Hold dig opdateret på vores platforme

Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks

Af Tina Bjerre Nielsen. Foto: Erik Kunddahl Photography

Annonce

Annonce

Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvad er baggrunden for det? Og kan det virkelig være rigtigt, at mænd og kvinder kan kæmpe sammen, uden det netop bliver ulige kamp? Vi undersøger, om der trods alt er forskel på kvindelige og mandlige ryttere, og om det egentlig er helt lige meget, om man rider på en hoppe, hingst eller vallak. Hold tungen lige i munden, for nu skal det handle om køn og lighed i ridesporten.

Lad os begynde med at finde ud af, hvordan det ser ud med fordelingen af mandlige og kvindelige ryttere herhjemme. Ser man på statistikkerne, så er det - ikke overraskende - hovedsageligt kvinder, der giver sig hen til den firbenede sport.

Det konkluderes blandt andet af idrætsforsker Henning Eichberg fra Center for idræt, sundhed og civilsamfund på Syddansk Universitet. Han fremsætter ridesporten som case, idet han forsøger at undersøge, hvor vigtig opdelingen mellem mænd og kvinder er for moderne sportskultur. Her konkluderer han først og fremmest, at der er noget om snakken, når man siger, at fodbold er en ‘drengesport’ og ridning en ‘kvindesport’.

“De statistiske tal om folks idrætsdeltagelse fortæller om markante kønsmæssige aktivitetsforskelle. I 1998 udgjorde mænd i fodbold 90 procent af de aktive, mens kvinder dominerede i ridning med 71 procent”, skriver Eichberg.

Tal fra 1998 fremlagt i en rapport af Dansk Rideforbund viser desuden, at 1,8 % af alle voksne mænd (på 16 år eller derover) mod 4,1 % af alle voksne kvinder dyrkede ridesport under DRF på daværende tidspunkt. Hos den yngre generation (op til 15 år) var der tale om 1,9 % af drengene og hele 18,6 % af pigerne.

Disse tal er sidenhen faldet (målt i 2012) - formentlig på grund af finanskrisen, skriver DRF. Det gælder dog ikke for drengekategorien, hvor andelen af registrerede ryttere er steget til 2,9 % i 2007 og 2,0 % i 2012. Spørgsmålet er, om vi i de næste år vil se flere mandlige ryttere i ridesporten, fordi flere unge drenge har vist interesse for den de senere år. Det vender vi tilbage til.

Eichberg forklarer, at det i et historisk perspektiv er både påfaldende og en smule paradoksalt, at ridning i dag er en kvindedomineret sport og hobby. Før i tiden var ridning nemlig en autoritær disciplin, der blev opfattet som udelukkende egnet for mænd.

"I landbruget var hesten traditionelt en del af mandens udadvendte arbejdsverden. Middelalderens adel udviklede med ridderkulturen og turneringerne en hel mandskultur omkring rytterhesten. Det var manden, der jagede, skønt også enkelte aristokratiske kvinder deltog på hest”, skriver Eichberg. Senere da den klassiske dressur dukkede op i militæret, på universiteterne, inden for hoffet og på såkaldte rideakademier, var ridningen stadig overvejende domineret af hankønnet. Samarbejdet med hesten blev så at sige forbundet med at have magt, og det fastholdt mændene i toppen af samfundets kønshierarki.

Ridesporten er noget særligt. Ikke kun fordi den giver os mulighed for at samarbejde med levende dyr, men også fordi den tillader os at konkurrere på tværs af køn. Foruden motorsport, e-sport, hundesport og en række holdsportsgrene med såkaldte mix gender-hold som for eksempel badminton og bordtennis, er ridesporten den eneste idrætsform, hvor mænd og kvinder kæmper med og imod hinanden. Det kan vi hestefolk godt være stolte af. Ja, faktisk er ridningens tre olympiske discipliner – spring, dressur og military – de eneste, hvor mænd og kvinder kan stille sig på den samme medaljeskammel. Det siger lidt.

Nu kommer så det store spørgsmål: For hvis mænd har fået lov at føre an på hesteryg i så mange år, hvordan har kvinder så formået at blive så stærkt repræsenteret inden for hestekulturen i dag? Og hvorfor er kvinder i det hele taget så glade for heste?

Ifølge Eichberg er der en helt væsentlig årsag, og den handler om følelser. For kvinder er der nemlig ofte stærke følelser på spil, når der arbejdes tæt sammen med et dyr – og det fanger dem. Faktisk går Eichberg så langt som at beskrive forholdet mellem en hest og den kvindelige rytter som “et udtryk for moderlig sanselighed”. Altså kan man vælge at forstå kvinders kærlighed til heste som et tegn på, at kvinden helt naturligt har brug for noget at kaste sin kærlighed på - og allerhelst på et levende væsen.

Kort sagt kan man sige, at tiden på rideskolen for pigernes vedkommende er en videreudvikling af den måde, de har været vant til at begå sig i deres fritid. I stedet for at lege med dukker og drage omsorg for dem, kan de tage skridtet videre og drage omsorg for hestene. Eichberg skriver:

“I staldene af rideforeningerne ude på landet pusler unge piger livligt og kærligt med heste. De rider dyrene og søger også anden kontakt med dem. Der blomstrer et marked omkring hestejournaler, tegneserier som Wendy og kitschede hesteromaner, som sigter på piger som målgruppe i en alder, der følger efter Barbie-dukke- og Prinsesse-hæfte-tid”. Der er ingen tvivl om, at det bløde, omsorgsfulde og kærlige gen i enhver pige og kvinde virkelig kan blive dyrket, når det bliver sluppet fri i en stald.

Ifølge Dansk Rideforbund, er den ‘bløde’ del af ridesporten lige præcis det, som danner skellet mellem mandlige og kvindelige ryttere. I et interview med TV Midtvest udtaler chefkonsulent hos DRF, Anja Heisen, at mænd og kvinder grundlæggende har to helt forskellige interesser. Kvinderne vil hygge, mens mændene vil mærke et sus i maven – groft sagt. “De fleste drenge gider ikke pussenusse. De vil have fart og spænding, og når de bliver bedt om at skridte rundt på række det første stykke tid, så falder de fra”, fortæller hun.

Det kan altså være én af forklaringerne på, at der er langt færre voksne mænd end voksne kvinder, der rider, og at der er flere unge drenge end mænd at finde på hesteryg. Drengene falder simpelthen fra, når de når en vis alder, fordi det er for kedeligt, og derfor når de aldrig at blive voksenryttere. Det gælder især, hvis de begynder deres karriere på en rideskole, mener Anja Heisen, som slår fast, at det er på rideskolerne, der – bogstaveligt talt – opleves mandefald. 

Kort sagt kan man sige, at tiden på rideskolen for pigernes vedkommende er en videreudvikling af den måde, de har været vant til at begå sig i deres fritid.

Selvom de selvgående elevheste og cirklerne på ridebanen tilsyneladende ikke tiltaler de danske mænd, så er de i dén grad at finde andre steder i den danske hestekultur – de er bare ikke medregnet i DRF’s tal. 

Udvider vi begrebet ‘ridesport’ til at handle om andet end de mest velkendte discipliner, så er der rigeligt med mænd at finde. Kigger man på jagtridning, og i særdeleshed trav- og galopløb, er mændene næsten i overtal, forklarer Eichberg. Det hænger formentlig sammen med det historiske faktum, at disciplinerne har tradition for at bringe fart over feltet med sig, uddyber han:
“I 1700-tallets England begyndte (…) den moderne hestesport med rævejagt og baneridning efter tid og præstation, og også denne sport lå i første omgang i mændenes hænder. I dag er trav- og galopsporten som favorithestesport på TV-skærmen langt mere populær hos mænd – især mænd af lavere uddannelsesniveau – end hos kvinder.”

Både i travsulkyen og i galopsadlen – men bestemt også bag tv-skærmene, når det hele bliver transmitteret – er det altså helt berettiget at kalde mændene for de største hestetosser. Og vi er ikke i tvivl om, at særligt disciplinernes setup, som har meget tilfælles med den mandsdominerede cykel- og motorsport, har stor betydning for hankønnets interesse. Det går i hvert fald ganske fint i spænd med Anja Heisens konklusion om, at mænd higer efter et sus i maven.

Med tanke på at rideskolerne rundt omkring i landet er godt fyldt op med kvinder og piger i alle aldre, er det forbavsende at tænke på, hvor ligelig fordelingen mellem mænd og kvinder er i verdenstoppen. Hvor ofte har du måske ikke siddet og set OL i fjernsynet og overværet nogenlunde lige mange ridt fra hvert køn inden for både dressur, spring og military? Det bekræfter ikke alene tesen om, at mænd generelt ikke lader sig give hen til hygge og pussenusse, men til kamp og konkurrence. Og så fortæller det noget om, at når mænd går ind i ridesporten, så gør de det, fordi de vil det – de vil opnå noget. 

“En stor procentdel af dem, der holder ved, klarer sig rigtig godt. Det er dem, der virkelig har interessen. Jeg tror, mændene har mere drive og mod, og de er meget målrettede”, fortæller Anja Heinsen til TV Midtvest. Knyttet til det mener Eichberg, at ridning for kvinder er en kultur, mens den for mænd er en resultatorienteret sport. Men er det virkelig rigtigt?

Ser man nærmere på de to verdensranglister inden for henholdsvis dressur og spring, så er der faktisk stor forskel på, om det er det mandlige eller det kvindelige køn, der dominerer. Inden for springningen er 14 ud af de 15 øverst rangerede mænd. I dressur er derimod 11 ud af de 15 øverste på listen kvinder. 

De to ranglister kan dog ikke uden videre sammenlignes. For hvor springranglisten kun tager højde for rytternes præstationer, omhandler dressurranglisten hele ekvipager, hvormed den samme dressurrytter sagtens kan fremgå flere gange, men med forskellige heste. For sammenligningens skyld er man derfor nødt til at fjerne gengangerne Isabell Werth og Cathrine Dufour, således at de kun florerer på listen én gang hver. Gør man det, vil den første mandlige rytter – der i øvrigt er vores egen Daniel Bachmann Andersen – findes på plads nummer 7. Tilsvarende er den første kvinde på verdensranglisten i spring at finde på plads nummer 8.

Og hvad betyder det så? Jo, det fortæller os først og fremmest, at både kvindelige og mandlige ryttere kan være resultatorienterede. Og så betyder det, at kvinderne er stærkere repræsenteret i dressurtoppen end mændene, mens mændene klart dominerer i springtoppen. Dermed kan man overveje, om kvinder faktisk har et forspring inden for dressuren, og om mænd har det inden for springningen. Der er i hvert fald noget, der tyder på det.

Om de gode gamle forståelser af, at mænd er stærkest og kvinder er bedst til multitasking og koordination, er en del af årsagen, skal vi ikke kunne sige. Der foreligger desværre ingen forskning på området. Dog kan man blive klogere ved at sammenligne de to tendenser med kønsopdelingen inden for andre sportsgrene. I discipliner der ligesom dressuren kræver dyb koncentration som for eksempel skydning, haler kvinderne ind på mændene. Og når det gælder mere yndefulde discipliner som for eksempel dans og gymnastik er kvinderne i overtal. Der tegner sig derfor et billede af, at hunkønnet generelt har de stærkeste kompetencer, når det kommer til discipliner, som kræver dyb koncentration og fintfølende bevægelser. Derimod præsterer mænd bedst i de discipliner, hvor det handler om at udvise styrke og udholdenhed. Det skriver Illustreret Videnskab.

Selvfølgelig må vi ikke glemme, at kønslighed også gælder for ridesportens firbenede atleter. Hingste, hopper og vallakker kæmper som bekendt også på lige fod – eller hov, burde man vel sige. 
Ser man på verdensranglisterne, så virker der imidlertid ikke til at være en markant sammenhæng mellem rytterens rangering og hestens køn. Nogle vil måske mene, at der er mere power i en hingst, mens en hoppe eller en vallak kan være mere reel og måske lettere at styre. Realiteten er, at der ud af de første 15 ekvipager på dressurranglisten er seks hopper, fem vallakker og fire hingste. Ligeledes fordeler hestene hos de 15 højest rangerede springryttere sig på 12 hopper, 12 hingste og 21 vallakker (hver rytter har registreret tre heste). Således er der en lille men ikke påfaldende overvægt af vallakker i springsporten, mens fordelingen af hestenes køn inden for dressursporten er stort set lige.

Hvad er så konklusionen? Jo, ser du: At sætte kvinder og mænd til at konkurrere mod hinanden i ridesporten giver ikke nødvendigvis de to køn lige muligheder. Det skyldes, at der unægteligt er en række biologiske og mentale, kønsspecifikke forhold, som spiller en væsentlig, men ikke nødvendigvis altafgørende rolle for den enkelte sportsudøver. Når det er sagt, så er der selvfølgelig også forhold relateret til talent og personlige kompetencer, som går på tværs af køn, og som reelt set kan være lige så betydningsfulde. Derfor vil vi selvsagt ikke drage nogle konklusioner, men blot henlede til at du overvejer, om ordet ‘lige’ er det rette at bruge om forholdet mellem mænd og kvinder i ridesporten. Det, vi normalt forstår som ‘lige’, skulle jo nødigt gå hen og blive ulige. Med tanke på mændendes styrke, beskriver Eichberg paradokset meget godt:

“Spørgsmålet rejser sig jo, om ikke man målrettet burde satse på drenge i ridning. Den skæve satsning kunne retfærdiggøres ud fra et abstrakt koncept om ’ligestilling’, som her ville gå på bekostning af piger. Men den ville cementere den historiske magt-tradition i feltet.”

Sagt på en anden måde ville vi – hvis vi valgte at kønsopdele ridesporten – gå på kompromis med en del af den ligestilling, som vi netop har kæmpet for at opnå. Skal vi ikke bare være stolte af, at vi som ryttere og hesteelskere repræsenterer en sport og kultur, hvor ethvert køn bliver budt velkommen i det store fællesskab? Lad os for evigt glæde os over, at mænd, kvinder, hingste, hopper og vallakker kan træde ind i den samme arena med plads til hver sine styrker og svagheder. Er det i virkeligheden ikke det, der gør ridesporten så fantastisk og absolut unik? Vi er så forskellige og alligevel så ens.

Kilder
Eichberg, Henning (2008): Køn i bevægelse. Idrotsforum.org

Fester, Michael (2014): Ridesporten i Danmark. Rideforbund.dk

Thomsen, Morten (2018): Færre mænd går til ridning. Tvmidtvest.dk

Illustreret Videnskab (2012): Er der sportsgrene, som kvinder er bedre til?. Illvid.dk