Hold dig opdateret på vores platforme

Modtag alt om ridesport og livet med hest i din mailboks

Af Tina Bjerre Nielsen.
Foto: Erik Kunddahl.

Annonce

“Dejo har jeg tilbragt så mange timer sammen med, at jeg kan se på ham, om noget er off. Jeg kender hans gennemsnitstemperatur på flere tider af døgnet, jeg kender hver en knop på hans ben, og hver utakt i hans bevægelse mærker jeg straks. Det er dejligt, at jeg ved, at jeg kan følge min mavefornemmelse omkring ham.”

Det siger lidt om, hvor godt Vicky kender Dejo. Sammen har de vundet nærmest alt, hvad der kan vindes inden for national og nordisk military, herunder Falsterbo Hunting to gange i træk. Og så har de naturligvis været på landsholdet sammen i Dejos velmagtsdage og rejst Europa rundt. De blev endda kvalificeret til VM i 2014. Desværre var det også i 2014 et beskadiget ligament i ryggen, som satte en stopper for Dejos internationale karriere. Derudover døjer han blandt andet med forbenet dragtbrusk på det ene forben og ringfod på det andet.

De mange fysiske udfordringer har dog ikke fået Vicky til at opgive Dejo. I stedet har hun formået at tilpasse sin ridning til det, han kan, lært hans grænser at kende og glæder sig bare over alt det, de har opnået sammen.

Som eks-international militaryekvipage er Vicky og Dejo især kendt for at lave opvisninger, hvor de springer over spektakulære forhindringer som parkerede biler og bomme med ild i. Og så har de redet rundt omkring i den danske hovedstad steder, hvor kun de færreste nogensinde har set en hest betræde jorden.

Dermed har Vicky formået at skrive et nyt kapitel for Dejo, og de har kun lært hinanden endnu bedre at kende. Selv beskriver hun det både kækt og ganske godt: “Jeg prøver virkelig at give ham nogle mentale udfordringer, for det har han brug for. Energiniveauet skal holdes nede, så vi alle kan være her”.

Hun fremhæver imidlertid også, at det at kende sin hest så godt, også kan skabe flere bekymringer end hvad godt altid er: “Det kan af og til også føles som lidt af en forbandelse at kunne opfange alle de små detaljer. Bare fordi han har en dag, hvor han er lidt uoplagt, betyder det jo ikke, at han er syg eller der er noget galt - men jeg bliver straks bekymret”, uddyber hun. Med alt, hvad de har opnået sammen og så godt, som hun kender ham, er Dejo bare en ‘once in a lifetime’-hest, slår Vicky fast.

Den ene er som en helt ny computer, hvor alt skal installeres fra bunden. Den anden er en noget mere brugt én af slagsen, der til gengæld fungerer forholdsvis ‘plug and play’. Sådan beskriver event- og militaryrytter Vicky Mathiesen i en lidt humoristisk vending forskellen på sine to heste. Vallakken Dejo har hun haft, siden han var helt ung, og de er bogstavelig talt gået igennem ild og vand sammen. Hos den i dag 17-årige ungarske sportshest er alderen dog begyndt at sætte sine spor, så træningen og målene er ikke helt som før. Varmblodshoppen Katniss på 6 år er derimod kun lige begyndt at snuse til det, som storebror i årevis har kunnet gøre i søvne.

Hvordan det er at være rytter til to heste i hver sin ende af alders- og træningsskalaen er lige netop, hvad vi har talt med Vicky om. For hvordan er det at have en unghest, der skal lære alt på ny, når man år efter år har været vant til det modsatte? Og hvordan er det omvendt at måtte se sin gamle, trofaste ven kun kunne en del af det, han kunne engang? Hvad gør det ikke mindst ved en rytter at have en af hver? Lad os finde ud af det. Vi giver hermed ordet til Vicky.

Også Katniss har Vicky kendt, siden hun var helt ung. Ja, faktisk har hun selv avlet hende. Af præcis den årsag er det kun spændende at følge med i, om de to piger kan nå lige så langt – hvis ikke længere – end Vicky har gjort det sammen med Dejo.

“Katniss blev ganske kort gjort ryttervant sidst på året, da hun var 3. Hun fik føl som 4-års, og da det desværre måtte aflives 5,5 måneder gammel, begyndte vi så småt at ride. Jeg har ikke haft travlt med hende. Jeg kunne helt sikker uden problemer have skyndt mere på hende, men jeg havde ikke nogen ambitioner om, at vi skulle nå noget bestemt”, fortæller Vicky om sin røde hoppe og fortsætter:
“Først i år har jeg fået taget hul på hendes militaryuddannelse og den skrider fornuftigt frem. Jeg har først gjort det i år, fordi hun har haft rigeligt at se til med alt ridebanespringning, så jeg mente ikke at hun behøvede at overskue mere end det.”

Med andre ord er Vicky helt klar over, at en god ridehest er en hest, som er blevet lyttet til hele vejen igennem og helt fra begyndelsen. Den skal ganske enkelt have tid; tid til at lære, tid til at finde styrke, tid til at konsumere alle sine oplevelser og til at opbygge selvtillid.

“For mig er respekt og tillid vigtigt. Mine heste skal respektere, at det er mig, der bestemmer, men det er vigtigt, at jeg bestemmer på en god måde, så de også ønsker at arbejde for mig og ikke kun gør det fordi, de ikke har noget valg”, tilføjer hun og konstaterer:

“Jeg synes det er meget spændende at uddanne mine egne heste fremfor at købe en, der allerede er godt uddannet. Jeg synes at jeg, ved at lave mine egne heste, får heste som gør præcist det, som jeg ønsker. De reagerer, som jeg ønsker det, og når jeg ønsker det. Ved at lave Katniss selv kommer hun til at passe perfekt til mig både på godt og på ondt.” Og det gælder også, selvom Vicky – endnu – ikke kan kigge på Katniss på samme måde som Dejo og konstatere, hvordan hun har det. Men det skal nok komme en dag. Det ved hun.

Når Vicky taler om sin bedste ven gennem 14 år, er det slet ikke til at tage fejl af tonelejet i hendes stemme; hun holder virkelig af den hest! Men at hun kender ham så godt, er hun meget ydmyg omkring, og det er bestemt ikke noget, hun føler, hun har gjort nogen ekstra indsats for. Hun har jo bare været sammen med sin bedste ven. “Det lyder nok lidt højtravende, men det er slet ikke sådan det skal opfattes. Det handler simpelthen bare om, at jeg har brugt så ufatteligt mange timer sammen med Dejo, at jeg kender ham bedre end nogen anden og vice versa. Jeg glæder mig til, at jeg når dertil med Katniss en dag”, forklarer hun.

På trods af hendes beskedenhed, tør vi godt understrege, at det ikke kun kræver tid at opnå så godt et forhold til sin hest. Det kræver også gensidig tillid og en hel masse tålmodighed. Og begge egenskaber synes både Vicky og Dejo at rumme, siden de endnu er hinandens allerbedste venner. En god gammel ven er ganske enkelt ikke noget, der kan købes for penge. Sådan én må man knokle sig til at få. Klap dig selv på skulderen, Vicky! Og husk også at klappe dig selv på skulderen, kære læser, hvis du i mange år har været lige så tålmodig og tillidsfuld over for din hest - eller måske er på vej til det.

Det særegne ved Katniss er, at hun både er hammerforsigtig og temmelig fandenivoldsk - så godt kender Vicky hende trods alt.

"Det er tydeligt, når hun til træning bliver lidt duperet over en eller anden opgave, vi stiller hende. Så må vi lige gå et skridt baglæns og så prøve igen i næste uge eller noget. Der er aldrig nogen, der er blevet bedre til noget uden at blive presset lidt, men det handler om at vide, hvornår man skal slippe presset. Presser man for meget opstår der blokeringer og modstand, og det kan tage længere tid at løse sådan et problem end at gå et skridt tilbage og prøve igen. Det er vigtigt for mig at vi begge har det sjovt med den disciplin, vi rider.”

Forsigtig eller fandenivoldsk, så er Katniss også en hel del mere temperamentsfuld hest, end Dejo nogensinde har været, uddyber Vicky. Og i en hurtig vending tilføjer hun, at hun i øvrigt ikke giver noget for skrønen om, at røde hopper er de mest temperamentsfulde. Katniss personlighedstræk hænger nok snarere sammen med hendes unge usikkerhed og ditto nysgerrighed på livet, mener Vicky.

“Det bedste ved at have en ældre, uddannet hest og en yngre, mere utrænet hest, er, at jeg kan træne på to forskellige niveauer.”

Det er grundlæggende den helt store fordel ved at have en hest på to forskellige stadier i livet, mener Vicky. For selvom heste selvfølgelig er forskellige og ingen skal rides ens, så kan træningen af en garvet, gammel ven gøre arbejdet med den unge en hel del nemmere – simpelthen fordi rytteren hele tiden bliver holdt op på målet.

“At have to heste i så forskellig alder og især uddannelsesniveau gør, at min træning bliver varieret, og hvordan det er at ride Dejo bliver et mål for min ridning af Katniss. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan gøre et bedre job i min uddannelse af Katniss - det håber jeg da. Men ved at have en ældre, rutineret hest, får man lyst til at gøre sin unge hest bedre og bedre”, fortæller hun.

Med en garvet fyr som Dejo i stalden, har man desuden altid muligheden for at sætte sig op og have en forudsigelig tur i vente. Så forudsigeligt, som det nu kan blive, når man har med heste at gøre, naturligvis. Man skal i hvert fald ikke bruge alverdens mentale kræfter på at tænke over, hvordan hesten skal tackles og træningen strikkes sammen. Det er, som Vicky så præcist beskriver det, en ret ‘plug and play’-ridetur – og det skal man ikke kimse af. 

“Ved at have en ældre hest som Dejo, er jeg garanteret en god ridetur hver dag. Jeg kan træne sværere øvelser på ham, eller efter en lang dag blot motionere ham og ride på rutinen”, uddyber hun. På den måde kan hun både holde sig fysisk up to date således, at hun på bedste vis kan guide unge Katniss, og så kan hun med en afslappet ridetur i ny og næ lægge lidt ekstra kræfter i Katniss bagefter. Man kan sige, at den ældre hest giver rytteren overskud og selvtillid til at fortsætte træningen af den unge.

Med fare for at fremhæve en kliche, så påpeger vi det alligevel: At have en hest, som har haft behov for at drosle ned, og som man tilmed har haft i mange år, kan om nogen spærre ens øjne op for, hvad der egentlig betyder noget. Sådan har Vicky haft det.

“Før lod jeg mig måske nok påvirke lidt for meget af konkurrencerne, altså om det var gået godt eller skidt. Nu er jeg nok lidt mere fokuseret på de små ting, og det er fedt at prøve nogle nye ting af men gøre det i Dejos tempo. Han har i år lært 2’er-changementer, og vi er også begyndt lidt på 1’erne. Men hvis han aldrig lærer at lave 15 perfekte 1’ere, så bliver han virkelig ikke en dårligere hest af den grund”, understreger hun kærligt. Dejo er nemlig slet ikke avlet med henblik på at gå høj dressur men mestrer alligevel de fleste øvelser.

Nu er Vicky som nævnt i stedet klar over, at hver dag er en gave, når man har en hest som Dejo. Og hvem ved, om det i sidste ende er dét, der kan være med til at få Vicky og Katniss’ samarbejde til at blomstre lige så meget – hvis ikke endnu mere.

Grundlæggende tror Vicky på, at selvom heste er forskellige, så kan de sagtens præges i samme retning. Og lige præcis dér handler det måske mere om den, der sidder i sadlen og render rundt og nusser om i stalden, end det handler om hestene selv. “På rigtig mange punkter er mine heste faktisk også utroligt ens: Det tror jeg er fordi, jeg præger dem i den retning”, forklarer hun.

Så fik vi talt om, hvad der er rigtigt at gøre for henholdsvis en ung og en gammel hest. Men hvad er så det rigtige at gøre, hvis skavankerne i endnu højere grad begynder at sætte sine spor? Ja, så er det selvfølgelig om at kende sin hest og sige stop, inden hesten når et liv, den hverken er fysisk eller mentalt skabt til at leve.

“Der kommer en dag, hvor jeg skal slippe dem og sende dem herfra. Katniss har forhåbentlig et langt og aktivt liv foran sig, og jeg glæder mig til at opleve verden med hende. Med Dejo er den tid, der er tilbage, ganske sikkert kortere end den tid, der er gået.” Det er en hård men skinbarlig konklusion at gøre sig, men den er de fleste af os bare nødt til at gøre os på et eller andet tidspunkt i løbet af vores liv som hesteejere. Det hører med.

Ligesom Vicky kan det hjælpe at tænke på, hvor mange år, man trods alt har haft sammen med sin hest; år som mange andre ekvipager aldrig når at opleve, fordi en rigtig alvorlig skade eller en ulykke sætter en stopper for det hele.
“Jeg håber, at det kan blive en beslutning, som jeg får lov at tage og forberede”, tilføjer Vicky.

Netop det med bare at skulle gå på en fold hver dag, uden at få nogle yderligere mentale såvel som fysiske udfordringer, vil Dejo aldrig kunne klare: “Jeg ved, at når det er hans tur, så vil jeg ikke være i tvivl. Det bliver ikke en beslutning, jeg kommer til at trække i langdrag, men den bliver så ubeskriveligt tung. Han elsker at skulle ud at ride, at performe og at komme med i byen. Han vil næppe kunne affinde sig med et liv som foldbums og hyggehest i årevis, så når den tid kommer, så klarer vi også vores sidste opgave sammen”, fortæller hun.

Og ganske bevægende afslutter hun: “Dejo er min hest. Jeg er ham evigt taknemmelig for alt, hvad han har givet mig af sig selv, og jeg værdsætter hver dag og hver en oplevelse jeg har med ham. Det er mig, der har slidt ham, så det er også mig, der må sørge for, at han får et godt liv på sine ældre dage”.

Køn: Vallak

Alder: 17 år

Stærkeste side: Hans kloge hoved og store hjerte

Svageste side: Hans fysik

Beskrevet med tre ord: Intelligent, opfindsom & en ‘once in a life time’-hest

Største ønske: Tigge godbidder fra damerne i stalden og hænge ud med sin pony Trulli hver dag

Træningsmotto: Kvalitet fremfor kvantitet

Køn: Hoppe

Alder: 6 år

Stærkeste side: Hendes fandenivoldskhed

Svageste side: Hendes heftige temperament

Beskrevet med tre ord: Sjov, sød & fandenivoldsk

Største ønske: Galoppere på folden og spise friske hasselnødder direkte fra buskene hver dag

Træningsmotto: Keep it simple

Annonce

Annonce