Mennesker er drevet af en forstand – heste er drevet af instinkter.

Min hest finder altid den allerstørste mudderpøl at rulle sig i, når den har fået et rent dækken på. Så er det ligesom blevet indviet, tænker den nok.”

Jeg har sagt til min hest, at den ikke må smide sine sko, men alligevel gør den det – og selvfølgelig lige efter, at den har haft smed.”

Min hest vil bare aldrig stå stille på staldgangen. Det er som om, at den prøver at slippe for en ridetur.”

Min hest var så god i sine anspring i dag! Den må virkelig have tænkt, at den skulle tage sig sammen efter dens frækheder i går.”

Annonce

Annonce

Af Tina Bjerre Nielsen
Foto: Kathrine Hallund.

Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks

Hold dig opdateret på vores platforme

Du har helt sikkert hørt noget lignende før – og måske sagt eller tænkt det selv? Lige såvel, som man ofte gør det med sin hund eller kat, så har vi ryttere og hesteejere det med at tillægge vores heste følelser, tanker og motiver. Som oftest bruger vi det i forsøget på at forstå dem og finde forklaringer på, hvorfor de gør, som de gør. Men hvorfor gør vi det? Og kan heste over hovedet tænke og føle? I artiklen her lad vi tankerne flyde og giver dig vores bud på en forklaring. Skal vi komme med et bud, tror vi, det handler om, at:

Inderst inde, så ved vi det vist alle sammen godt: Når hesten bliver ved med at springe an i forkert galop, eller når den ikke vil stå stille på staldgangen, så er det ikke, fordi den har en bagtanke. Når den ligeledes ruller sig i den største mudderpøl, der er på folden, eller når den taber en sko, så er det heller ikke, fordi den vil drille sin ejer.

Skal man se det hele lidt fra hestens synspunkt, så er ‘tanker’ nok et stort ord. For kan en hest dagdrømme? Kan den stå ude på folden og tænke på, hvad den mon skal træne med sin rytter senere på dagen, eller fundere over hvor meget hø, der mon ligger til den i boksen, når den kommer ind? Det er nok næppe tilfældet. Meningerne vil altid være delte – og det skal der være plads til. Men der er ét grundlæggende forhold, som vi ikke tror, man kan modsige sig: Dyr, og dermed heste, er drevet af instinkter.

Disclaimer til artikel om heste og følelser:

Denne artikel bygger ikke på videnskab, men er et udtryk for redaktionens egne tanker.

Annonce

Med andre ord er instinkterne som regel altid forklaringen.

Vi er ikke et sekund i tvivl om, at heste kan føle sig nervøse, usikre, glade, begejstrede eller bange. Nok kan de ikke sætte ord eller tanker på følelserne, men de kan alligevel føle dem. Hvem kender måske ikke til en hest, der let bliver nervøs, når den kommer ud et helt nyt sted? Eller hvem har ikke prøvet, hvor svært det er at lære en hest at være alene? Det er flokinstinktets skyld. Og så er der flugtinstinktet, som tit er synderen, når hesten ser noget, der skræmmer den, og som måske får den til at løbe fra sin rytter. Heldigvis kan vi lære at komme disse situationer i forkøbet, for kender man hestens instinkter, så kender man den i virkeligheden rigtig godt.

Når hesten føles ‘fræk’ på ridebanen, eller når den ikke vil stå stille på staldgangen, så er det altså - formentlig - en instinktiv reaktion. Hvis den finder det ubehageligt, at der sidder en rytter i sadlen, så gør den alt, hvad der står i dens smagt for at komme ud at situationen. Ligeledes gælder det, at hvis en hest står alene på staldgangen, så vil den ofte gøre, hvad den kan, for at komme i kontakt med sin flok – og derfor bliver den urolig. Hvis den springer forkert an under træning, mon ikke det så er, fordi rytteren lægger balancepunktet forkert, eller fordi hesten måske har ondt? Når den på folden bliver forskrækket og begynder at løbe, så får det let de andre hestes flugtinstinkter til at tage over, og pludselig fór hele flokken rundt med fuld knald på – og så ryger der en sko. Med andre ord tror vi, at det langt oftere, end vi måske går og tænker over, er instinkterne, der er forklaringen på vores hestes adfærd.

Hvad så med hestens følelser? Hvis vi kan føle os kede af det, begejstrede, trætte, glade, utrygge, nervøse eller måske ligeglade, hvorfor skulle hesten så ikke også kunne det? Der er ingen tvivl om, at vi nogle gange tillægger hesten flere og stærkere følelser, end den reelt set har, men i modsætning til det med tankerne, tror vi faktisk, at der er noget om det med de følelser og hestene.

Skal vi forsøge at forstå vores hestes følelser, så tror vi, det kan hjælpe at skelne mellem fysiske og mentale følelser. En mental følelse kan for eksempel være, hvis der er noget i dit sind, som gør ondt. Måske har en kæreste forladt dig eller et familiemedlem er gået bort. En fysisk følelse er derimod bundet op på noget kropsligt. For eksempel gør det fysisk ondt, hvis du har skåret dig i fingeren.

Der er ingen tvivl om, at heste godt kan føle noget i fysisk forstand, for eksempel i form af smerte, berøring og så videre. Det store spørgsmål er, om heste også har et mentalt følelsesapparat. Og mon ikke, de har det? Det er måske bare ikke så stærkt som hos os mennesker. Som du nok allerede ved, er vi menneskers følelser jo forbundet med vores tanker. Det vil sige, at når vi tænker på en afdød, vi savner, så bliver vi højst sandsynligt kede af det. Derfor er spørgsmålet: Hvis heste ikke kan tænke, har de så overhovedet et mentalt følelsesapparat? Det tror vi, de har, men hvor vores er bundet til tankerne, er hestenes bundet til deres instinkter.

Når hesten er mæt og ikke har ondt, så er den glad – og det gør heste så dejligt ukomplicerede.

Selvfølgelig er det kun hyggeligt, når man kan tillægge sin hest lidt velmenende tanker og følelser. Men man må aldrig lade det stå i vejen for ens selvindsigt eller lade det blive en undskyldning for, hvordan man omgås sin hest. Når vi tillægger vores dyr tanker, så gør vi det for vores egen skyld – fordi vi som mennesker finder det naturligt. Det skal vi blot være opmærksomme på.

For hestens skyld – og tildels også for vores egen – bør vi måske forsøge at fokusere mere på instinkterne. Ved på den måde at lære vores elskede, firbenede venner bedre at kende kan vi også opnå et endnu stærkere forhold til dem. Hvis vi hver især lærer, hvilket instinkt, der ligger bag det, som vores heste gør, så kan vi også blive klogere på, hvordan vi hjælper dem på vej. Kender man sin hests instinkter, så kender man den i virkeligheden rigtig godt. Med den konklusion tror vi både, vi kan blive dygtigere ryttere og bedre hesteejere.

Alt dette er blot tanker. Hvad mener du om det hele? Måske er du af en helt anden holdning. I så fald, så lad os endelig høre den! Artiklen er netop ment som et værktøj, der kan sætte tankerne og meningerne lidt i gang.

Alligevel har vi det med at tillægge hestene tanker og gøre det til motiver for deres handlinger. Og hvorfor mon? Vi tror, det handler om, at vi mennesker besidder en forstand, som ingen andre væsener har – i hvert fald ikke i samme grad. Netop på grund af vores kloge hoveder har vi behov for at finde en forklaring på det, der sker omkring os. Derfor er det naturligt for os at tillægge dyrene de samme tanker, som vi selv kunne finde på at tænke.