Nok gør han pengene små og bekymringerne store. Nok irriterer han mig, når han gang på gang taber en sko eller ødelægger sit dækken. Og nok har han både formået at sende mig på hospitalet med en brækket fod og givet mig flere blå mærker, end det nogensinde kan betale sig at tælle.
Annonce
Annonce
Hesten – en terapeut på fire ben
Af redaktør Tina Bjerre Nielsen. Foto: Shutterstock / Pixabay.
Annonce
Men han har også trøstet mig, når jeg har været ved at gå fra hinanden. Han har altid stået dér i stalden, når jeg har haft brug for ham. Han har i dén grad mindet mig om selv de mindste glæder ved livet, når de har været allersværest at finde.
Smukkest af alt har han gjort det uden selv at vide det. For han er der bare - drevet af instinkter og en blændende umiddelbarhed. Han tænker ikke på i går og bekymrer sig ikke om i morgen. Han kan kun forholde sig til livet, som det passerer forbi her og nu.
Frustrationer. Kærlighed. Flere frustrationer. Endnu mere kærlighed.
Giver kærlighed ved brud
Dengang min første kæreste gik fra mig, var han der for mig. Han elskede mig, blot fordi jeg havde et par skiver daggammelt rugbrød med. Og dengang jeg fejlede til eksamen og følte mig som århundredets fiasko, var han der for mig. For ham var jeg den bedste i verden, blot fordi jeg fandt udstyret frem.
For ham er ”carpe diem” ikke en talemåde, men livet selv. Han lever i nuet, for han kan ikke andet. Selvom det betyder, at han aldrig kan svare mig på, hvad der er galt, kan han heller aldrig svare mig imod.
Erstatter frustrationerne med tosomhed
Når jeg mærker hans mule, kigger ham i øjnene eller sætter mig i sadlen, sænker roen sig i mig. Det er her, det særlige opstår og umiddelbarheden smitter af. For en stund erstattes mine frustrationer af samhørighed og kærlighed. Lyden af hestesko, tosomheden og et prust hist og her er det eneste at skulle forholde sig til.
Mon ikke det er sådan, uanset hvilken del af ridesporten, man dyrker? For hvad enten der er tale om en pensioneret travhest, en vindende grand prix-hest eller en garvet rideskolepony, så vil det bekymringsfrie sind og evnen til at værdsætte det allermindste, nu og her, altid være der.
Hesten er en ven i nuet, der til enhver tid står klar til at hjælpe sin rytter med at glemme dagligdagens bekymringer. Ikke fordi den føler sig forpligtet til det, eller fordi den skal. Men fordi den er, som den er, og fordi den mestrer det, som for mennesket kan være så svært: at leve i nuet.
Hesten er - i hvert fald for mig - en terapeut på fire ben.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Frustrationer. Kærlighed. Flere frustrationer. Endnu mere kærlighed.
Hesten – en terapeut på fire ben
Af redaktør Tina Bjerre Nielsen.
Foto: Shutterstock / Pixabay.
Nok gør han pengene små og bekymringerne store. Nok irriterer han mig, når han gang på gang taber en sko eller ødelægger sit dækken. Og nok har han både formået at sende mig på hospitalet med en brækket fod og givet mig flere blå mærker, end det nogensinde kan betale sig at tælle.
Men han har også trøstet mig, når jeg har været ved at gå fra hinanden. Han har altid stået dér i stalden, når jeg har haft brug for ham. Han har i dén grad mindet mig om selv de mindste glæder ved livet, når de har været allersværest at finde.
Smukkest af alt har han gjort det uden selv at vide det. For han er der bare - drevet af instinkter og en blændende umiddelbarhed. Han tænker ikke på i går og bekymrer sig ikke om i morgen. Han kan kun forholde sig til livet, som det passerer forbi her og nu.
Giver kærlighed ved brud
Dengang min første kæreste gik fra mig, var han der for mig. Han elskede mig, blot fordi jeg havde et par skiver daggammelt rugbrød med. Og dengang jeg fejlede til eksamen og følte mig som århundredets fiasko, var han der for mig. For ham var jeg den bedste i verden, blot fordi jeg fandt udstyret frem.
For ham er ”carpe diem” ikke en talemåde, men livet selv. Han lever i nuet, for han kan ikke andet. Selvom det betyder, at han aldrig kan svare mig på, hvad der er galt, kan han heller aldrig svare mig imod.
Erstatter frustrationerne med tosomhed
Når jeg mærker hans mule, kigger ham i øjnene eller sætter mig i sadlen, sænker roen sig i mig. Det er her, det særlige opstår og umiddelbarheden smitter af. For en stund erstattes mine frustrationer af samhørighed og kærlighed. Lyden af hestesko, tosomheden og et prust hist og her er det eneste at skulle forholde sig til.
Mon ikke det er sådan, uanset hvilken del af ridesporten, man dyrker? For hvad enten der er tale om en pensioneret travhest, en vindende grand prix-hest eller en garvet rideskolepony, så vil det bekymringsfrie sind og evnen til at værdsætte det allermindste, nu og her, altid være der.
Hesten er en ven i nuet, der til enhver tid står klar til at hjælpe sin rytter med at glemme dagligdagens bekymringer. Ikke fordi den føler sig forpligtet til det, eller fordi den skal. Men fordi den er, som den er, og fordi den mestrer det, som for mennesket kan være så svært: at leve i nuet.
Hesten er - i hvert fald for mig - en terapeut på fire ben.