mærke ting, som han ikke kunne se, og det gjorde ham af og til forskrækket.
“De første 14 dage, der må han have været fyldt med blå mærker i hovedet. Når han stod inde i sin boks, kunne han blive bange for noget, han ikke kunne se. Hvis han for eksempel kom til at røre ved krybben på den blinde side, så blev han så forskrækket, at han kastede hovedet og måske slog det ind i væggen. Det var lidt synd”, fortæller hun.
Til sidst påpeger hun dog, at det er ganske tydeligt, hvordan Langben er helt tilbage i sit gamle jeg: “Han er glad, han har gå-på-mod, og han er bare en fantastisk kammerat at ride på. Og så har han simpelthen så meget personlighed”. Selvom man kun har ét af slagsen, kan man altså sagtens leve livet med et glimt i øjet.
Kunne ingenting mærke
Langben og Mette har kendt hinanden siden han kom til Danmark fra Irland for omkring ti år siden. I 2016 vandt de Hubertusjagten sammen, imens han stadig havde sit højre øje. På grund af corona-pandemien er det dog ikke blevet til ret mange jagter siden Langbens øje blev fjernet, men dem, de har redet, er gået over al forventning.
“Jeg har virkelig lært af alt det her, at hvis jeg står og skal tage en lignende beslutning en anden gang, så vil jeg ikke betænke mig et øjeblik. Jeg havde helt klart fået fjernet øjet til at begynde med, hvis jeg vidste, at det ville ende så godt. Så havde han været de 3 måneder, hvor han skulle have dryppet øjet efter den første operation foruden – og jeg havde været en stor dyrlægeregning foruden.”
Det er Mettes håb, at Langbens historie kan inspirere og hjælpe andre hesteejere derude, hvis de en dag kommer ud for at skulle træffe en hård og bekymringsfyldt beslutning ligesom hende. Vigtigt er det i hvert fald at huske, at en hest sagtens kan leve et godt og eventyrfyldt liv med et synshandicap.
Vil ikke betænke sig en anden gang
Sådan så Langben ud tilbage i 2019, før hans højre øje blev fjernet. Foto: Bent Ursin.
Langben og Mette til Hubertusjagt, inden øjet blev opereret ud. Ekvipagen ses midt i billedet. Foto: Bent Ursin.
Langben og Mette under en jagt i 2021. Foto: Kim Mathiesen, Visual photography.
Annonce
Sådan så Langben ud kort tid efter, øjet blev opereret ud. Foto: Privat.
Annonce
Den dybe udhuling på siden af hovedet vidner om, at der mangler noget. Noget, som engang havde en vigtig plads på hestens krop, og som man kan have svært ved at forestille sig, at den kan undvære. Hvordan kan den orientere sig? Kan den rides? Og har den det overhovedet godt? Når en hest mister et øje, er dens liv ikke nødvendigvis forbi. Det kan jagtrytter Mette Kaufmann skrive under på. Her får du historien om hende og hendes 17-årige, irske fuldblodshest, Churchtowns Star – i daglig tale kaldt Langben – der i foråret 2020 måtte sige farvel til sit højre øje. I dag suser jagtekvipagen uforstyrret videre i fuld galop hen over græsmarkerne, skovbunden og de faste forhindringer.
En jagtrytters fortælling
Af Tina Bjerre Nielsen.
Annonce
Når hesten mister et øje
Annonce
Annonce
Hesten Langben og jagtrytter Mette Kaufmann. Foto: Bent Ursin.
Øjet angreb sig selv
Det hele begyndte med, at Langben tilbage i 2018 begyndte at få små blærer på hornhinden i sit højre øje. Det væskede, og det var tydeligt for Mette at se, at hendes hest havde ondt. Derfor fik hun ham naturligvis undersøgt og behandlet efter bedste evne af dyrlægen.
I 2019 kunne dyrlægen konkludere, at der var tale om en forholdsvis normal men ikke desto mindre ret alvorlig øjensygdom. Diagnosen lød på immunmedieret keratitis (IMMK). Det er en immunforsvarssygdom, hvor øjet angriber sig selv, og hvor blærerne, der dannes på hornhinden, sprænger, hvis de ikke behandles. Sker det, kommer der huller i hornhinden. Ofte kan sygdommen behandles, inden blærerne sprænger, men de vil med al sandsynlighed vende tilbage igen. Derfor kan det være en enormt langtrukket og bekymringsfyldt sygdom, som man aldrig helt ved, hvor man har. Det var, hvad Mette og Langben oplevede, inden de i 2019 måtte tage en drastisk beslutning.
Sådan så Langben ud tilbage i 2019, før hans højre øje blev fjernet. Foto: Bent Ursin.
Dyr og virkningsløs operation
Det første, Mette i samråd med dyrlægen tyede til for at redde Langbens øje, var en operation i hornhinden. “Jeg ville helst ikke have fjernet hans øje, så dyrlægen fandt en øjenspecialist til dyr, som arbejder en del i Sverige, og som er uddannet i USA. Hun kom og lavede en mikrokirurgisk operation på hans øje”, fortæller hun.
Ikke overraskende var operationen både dyr og krævende, og det var nødvendigt med en langvarig medicinering efterfølgende. Mette fortæller, at Langben bestemt ikke er god til at sove ude, og derfor fik hun lov til at få ham med hjem allerede få dage efter operationen. Men prisen for det var høj.
“Det krævede, at jeg medicinerede ham hver fjerde time døgnet rundt i tre uger”, fortæller hun. Sætningen afløser hun af en følelsesladet pause, der ganske tydeligt vidner om, hvor hårdt det var, og hvor meget hun ville gøre for at hjælpe sin makker.
Med et hjertevarmt suk fortsætter hun: “Så det gjorde jeg. Jeg lå, som havde jeg fået baby igen og havde vækkeuret til at ringe om natten, så jeg kunne køre over til stalden og give ham sin medicin. Men det værste ved det hele var, at 14 dage efter operationen, så kom det igen. Et andet sted i samme øje.”
Operationen havde med andre ord ikke den ønskede effekt, og Mette måtte igen overveje, hvad hun skulle gøre for at hjælpe Langben.
Øjet måtte fjernes
Det ser for nogen måske både trist og en lille smule uhyggeligt ud, når en hest mangler et øje. Det syntes Mette også, dengang hun blev konfronteret med muligheden. Faktisk var hun skrækslagen ved tanken om, at hendes hest skulle blive enøjet. Men efter fortsat at have kæmpet med Langbens øjensygdom på bagkant af den forgæves operation, måtte hun sammen med sin dyrlæge i januar 2020 konstatere, at øjet måtte fjernes.
“Jeg sagde, at nu går det ikke længere. Det var synd for ham. Jeg talte med flere mennesker, der havde springheste, som også havde mistet et øje. De sagde alle sammen, at hestene havde det fint, og at det ikke var noget problem for dem at blive ved med at springe”, forklarer hun.
At få det at vide gjorde naturligvis Mette mere rolig. At den ene rytter dog havde oplevet, at hesten havde fået problemer med at vurdere niveauforskelle i underlaget, gjorde hende bekymret. “Jeg tænkte bare, at åh nej, jeg rider jo ikke i andet end terræn på min. Så jeg var virkelig ikke særlig begejstret for det, men der var jo ikke noget at gøre”. Derfor fik Langben fjernet sit øje.
I terrænet efter 1 uge
Overraskende nok kunne Mette hurtigt mane mange af sine bekymringer til jorden. Langben havde det grundlæggende godt efter operationen, og der gik ikke lang tid, før hun kunne sætte sig i sadlen igen. Faktisk gik der kun et par uger.
“Det er lidt spøjst. Den dyre øjenoperation, der ikke virkede, krævede tre måneder, hvor vi ikke måtte noget særligt. Men da han fik fjernet øjet, måtte jeg ride kort tid efter. Allerede 16 dage efter, da stingene var taget, var jeg oppe at sidde på ham. Og inden den første uge var omme, havde vi både redet i terrænet og taget et par små spring”, husker Mette.
Dog lægger hun ikke skjul på, at hun var ret skræmt ved tanken over at skulle springe i terrænet på sin nu halvblinde hest. Hun turde næsten ikke, fortæller hun. Men med en god forklaring fra en fagperson, der kunne fortælle, at heste ikke afstandsbedømmer på samme måde som mennesker, fordi deres øjne sidder på siden af hovedet, kom troen på springningen for alvor tilbage i hende igen.
Kunne ingenting mærke
Da Mette bliver spurgt ind til, om hun generelt kunne mærke noget anderledes ved Langben, da hun satte sig op efter operationen, lyder svaret: “Ingenting”. Det var ganske enkelt ikke til at føle i sadlen, at Langben nu kun havde ét organ at orientere sig med. “Det har simpelthen kun været i mig og mit hoved”, understreger hun med henvisning til sin frygt for, om han mon kunne blive springhest igen.
“Jeg passer selvfølgelig lidt på. For det første får han lov til at vende sig, når jeg rider, hvis han har brug for at kigge et sted hen. Og når vi springer to og to til jagterne, så har jeg den hest, han springer sammen med, på den side af ham, hvor han kan se noget. Så kan han bedømme helt nøjagtigt, hvor de er. Men de heste, han kender og er trygge ved, de kan godt gå ved hans blinde side, når vi rider en almindelig tur i skoven”, forklarer Mette.
Det eneste, hun har oplevet som en udfordring efter operationen, er, at hun skal være mere opmærksom på, hvordan hun håndterer ham fra jorden. Det er vigtigt, at hun fortæller ham en ekstra gang, hvor hun er. “Det er ikke nok at tale til ham. Jeg skal også lige prikke ham med en finger, så han kan mærke, at nu er jeg dér”, påpeger hun.
Derudover skulle han også selv lige lære, hvad det betød, at han havde mistet synet på den ene side, når han stod i stalden. Pludselig kunne han mærke ting, som han ikke kunne se, og det gjorde ham af og til forskrækket.
“De første 14 dage, der må han have været fyldt med blå mærker i hovedet. Når han stod inde i sin boks, kunne han blive bange for noget, han ikke kunne se. Hvis han for eksempel kom til at røre ved krybben på den blinde side, så blev han så forskrækket, at han kastede hovedet og måske slog det ind i væggen. Det var lidt synd”, fortæller hun.
Til sidst påpeger hun dog, at det er ganske tydeligt, hvordan Langben er helt tilbage i sit gamle jeg: “Han er glad, han har gå-på-mod, og han er bare en fantastisk kammerat at ride på. Og så har han simpelthen så meget personlighed”. Selvom man kun har ét af slagsen, kan man altså sagtens leve livet med et glimt i øjet.
Langben og Mette til Hubertusjagt, inden øjet blev opereret ud. Ekvipagen ses midt i billedet. Foto: Bent Ursin.
Langben og Mette under en jagt i 2021. Foto: Kim Mathiesen, Visual photography.
Vil ikke betænke sig en anden gang
Langben og Mette har kendt hinanden siden han kom til Danmark fra Irland for omkring ti år siden. I 2016 vandt de Hubertusjagten sammen, imens han stadig havde sit højre øje. På grund af corona-pandemien er det dog ikke blevet til ret mange jagter siden Langbens øje blev fjernet, men dem, de har redet, er gået over al forventning.
“Jeg har virkelig lært af alt det her, at hvis jeg står og skal tage en lignende beslutning en anden gang, så vil jeg ikke betænke mig et øjeblik. Jeg havde helt klart fået fjernet øjet til at begynde med, hvis jeg vidste, at det ville ende så godt. Så havde han været de 3 måneder, hvor han skulle have dryppet øjet efter den første operation foruden – og jeg havde været en stor dyrlægeregning foruden.”
Det er Mettes håb, at Langbens historie kan inspirere og hjælpe andre hesteejere derude, hvis de en dag kommer ud for at skulle træffe en hård og bekymringsfyldt beslutning ligesom hende. Vigtigt er det i hvert fald at huske, at en hest sagtens kan leve et godt og eventyrfyldt liv med et synshandicap.
Annonce
Sådan så Langben ud kort tid efter, øjet blev fjernet. Foto: Privat.