New image
Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks
Hold dig opdateret på vores platforme
New image

Tandraspning

Af Mette Aarup, dyrlæge og hestetandlæge.

Hestes tænder er levende og følsomme nøjagtigt ligesom vores egne tænder. Der er ligeså mange forskellige diagnoser og mulige behandlinger i mundhulen på heste, som vi kender fra human odontologi (tandlægegerning hos mennesker). Jeg mener, vi skylder vores heste en bevidst og nuanceret tilgang til hestetænder, som er forankret i et solidt kendskab til tænders anatomi, fysiologi og patologi.

Vi mennesker får tjekket tænder fra vi er børn, og så kommer der en periode, hvor nogle går til tandregulering hele tiden, mens andre ikke har brug for hjælp i mange år. Senere i livet kommer tiden for karies, parodontose og knækkede tænder. Det samme gør sig gældende med heste, at behovet for tandlæge kan variere meget.

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

Hestens kindtænder sidder i lange lige rækker med 6 tænder i hver. Hver tand erupterer, det vil sige skubbes ud i takt med at den bliver slidt. Jeg plejer at sammenligne dette tandfrembrud med en læbepomade, hvor man skruer lidt mere af stiften frem, efterhånden som den slides. Det er vigtigt, at tænderne erupterer ”i takt”, så tandrækkerne hele livet er i god balance.

Hvis en tand er syg, ser man ofte, at den bliver for langsom, og at den modstående tand derfor bliver for lang og låser tyggebevægelsen.

Hestes tænder vokser ikke, men bryder frem hele livet

med omtanke

mette-aarup-4.png

Hvis rækken af kindtænder i overmunden rager lidt foran tandrækken i undermunden, så slides den forreste tand i overmunden ikke korrekt – og den forlænges derfor i en krog. Helt logisk vil den bageste tand i undermunden heller ikke blive slidt, og der dannes en krog her. Nu er tyggebevægelsen pludselig mindre fri. 

Det samme sker selvfølgelig ved underbid. Her er det den forreste tand i undermunden, som ikke slides og bliver for høj, ligesom den bagerste i overmunden får en skarp bagkant, der bliver for lang. Heste med over- eller underbid får således kroge, som skal raspes hyppigt. Hvis man intet gør ved dem, vil krogene blive store, kæbens bevægelse hæmmes, og hestens tænder vil over tid kunne udvikle bølgebid. Heste med over- eller underbid skal jævnligt have raspet kroge og tværkamme, så man bevarer en god tyggebevægelse.

Enkelte heldige heste har neutral okklusion, hvor tandrækkerne mødes perfekt og alle tænder slides tilpas. Disse heste ville formentlig kunne klare sig fint igennem livet uden at se en tandrasp.

Underbid og overbid giver kroge og bølger

Alle heste har spidser af emalje, og spidsernes formål er at holde kanten af tænderne skarpe som en saks, så grovfoder kan skæres/klippes og senere males mellem tænderne. Tandspidser er hos størstedelen af vores heste ikke forkerte/patologiske, men normalfysiologiske - og jeg fristes til at sige, at det i højere grad er brugen af hestene og dét udstyr, vi byder dem, som kan betegnes unaturligt. Stramme næsebånd kan for eksempel trykke kindens bløde inderside hårdt ind mod tandspidserne, og så kommer der sår. 

Sår på indersiden af kinderne stammer fra spidserne, men det er ikke nødvendigvis spidserne, som er for lange. Ofte spænder en hest sine tyggemuskler så hårdt, at kinden presses ind mod spidserne. Det betyder, at en hest med ondt i lænden, stress over en ny sidekammerat eller frustration over en ny svær øvelse kan skade sig selv i kinden. En anden årsag til sår ud for spidserne på en enkelt kindtand kan skyldes smerte i lige præcis dén tand med for eksempel karies eller en rodbetændelse. Jeg anvender på den måde sårene i kinderne til at guide mig til en forklaring på problemerne. 

Der er intet galt i at runde de skarpe spidser af, så kinden kan hele, men hvis man rasper hele kanten af tandrækken flad, så bliver de sløve! Kanten af hestens kindtænder skal ikke føles behagelig. Der skal være emalje-folder og kanter, som sætter hesten i stand til at findele foder, og det er irrelevant, om menneskehænder synes, at det føles rundt eller rart.

Og nu til spidserne

Hestetandlæger er dyrlæger med stor interesse og masser af efteruddannelse inden for hestens tænder og mundhule. De fleste af os arbejder udelukkende med behandling af hestetænder. Det er nørdet, ja. Og det er et virkelig spændende og et meget relevant fagområde i rivende udvikling. Tænder, som tidligere måtte trækkes ud, kan nu reddes ved fx at lave fyldninger, inden en tand bliver alt for syg. 

Behandling af hestetænder er meget mere end en hurtig raspning af spidser. Alle tænder skal kigges grundigt efter og undersøges for tandstilling, tyggemønster, karies, rodbetændelse, og øvrige tegn på skader og sygdom. Det er helt nødvendigt, at hesten er bedøvet, munden skyllet ren og at tænderne undersøges med godt lys, spejl og/eller mundhulekamera. Der skal skrives en detaljeret journal, så man kan følge med i tændernes tilstand fra besøg til besøg.

Tandlæger arbejder med tænder hver eneste dag

mette-aarup-7.jpg

Når jeg behandler en hest, kigger jeg efter tegn på skader forårsaget af udstyr. Det er en fin anledning til at snakke om bid efter behandlingen, mens hesten vågner af narkosen. 

Vi lægger trense på hesten og ser på biddets størrelse og placering i munden. Mange gange kan vi direkte sammenholde udstyr med de skader og slidmærker, jeg fandt under mundhuleundersøgelsen. 

Der er ofte slid og belastning af huden i hestens mundvige. Det føles som lidt tør og skællende hud til at starte med – og det er tegn til hestens ejer om, at noget generer hesten. Enkelte heste døjer med sår i mundvigene, som hele tiden springer op. Hvis din hest har sår i mundvigene, kræver det meget lang tid uden bid for at hele. Det er nemlig ikke bare overfladen, som skal hele. Underhuden skal hele og genvinde sin elasticitet og smidighed, før den igen kan holde til en rytter, som trækker i tøjlerne og strammer mundvigen ud.

De forreste kindtænder møder nogle gange biddet, og hesten kan bide sammen om - og fastholde metalbiddet. Det er altid metallet, som vinder over tanden! Hvis din hest tygger på biddet eller tager biddet, kan du være sikker på, at den får skader på tænderne. Det er vigtigt at få brudt vanen, inden tænderne får varige mén.

De fleste hesteejere er meget opmærksomme på, om løse bidringe kan nive hesten. Jeg forstår godt tanken, men jeg må bare sige, at det meget sjældent er et problem. De virkelige bid-problemer ses inde i munden, hvor ejer ikke selv kan komme til at se. Derfor er besøget fra din hests tandlæge et supergodt tidspunkt at tjekke, om udstyret passer eller generer.

Hjælp til bid og trense

Jeg anser hestens tænder og deres okklusion (måden tænderne møder hinanden) for at være en del af kroppens biomekanik. Som tandlæge arbejder jeg tæt sammen med osteopater og fysioterapeuter, når en hest har problemer i kæbe, nakke og brystben. Jeg sørger for at afbalancere hestens tænder, så kæben kan afspændes.  

Mange gange får jeg henvisninger fra osteopat eller fysioterapeut, når de behandler spændinger i nakke og kæbe, som ikke vil slippe. Jeg finder ofte ujævnheder og asymmetri mellem tandrækkerne, og når det er afbalanceret korrekt, kan behandleren komme videre med sit arbejde. Det giver rigtig god mening at tænke tænderne ind i hele hestens balance. I human tandpleje er der også stort fokus på, at hovedpine og smerter fra spændinger i kæben kan behandles ved bittesmå korrektioner af den måde tænderne mødes. 

Tænder og kæbe er en del af hestens bevægeapparat

mette-aarup-6.jpg

Heste har 6 kindtænder i hver række. Men ind imellem har heste en lille syvende kindtand siddende lige foran den forreste kindtand. Denne tand er tilbagedannet i hesteslægten igennem millioner af år – der er ikke brug for den. Men en lille ubrugelig kindtand kan altså vokse frem lige der, hvor vi mennesker har besluttet at lægge bid i munden på hesten.

Ulvetænder er oftest meget små, og man hører folk sige, at ”den generer ikke”. Jeg er uenig!

Tanden generer ikke – men biddet generer tanden. Når et metalbid hives op og rammer ulvetanden, er den ofte ikke stærk nok til at modstå presset. Den bliver trykket, og det gør ondt på hesten. Mange gange knækker kronen af tanden, og så sidder der en levende rod gemt oppe i tandkødet. Disse afbrækkede rødder laver utroligt meget ballade. 

Ulvetænder – en joker i samarbejdet mellem hest og rytter

taender1.jpg
bidslitage.jpg

Hesten bliver urolig på biddet, den spænder i ganachen og nakken for at løfte sig væk fra det sted, hvor biddet kan gøre ondt, når det nærmer sig en ulvetand eller en knækket rod af samme.

Når jeg undersøger munden, kan jeg se, om der er slidmærker, hvor metal har ramt ulvetanden. Jeg kan også se, om der er hævet tandkød omkring ulvetanden – det vidner om, at biddet trykker og rokker tanden. Nogle gange kan jeg se en blottet stump af roden titte frem i tandkødet – av!

Lang historie kort: Ulvetænder har det med at lave problemer for heste, når de tilrides med bid. De hopper eller løber, når det gør ondt, og rytteren aner ikke, at det gør ondt, når hun tager i tøjlen.


Derfor er foder mellem tænderne altså ’foderpakninger’ et reelt problem. Hestes tænder skal sidde stramt sammen i de lange rækker med 6 kindtænder i hver. Hvis der først bliver mellemrum, og stråfoder kiler sig fast mellem tænderne, så irriterer det tandkødet, og hesten kan mærke det. 

Råddent foder giver med tiden betændelse i tandkødet, og det sker, at betændelse breder sig helt ned langs tændernes rødder. Denne tilstand minder om parodontose og gør meget ondt på hesten, hver eneste gang den tygger! Heste med foderpakninger kan blive utrivelige og har store smerter, og det kræver langvarig behandling med hyppige oprensninger og smertestillende medicin. Foderpakninger kan forbygges med regelmæssig tandpleje og afbalancering af tandrækkerne. 

Heste bruger ikke tandtråd og tandstikker

Enhver som har oplevet tandpine ved, at det er frygteligt. En hest med udtalt karies kan formentlig også mærke en murende fornemmelse i en syg tand. En knækket tand er lettere at forstå – den gør ondt. 

Jeg kan ikke sige præcist, hvor meget ubehag en hest føler, og derfor er det oftest, når tanden er behandlet/fyldt, at ejer melder tilbage, at nu er hesten godt gående på begge volter – eller nu leger den med de andre på folden. Jeg er helt overbevist om, at dyr også føler tandpine og bliver indelukkede, når tænder gør ondt.

Tandpine er ikke til at holde ud!

Mange gange hører jeg folk sige, ’kan du ikke bare trække den ud’? om en syg tand. Det er bare ikke så enkelt endda. Hvis en tand er knækket, skal den selvfølgelig ud. Men en tand med karies eller en rodbetændelse kan faktisk behandles/fyldes og dermed bevares. 

For det første er det godt for hesten at bevare en ubrudt række af tænder – så er det lettere at tygge foder. For det andet er det ikke altid så ligetil at trække tænder ud. Der er risiko for, at noget af roden brækker af, eller at der opstår en kanal mellem munden, dér hvor tanden sad, og bihulen. Disse bihulebetændelser er svære at behandle, og mange af dem ender med at skulle opereres og have skyllet store mængder betændelse ud af næse og bihuler gennem et hul, der bores ind i kraniet.

Jeg mener, at vi gavner flest heste ved at diagnosticere og behandle tænder tidligt og derved bevare dem.

På alle måder minder hestetandlægens arbejde om mennesketandlægens. Vi skal se vores patienter regelmæssigt og hjælpe til med at forebygge - og vi skal behandle i tide, hvis der opstår sygdomme eller skader i mund og tænder.

Ingen Quick Fix

mette-aarup-4.png

Foto: Tifoto

Foto: Tifoto

Foto: Tifoto

Foto: Mette Aarup

Foto: Mette Aarup

New image
mette-aarup-4.png
Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks
Hold dig opdateret på vores platforme
New image

Annonce

Tandraspning

Af Mette Aarup, dyrlæge og hestetandlæge.

med omtanke

Annoncce

Annonce

Annonce

Foto: Tifoto

Hestes tænder er levende og følsomme nøjagtigt ligesom vores egne tænder. Der er ligeså mange forskellige diagnoser og mulige behandlinger i mundhulen på heste, som vi kender fra human odontologi (tandlægegerning hos mennesker). Jeg mener, vi skylder vores heste en bevidst og nuanceret tilgang til hestetænder, som er forankret i et solidt kendskab til tænders anatomi, fysiologi og patologi.

Vi mennesker får tjekket tænder fra vi er børn, og så kommer der en periode, hvor nogle går til tandregulering hele tiden, mens andre ikke har brug for hjælp i mange år. Senere i livet kommer tiden for karies, parodontose og knækkede tænder. Det samme gør sig gældende med heste, at behovet for tandlæge kan variere meget.

Hestes tænder vokser ikke, men bryder frem hele livet

Hestens kindtænder sidder i lange lige rækker med 6 tænder i hver. Hver tand erupterer, det vil sige skubbes ud i takt med at den bliver slidt. Jeg plejer at sammenligne dette tandfrembrud med en læbepomade, hvor man skruer lidt mere af stiften frem, efterhånden som den slides. Det er vigtigt, at tænderne erupterer ”i takt”, så tandrækkerne hele livet er i god balance.

Hvis en tand er syg, ser man ofte, at den bliver for langsom, og at den modstående tand derfor bliver for lang og låser tyggebevægelsen.

Underbid og overbid giver kroge og bølger

Hvis rækken af kindtænder i overmunden rager lidt foran tandrækken i undermunden, så slides den forreste tand i overmunden ikke korrekt – og den forlænges derfor i en krog. Helt logisk vil den bageste tand i undermunden heller ikke blive slidt, og der dannes en krog her. Nu er tyggebevægelsen pludselig mindre fri. 

Det samme sker selvfølgelig ved underbid. Her er det den forreste tand i undermunden, som ikke slides og bliver for høj, ligesom den bagerste i overmunden får en skarp bagkant, der bliver for lang. Heste med over- eller underbid får således kroge, som skal raspes hyppigt. Hvis man intet gør ved dem, vil krogene blive store, kæbens bevægelse hæmmes, og hestens tænder vil over tid kunne udvikle bølgebid. Heste med over- eller underbid skal jævnligt have raspet kroge og tværkamme, så man bevarer en god tyggebevægelse.

Enkelte heldige heste har neutral okklusion, hvor tandrækkerne mødes perfekt og alle tænder slides tilpas. Disse heste ville formentlig kunne klare sig fint igennem livet uden at se en tandrasp.

Og nu til spidserne

Alle heste har spidser af emalje, og spidsernes formål er at holde kanten af tænderne skarpe som en saks, så grovfoder kan skæres/klippes og senere males mellem tænderne. Tandspidser er hos størstedelen af vores heste ikke forkerte/patologiske, men normalfysiologiske - og jeg fristes til at sige, at det i højere grad er brugen af hestene og dét udstyr, vi byder dem, som kan betegnes unaturligt. Stramme næsebånd kan for eksempel trykke kindens bløde inderside hårdt ind mod tandspidserne, og så kommer der sår. 

Sår på indersiden af kinderne stammer fra spidserne, men det er ikke nødvendigvis spidserne, som er for lange. Ofte spænder en hest sine tyggemuskler så hårdt, at kinden presses ind mod spidserne. Det betyder, at en hest med ondt i lænden, stress over en ny sidekammerat eller frustration over en ny svær øvelse kan skade sig selv i kinden. En anden årsag til sår ud for spidserne på en enkelt kindtand kan skyldes smerte i lige præcis dén tand med for eksempel karies eller en rodbetændelse. Jeg anvender på den måde sårene i kinderne til at guide mig til en forklaring på problemerne. 

Der er intet galt i at runde de skarpe spidser af, så kinden kan hele, men hvis man rasper hele kanten af tandrækken flad, så bliver de sløve! Kanten af hestens kindtænder skal ikke føles behagelig. Der skal være emalje-folder og kanter, som sætter hesten i stand til at findele foder, og det er irrelevant, om menneskehænder synes, at det føles rundt eller rart.

mette-aarup-7.jpg

Tandlæger arbejder med tænder hver eneste dag

Hestetandlæger er dyrlæger med stor interesse og masser af efteruddannelse inden for hestens tænder og mundhule. De fleste af os arbejder udelukkende med behandling af hestetænder. Det er nørdet, ja. Og det er et virkelig spændende og et meget relevant fagområde i rivende udvikling. Tænder, som tidligere måtte trækkes ud, kan nu reddes ved fx at lave fyldninger, inden en tand bliver alt for syg. 

Behandling af hestetænder er meget mere end en hurtig raspning af spidser. Alle tænder skal kigges grundigt efter og undersøges for tandstilling, tyggemønster, karies, rodbetændelse, og øvrige tegn på skader og sygdom. Det er helt nødvendigt, at hesten er bedøvet, munden skyllet ren og at tænderne undersøges med godt lys, spejl og/eller mundhulekamera. Der skal skrives en detaljeret journal, så man kan følge med i tændernes tilstand fra besøg til besøg.

Hjælp til bid og trense

Når jeg behandler en hest, kigger jeg efter tegn på skader forårsaget af udstyr. Det er en fin anledning til at snakke om bid efter behandlingen, mens hesten vågner af narkosen. 

Vi lægger trense på hesten og ser på biddets størrelse og placering i munden. Mange gange kan vi direkte sammenholde udstyr med de skader og slidmærker, jeg fandt under mundhuleundersøgelsen. 

Der er ofte slid og belastning af huden i hestens mundvige. Det føles som lidt tør og skællende hud til at starte med – og det er tegn til hestens ejer om, at noget generer hesten. Enkelte heste døjer med sår i mundvigene, som hele tiden springer op. Hvis din hest har sår i mundvigene, kræver det meget lang tid uden bid for at hele. Det er nemlig ikke bare overfladen, som skal hele. Underhuden skal hele og genvinde sin elasticitet og smidighed, før den igen kan holde til en rytter, som trækker i tøjlerne og strammer mundvigen ud.

De forreste kindtænder møder nogle gange biddet, og hesten kan bide sammen om - og fastholde metalbiddet. Det er altid metallet, som vinder over tanden! Hvis din hest tygger på biddet eller tager biddet, kan du være sikker på, at den får skader på tænderne. Det er vigtigt at få brudt vanen, inden tænderne får varige mén.

De fleste hesteejere er meget opmærksomme på, om løse bidringe kan nive hesten. Jeg forstår godt tanken, men jeg må bare sige, at det meget sjældent er et problem. De virkelige bid-problemer ses inde i munden, hvor ejer ikke selv kan komme til at se. Derfor er besøget fra din hests tandlæge et supergodt tidspunkt at tjekke, om udstyret passer eller generer.

mette-aarup-6.jpg

Tænder og kæbe er en del af hestens bevægeapparat

Jeg anser hestens tænder og deres okklusion (måden tænderne møder hinanden) for at være en del af kroppens biomekanik. Som tandlæge arbejder jeg tæt sammen med osteopater og fysioterapeuter, når en hest har problemer i kæbe, nakke og brystben. Jeg sørger for at afbalancere hestens tænder, så kæben kan afspændes.  

Mange gange får jeg henvisninger fra osteopat eller fysioterapeut, når de behandler spændinger i nakke og kæbe, som ikke vil slippe. Jeg finder ofte ujævnheder og asymmetri mellem tandrækkerne, og når det er afbalanceret korrekt, kan behandleren komme videre med sit arbejde. Det giver rigtig god mening at tænke tænderne ind i hele hestens balance. I human tandpleje er der også stort fokus på, at hovedpine og smerter fra spændinger i kæben kan behandles ved bittesmå korrektioner af den måde tænderne mødes. 

Ulvetænder – en joker i samarbejdet mellem hest og rytter

Heste har 6 kindtænder i hver række. Men ind imellem har heste en lille syvende kindtand siddende lige foran den forreste kindtand. Denne tand er tilbagedannet i hesteslægten igennem millioner af år – der er ikke brug for den. Men en lille ubrugelig kindtand kan altså vokse frem lige der, hvor vi mennesker har besluttet at lægge bid i munden på hesten.

Ulvetænder er oftest meget små, og man hører folk sige, at ”den generer ikke”. Jeg er uenig!

Tanden generer ikke – men biddet generer tanden. Når et metalbid hives op og rammer ulvetanden, er den ofte ikke stærk nok til at modstå presset. Den bliver trykket, og det gør ondt på hesten. Mange gange knækker kronen af tanden, og så sidder der en levende rod gemt oppe i tandkødet. Disse afbrækkede rødder laver utroligt meget ballade. 

bidslitage.jpg

Hesten bliver urolig på biddet, den spænder i ganachen og nakken for at løfte sig væk fra det sted, hvor biddet kan gøre ondt, når det nærmer sig en ulvetand eller en knækket rod af samme.

Når jeg undersøger munden, kan jeg se, om der er slidmærker, hvor metal har ramt ulvetanden. Jeg kan også se, om der er hævet tandkød omkring ulvetanden – det vidner om, at biddet trykker og rokker tanden. Nogle gange kan jeg se en blottet stump af roden titte frem i tandkødet – av!

Lang historie kort: Ulvetænder har det med at lave problemer for heste, når de tilrides med bid. De hopper eller løber, når det gør ondt, og rytteren aner ikke, at det gør ondt, når hun tager i tøjlen.


Heste bruger ikke tandtråd og tandstikker

Derfor er foder mellem tænderne altså ’foderpakninger’ et reelt problem. Hestes tænder skal sidde stramt sammen i de lange rækker med 6 kindtænder i hver. Hvis der først bliver mellemrum, og stråfoder kiler sig fast mellem tænderne, så irriterer det tandkødet, og hesten kan mærke det. 

Råddent foder giver med tiden betændelse i tandkødet, og det sker, at betændelse breder sig helt ned langs tændernes rødder. Denne tilstand minder om parodontose og gør meget ondt på hesten, hver eneste gang den tygger! Heste med foderpakninger kan blive utrivelige og har store smerter, og det kræver langvarig behandling med hyppige oprensninger og smertestillende medicin. Foderpakninger kan forbygges med regelmæssig tandpleje og afbalancering af tandrækkerne. 

taender1.jpg

Tandpine er ikke til at holde ud!

Enhver som har oplevet tandpine ved, at det er frygteligt. En hest med udtalt karies kan formentlig også mærke en murende fornemmelse i en syg tand. En knækket tand er lettere at forstå – den gør ondt. 

Jeg kan ikke sige præcist, hvor meget ubehag en hest føler, og derfor er det oftest, når tanden er behandlet/fyldt, at ejer melder tilbage, at nu er hesten godt gående på begge volter – eller nu leger den med de andre på folden. Jeg er helt overbevist om, at dyr også føler tandpine og bliver indelukkede, når tænder gør ondt.

Ingen Quick Fix

Mange gange hører jeg folk sige, ’kan du ikke bare trække den ud’? om en syg tand. Det er bare ikke så enkelt endda. Hvis en tand er knækket, skal den selvfølgelig ud. Men en tand med karies eller en rodbetændelse kan faktisk behandles/fyldes og dermed bevares. 

For det første er det godt for hesten at bevare en ubrudt række af tænder – så er det lettere at tygge foder. For det andet er det ikke altid så ligetil at trække tænder ud. Der er risiko for, at noget af roden brækker af, eller at der opstår en kanal mellem munden, dér hvor tanden sad, og bihulen. Disse bihulebetændelser er svære at behandle, og mange af dem ender med at skulle opereres og have skyllet store mængder betændelse ud af næse og bihuler gennem et hul, der bores ind i kraniet.

Jeg mener, at vi gavner flest heste ved at diagnosticere og behandle tænder tidligt og derved bevare dem.

På alle måder minder hestetandlægens arbejde om mennesketandlægens. Vi skal se vores patienter regelmæssigt og hjælpe til med at forebygge - og vi skal behandle i tide, hvis der opstår sygdomme eller skader i mund og tænder.

mette-aarup-4.png

Foto: Mette Aarup

Foto: Mette Aarup

Foto: Tifoto

Foto: Tifoto

Malgré Tout

Malgré Tout er navnet på Danmarks digitale medie for ryttere og mennesker med hestesport som passion og levevej. Vort medie er en kombination af website, jævnlige nyhedsbreve, vores gratis online magasin og app.
Fuld skærm