New image
Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks
Hold dig opdateret på vores platforme
New image

Hestens hjerne

Af dyreadfærdsterapeut Bettina Hvidemose Riisberg, Center for Dyreterapi.
Foto: Arkiv. Illustration: Malgré Tout.

Mange er bekendte med, at hesten er et byttedyr, og at det grundlæggende betyder, at hestens reaktioner og opfattelse af omgivelserne fungerer betragteligt anderledes end vores. Men hvilke reelle forskelle findes mellem en hestehjerne og en menneskehjerne, og hvordan kommer de til udtryk? 

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Vores menneskelige hjerne vejer typisk mellem 1,2 og 1,4 kg, mens hestens vejer mellem 600 og 800 g. Der findes en gammel myte, som siger at hestens hjerne kun er på størrelse med en valnød, hvilket på ingen måde er rigtigt, men hestens hjerne er dog mindre end vores. 

Vægt

Sådan adskiller hestens og menneskets hjerne sig fra hinanden

De overordnede forskelle

Til sammenligning med hesten, så er vores hjerner udvidet med ekstra raffinerede motoriske færdigheder, hvilket eksempelvis er det der gør, at vi kan skrive let og hurtigt på et tastatur uden at bevæge resten af kroppen. Desuden indeholder vores hjerne et stort område, der er dedikeret til vores meget komplekst udviklede sprog, som dels indeholder det verbale sprog, men også mange flere kommunikationsnuancer, end hesten har. 

Motoriske og sproglige færdigheder

Til sidst har vi også et område, der er specialiseret i komplekse følelser og tanker. Jeg siger ikke, at en hest ikke kan tænke eller have følelser, men at vi har et meget stort område i vores hjerne, som netop kan tage sig af komplekse funktioner i forhold til både tanker og følelser. Dette afviger fra hesten, hvor dette område stort set ikke eksisterer. 

Følelsesmæssige kompetencer

Til gengæld har hesten en større lillehjerne, hvilket betyder, at hesten er betragtelig bedre til overordnet bevægelse og balance. Tænk engang, hvis vi skulle løbe afsted ud over en knoldet mark, op ad stejle skråninger eller springe ud over en kant? De fleste ville komme til skade mere end en gang undervejs. Men hestens hjerne sørger for, at hesten holder sig oprejst og kan tilbagelægge lange distancer på den måde. Desuden er hestens hjerne specialiseret i modtage sensoriske input og handle på den uden kompleks tankemæssig eller følelsesmæssig indblanding. 

Overordnet balance og bevægelse

Den del af hjernen, som har at gøre med komplekse følelser og tanker hos os hedder det frontale cortex. Denne del af hjernen sidder i panden på både hest og menneske, lige under den del af kraniet, som hedder os. frontalis eller blot pandeknoglen. 

Dette område af hjernen er ansvarlig for vores ræsonnement, og er noget af det, som gør mennesket helt unikt. Der er ingen andre, der har så veludviklet præfrontalt cortex, som vi har. Med denne del af hjernen kan vi planlægge, vi kan sammenligne, vi kan vurdere situationer på baggrund af tidligere erfaringer. Vi kan opveje fordele og ulemper ved en situation, og vi kan koble faktorer sammen, som ikke nødvendigvis optræder samtidigt. 

Det er også her, vi kan føle komplekse følelser som had eller jalousi. Hos vi mennesker fylder disse komplekse funktioner næsten hele den forreste tredjedel af vores hjerne. Hos hesten er der en ganske lille frontallap, som er involveret i læring og reaktioner på erfaringer. Langt det meste af det samme område er i stedet udfyldt med et kraftigt forstørret område, som tager sig af bevægelser på baggrund af sanseindtryk. 

Det præfrontale cortex

Det sker ofte, at et menneske tolker hestens adfærd som jalousi. Rent anatomisk ved vi dog, at hesten ikke har et veludviklet præfrontalt cortex, og at det er her, at følelsen af jalousi hører hjemme. Så kan en hest være jaloux? Sandsynligvis ikke.

Men hvad er det så, der sker, når du eksempelvis taler med en anden hest, og din hest kommer og jager den anden hest væk? 

Lad os først kigge på hvordan det fungerer, når vi føler os jaloux. Faktisk er det jo sjældent en adfærd – det er sjældent noget vi handler på, men en følelse, som vi har indeni. Selvfølgelig sker det, at mennesker handler på denne følelse, og det kan jo gå så vidt som til jalousidrab, men igen hører det absolut til sjældenhederne. Dermed kan vi også sige, at det er ganske sjældent, at jalousi er en adfærd, men i højere grad en sindsstemning. Kan man se og observere sindsstemninger udefra? Ikke nødvendigvis.

Kan en hest være jaloux?

Hvorfor er det så, at vi mennesker har tendens til at se og observere på vores heste, og tillægge dem menneskelige følelser ud fra den adfærd vi ser? Der er flere potentielle svar på det spørgsmål.

Hvorfor tillægger vi heste menneskelige følelser?

Vores præfrontale cortex er netop specialiseret i at sammenligne og tolke på alting, og det kan være en hæmsko i mange sammenhænge, fordi det også får os til at drage falske konklusioner.

Hvis vi ikke kan finde en bedre forklaring, så snupper vi en, som er let for vores hjerne at forstå, fordi vi kan identificere os med den.

Vi har tendens til at tro, at alle levende væsener handler som vi gør, også selvom vi har nogen grad af bevidsthed om, at det ikke er tilfældet.

brain_1.png

3.

1.

2.

brain.png

Men hvad er det så, der styrer hestens adfærd i situationen, hvis den ikke føler jalousi? Hestens hjerne er jo langt mere simpelt indrettet end vores. Derfor behøver årsagen ikke være mere kompleks, end at hesten ser dig, og har associeret dig med noget godt og derfor gerne vil hen til dig. Den anden hest står i vejen, og derfor flytter den sig for at skabe fri passage hen til dig. Det er ikke jalousi, men derimod en fuldstændig lavpraktisk løsning på at opnå noget, som hesten synes om. 

På samme måde kan vi afvise påstandene om, at hestene forsøger at genere os, prøve os af, føle had eller tage hævn. Alt dette ville kræve veludviklede frontallapper, som heste ikke har. Ofte skal hestens adfærd forklares langt mindre komplekst ud fra hjernens signalveje – så lad os se nærmere på dem. 

Ikke jalousi men lavpraktik

Vores hjerner kan en masse, som hestes ikke kan. Men hestes hjerner kan også meget, som vores ikke kan. Som nævnt er hesten bedre til at overordnet motorisk arbejde, hvilket er smart, når man er et byttedyr og allerede fra føl skal kunne bevæge sig hurtigt og koordineret, hvilket føllet jo allerede mestrer efter få timer. 

I menneskehjernen sendes signalet fra thalamus videre til synscenteret bagerst i hjernen, der efterfølgende videresender til vores frontallap, som tænker over, hvad det er, vi har set og tager stilling til det. Hvis vores frontallap vurderer, at det kræver bevægelse, så sendes informationen videre til det motoriske center, hvis det er aktuelt. 

I hestehjernen starter processen på samme måde, men signalet fra thalamus sendes direkte videre til det motoriske center, som får hesten til at bevæge sig uden at tænke over det først. Hos en hest er der med andre ord ikke langt fra tanke til handling.

Hvis genstanden ligefrem virker truende, kan der desuden ske en aktivering af hypotalamus og amygdala, som igangsætter en stressreaktion, der kan medføre flugt, hvor hesten stikker af fra påvirkningen. Det kan også ske, at hesten ‘fryser’ og står helt stille, eller at den bliver aggressiv og angriber genstanden. Den sidste mulighed er ret sjælden og forekommer kun på baggrund af et meget højt stressniveau.

Det forholder sig altså ikke bare således, at hjernernes anatomi er forskellig, men signalvejene i hjernen er også anderledes, hvilket kan forklare nogle af de reaktioner, som hesten nogle gange udviser, og som kan virke unødvendigt voldsomme eller knap så konstruktive set med vores øjne. Når man er et byttedyr er det dog enormt uhensigtsmæssigt, hvis man først lige skal overveje, om det er smart at flygte – bevægelsen skal helst ske fuldstændigt automatisk og uden tøven, hvis man skal overleve i naturen.

Forskellige signalveje

Så når hesten reagerer med den type adfærd, som kan tolkes som ”provokerende”, ”irriterende”, noget den gør for at ”prøve os af” eller af “manglende respekt” for os, så er det simpelthen bare et produkt af, at hestens hjerne reagerer på noget, som er truende eller ubehageligt. Det er ikke noget den gør mod sin rytter.

Derfor kan vi grundlæggende sige, at de fleste former for problemadfærd hos hesten handler om, at hesten reagerer ud fra dens fysiologi og natur. Hvis hesten ofte udviser motoriske reaktioner i bestemte sammenhænge, er det vores opgave at lokalisere årsagen til, at hesten hjerne reagerer sådan. Hvis vi antager, at hestens hjerne fungerer på samme måde som vores, kan det lede til store misforståelser, som kompromitterer hestevelfærden og nedsætter kvaliteten i samarbejdet med den.

Heste forsøger ikke at være provokerende

Når vi vurderer på hestens reaktioner, er det derfor altid afgørende ikke at tillægge den menneskelige egenskaber, men samtidig også huske på, hvad hestens hjernen kan. Det kan være lige så problematisk at tillægge den færre kompetencer, som at tillægge den for mange. Som hesteejere og ryttere må en stor del af vores ansvar være at minimere omfanget af unødvendig stress i hestens liv og sikre positive sindsstemninger i så vidt omfang som muligt. En del af baggrunden for at kunne gøre dette er netop at forstå, hvad hesten kan og ikke kan. Det giver os mulighed for mere hensigtsmæssig tolkning af vores heste.

Tillæg ikke heste menneskelige egenskaber

Hestens lillehjerne er større end vores. Derfor har den en bedre overordnet bevægelse og balance

Hestens hjerne kan meget, som vores ikke kan

Kendskab til hestens hjerne kan bidrage til en bedre forståelse af hesten

Vores hjerner kan en masse, som hestes ikke kan. Men hestes hjerner kan også meget, som vores ikke kan

brain.png (Copy)
brain_1.png (Copy)
brain_1.png (Copy) (Copy)
animal-brains-for-book.png

Kat

Hund

Hest

Menneske

brain_1.png (Copy)
hjerne1.jpg

Horse Brain Human Brain – The Neuroscience of Horsemanship af Janet L. Jones, 2020

Solving Equine Behaviour Problems: An Equitation Science Approach af Rose M Scofiels, 2020

Equine Behavioural Medicine af Bonnie V. Beaver, 2019

Equitation Science af McGreevy, Christensen, König og McLean, 2018

Conference Proceedings fra Horses Indside Out konferencen, 2018 og 2020 (Dr. Andrew Hemmings)

Neuroanatomy of the equine brain as revealed by high-field (3Tesla) magnetic-resonance-imaging, Martin J. Schmidt, Carola Knemeyer, Helmut Heinsen, 2019

Applied neurophysiology of the horse; implications for training, husbandry and welfare, Sebastian D. McBride, Matthew O.Parker, Kirsty Roberts, Andrew Hemmings, 2017

Equine Behaviour in Mind - Applying Behavioural Science to the Way We Keep, Work and Care for Horses af Suzanne Rogers. 2017

kilder

New image
Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks
Hold dig opdateret på vores platforme
New image

Annonce

Hestens hjerne

Af dyreadfærdsterapeut Bettina Hvidemose Riisberg, Center for Dyreterapi.
Foto: Arkiv. Illustration: Malgré Tout.

Sådan adskiller hestens og menneskets hjerne sig fra hinanden

Annoncce

Annonce

Annonce

Mange er bekendte med, at hesten er et byttedyr, og at det grundlæggende betyder, at hestens reaktioner og opfattelse af omgivelserne fungerer betragteligt anderledes end vores. Men hvilke reelle forskelle findes mellem en hestehjerne og en menneskehjerne, og hvordan kommer de til udtryk? 

brain.png

De overordnede forskelle

Vægt

Vores menneskelige hjerne vejer typisk mellem 1,2 og 1,4 kg, mens hestens vejer mellem 600 og 800 g. Der findes en gammel myte, som siger at hestens hjerne kun er på størrelse med en valnød, hvilket på ingen måde er rigtigt, men hestens hjerne er dog mindre end vores. 

Motoriske og sproglige færdigheder

Til sammenligning med hesten, så er vores hjerner udvidet med ekstra raffinerede motoriske færdigheder, hvilket eksempelvis er det der gør, at vi kan skrive let og hurtigt på et tastatur uden at bevæge resten af kroppen. Desuden indeholder vores hjerne et stort område, der er dedikeret til vores meget komplekst udviklede sprog, som dels indeholder det verbale sprog, men også mange flere kommunikationsnuancer, end hesten har. 

animal-brains-for-book.png

Kat

Hund

Hest

Menneske

Følelsesmæssige kompetencer

Til sidst har vi også et område, der er specialiseret i komplekse følelser og tanker. Jeg siger ikke, at en hest ikke kan tænke eller have følelser, men at vi har et meget stort område i vores hjerne, som netop kan tage sig af komplekse funktioner i forhold til både tanker og følelser. Dette afviger fra hesten, hvor dette område stort set ikke eksisterer. 

Overordnet balance og bevægelse

Til gengæld har hesten en større lillehjerne, hvilket betyder, at hesten er betragtelig bedre til overordnet bevægelse og balance. Tænk engang, hvis vi skulle løbe afsted ud over en knoldet mark, op ad stejle skråninger eller springe ud over en kant? De fleste ville komme til skade mere end en gang undervejs. Men hestens hjerne sørger for, at hesten holder sig oprejst og kan tilbagelægge lange distancer på den måde. Desuden er hestens hjerne specialiseret i modtage sensoriske input og handle på den uden kompleks tankemæssig eller følelsesmæssig indblanding. 

Hestens lillehjerne er større end vores. Derfor har den en bedre overordnet bevægelse og balance

brain_1.png (Copy)

Det præfrontale cortex

Den del af hjernen, som har at gøre med komplekse følelser og tanker hos os hedder det frontale cortex. Denne del af hjernen sidder i panden på både hest og menneske, lige under den del af kraniet, som hedder os. frontalis eller blot pandeknoglen. 

Dette område af hjernen er ansvarlig for vores ræsonnement, og er noget af det, som gør mennesket helt unikt. Der er ingen andre, der har så veludviklet præfrontalt cortex, som vi har. Med denne del af hjernen kan vi planlægge, vi kan sammenligne, vi kan vurdere situationer på baggrund af tidligere erfaringer. Vi kan opveje fordele og ulemper ved en situation, og vi kan koble faktorer sammen, som ikke nødvendigvis optræder samtidigt. 

Det er også her, vi kan føle komplekse følelser som had eller jalousi. Hos vi mennesker fylder disse komplekse funktioner næsten hele den forreste tredjedel af vores hjerne. Hos hesten er der en ganske lille frontallap, som er involveret i læring og reaktioner på erfaringer. Langt det meste af det samme område er i stedet udfyldt med et kraftigt forstørret område, som tager sig af bevægelser på baggrund af sanseindtryk. 

Kan en hest være jaloux?

Det sker ofte, at et menneske tolker hestens adfærd som jalousi. Rent anatomisk ved vi dog, at hesten ikke har et veludviklet præfrontalt cortex, og at det er her, at følelsen af jalousi hører hjemme. Så kan en hest være jaloux? Sandsynligvis ikke.

Men hvad er det så, der sker, når du eksempelvis taler med en anden hest, og din hest kommer og jager den anden hest væk? 

Lad os først kigge på hvordan det fungerer, når vi føler os jaloux. Faktisk er det jo sjældent en adfærd – det er sjældent noget vi handler på, men en følelse, som vi har indeni. Selvfølgelig sker det, at mennesker handler på denne følelse, og det kan jo gå så vidt som til jalousidrab, men igen hører det absolut til sjældenhederne. Dermed kan vi også sige, at det er ganske sjældent, at jalousi er en adfærd, men i højere grad en sindsstemning. Kan man se og observere sindsstemninger udefra? Ikke nødvendigvis.

Hestens hjerne kan meget, som vores ikke kan

brain_1.png (Copy) (Copy)
brain.png (Copy)

Hvorfor tillægger vi heste menneskelige følelser?

Hvorfor er det så, at vi mennesker har tendens til at se og observere på vores heste, og tillægge dem menneskelige følelser ud fra den adfærd vi ser? Der er flere potentielle svar på det spørgsmål.

1.

2.

3.

Vores præfrontale cortex er netop specialiseret i at sammenligne og tolke på alting, og det kan være en hæmsko i mange sammenhænge, fordi det også får os til at drage falske konklusioner.

Hvis vi ikke kan finde en bedre forklaring, så snupper vi en, som er let for vores hjerne at forstå, fordi vi kan identificere os med den.

Vi har tendens til at tro, at alle levende væsener handler som vi gør, også selvom vi har nogen grad af bevidsthed om, at det ikke er tilfældet.

Ikke jalousi men lavpraktik

Men hvad er det så, der styrer hestens adfærd i situationen, hvis den ikke føler jalousi? Hestens hjerne er jo langt mere simpelt indrettet end vores. Derfor behøver årsagen ikke være mere kompleks, end at hesten ser dig, og har associeret dig med noget godt og derfor gerne vil hen til dig. Den anden hest står i vejen, og derfor flytter den sig for at skabe fri passage hen til dig. Det er ikke jalousi, men derimod en fuldstændig lavpraktisk løsning på at opnå noget, som hesten synes om. 

På samme måde kan vi afvise påstandene om, at hestene forsøger at genere os, prøve os af, føle had eller tage hævn. Alt dette ville kræve veludviklede frontallapper, som heste ikke har. Ofte skal hestens adfærd forklares langt mindre komplekst ud fra hjernens signalveje – så lad os se nærmere på dem. 

Kendskab til hestens hjerne kan bidrage til en bedre forståelse af hesten

brain_1.png (Copy)

Forskellige signalveje

Vores hjerner kan en masse, som hestes ikke kan. Men hestes hjerner kan også meget, som vores ikke kan. Som nævnt er hesten bedre til at overordnet motorisk arbejde, hvilket er smart, når man er et byttedyr og allerede fra føl skal kunne bevæge sig hurtigt og koordineret, hvilket føllet jo allerede mestrer efter få timer. 

I menneskehjernen sendes signalet fra thalamus videre til synscenteret bagerst i hjernen, der efterfølgende videresender til vores frontallap, som tænker over, hvad det er, vi har set og tager stilling til det. Hvis vores frontallap vurderer, at det kræver bevægelse, så sendes informationen videre til det motoriske center, hvis det er aktuelt. 

I hestehjernen starter processen på samme måde, men signalet fra thalamus sendes direkte videre til det motoriske center, som får hesten til at bevæge sig uden at tænke over det først. Hos en hest er der med andre ord ikke langt fra tanke til handling.

Hvis genstanden ligefrem virker truende, kan der desuden ske en aktivering af hypotalamus og amygdala, som igangsætter en stressreaktion, der kan medføre flugt, hvor hesten stikker af fra påvirkningen. Det kan også ske, at hesten ‘fryser’ og står helt stille, eller at den bliver aggressiv og angriber genstanden. Den sidste mulighed er ret sjælden og forekommer kun på baggrund af et meget højt stressniveau.

Det forholder sig altså ikke bare således, at hjernernes anatomi er forskellig, men signalvejene i hjernen er også anderledes, hvilket kan forklare nogle af de reaktioner, som hesten nogle gange udviser, og som kan virke unødvendigt voldsomme eller knap så konstruktive set med vores øjne. Når man er et byttedyr er det dog enormt uhensigtsmæssigt, hvis man først lige skal overveje, om det er smart at flygte – bevægelsen skal helst ske fuldstændigt automatisk og uden tøven, hvis man skal overleve i naturen.

Vores hjerner kan en masse, som hestes ikke kan. Men hestes hjerner kan også meget, som vores ikke kan

hjerne1.jpg
brain_1.png

Heste forsøger ikke at være provokerende

Så når hesten reagerer med den type adfærd, som kan tolkes som ”provokerende”, ”irriterende”, noget den gør for at ”prøve os af” eller af “manglende respekt” for os, så er det simpelthen bare et produkt af, at hestens hjerne reagerer på noget, som er truende eller ubehageligt. Det er ikke noget den gør mod sin rytter.

Derfor kan vi grundlæggende sige, at de fleste former for problemadfærd hos hesten handler om, at hesten reagerer ud fra dens fysiologi og natur. Hvis hesten ofte udviser motoriske reaktioner i bestemte sammenhænge, er det vores opgave at lokalisere årsagen til, at hesten hjerne reagerer sådan. Hvis vi antager, at hestens hjerne fungerer på samme måde som vores, kan det lede til store misforståelser, som kompromitterer hestevelfærden og nedsætter kvaliteten i samarbejdet med den.

Tillæg ikke heste menneskelige egenskaber

Når vi vurderer på hestens reaktioner, er det derfor altid afgørende ikke at tillægge den menneskelige egenskaber, men samtidig også huske på, hvad hestens hjernen kan. Det kan være lige så problematisk at tillægge den færre kompetencer, som at tillægge den for mange. Som hesteejere og ryttere må en stor del af vores ansvar være at minimere omfanget af unødvendig stress i hestens liv og sikre positive sindsstemninger i så vidt omfang som muligt. En del af baggrunden for at kunne gøre dette er netop at forstå, hvad hesten kan og ikke kan. Det giver os mulighed for mere hensigtsmæssig tolkning af vores heste.

Horse Brain Human Brain – The Neuroscience of Horsemanship af Janet L. Jones, 2020

Solving Equine Behaviour Problems: An Equitation Science Approach af Rose M Scofiels, 2020

Equine Behavioural Medicine af Bonnie V. Beaver, 2019

Equitation Science af McGreevy, Christensen, König og McLean, 2018

Conference Proceedings fra Horses Indside Out konferencen, 2018 og 2020 (Dr. Andrew Hemmings)

Neuroanatomy of the equine brain as revealed by high-field (3Tesla) magnetic-resonance-imaging, Martin J. Schmidt, Carola Knemeyer, Helmut Heinsen, 2019

Applied neurophysiology of the horse; implications for training, husbandry and welfare, Sebastian D. McBride, Matthew O.Parker, Kirsty Roberts, Andrew Hemmings, 2017

Equine Behaviour in Mind - Applying Behavioural Science to the Way We Keep, Work and Care for Horses af Suzanne Rogers. 2017

kilder

Malgré Tout

Malgré Tout er navnet på Danmarks digitale medie for ryttere og mennesker med hestesport som passion og levevej. Vort medie er en kombination af website, jævnlige nyhedsbreve, vores gratis online magasin og app.
Fuld skærm