Annonce

Foto: Unsplash

Foto: Unsplash

Foto: Unsplash

Foto: Unsplash

Foto: Privat

Fotos: Unsplash and Pexel

Foto: Unsplash

andy og Aidans forældre startede en forretning tilbage i 1994 i det skotske højland, hvor de dengang tilbød hesteture. Den islandske hest har derfor været en del af de to brødres liv siden den dag, de blev født.

Råd til kommende hestetrænere
Mange unge ryttere har en drøm om at blive hestetræner og leve af det, men processen med at samle tilstrækkelig med erfaring er en løbende proces, hvor man hele tiden udvikler sig selv. Sandy fortæller: "Jeg tror, at der er to ting, der er nøglen til at udvikle sig selv, så man kan blive hestetræner. For det første skal man tro på sine egne evner som hestetræner og være ambitiøs. Det er i orden at begå fejl, erkende dem og derigennem forbedre sig selv. 

Dernæst at finde et sted, hvor man kan arbejde og lære på samme tid. Hvor du får mulighed for at træne og lære af alle slags heste. Erfaring er nøglen. Derfor skal du altid stræbe efter at få mere erfaring, og du må ikke glemme, at uanset hvordan du har det med noget, kan du altid lære mere."

Aidan tilføjer: "Mit råd til alle, der ønsker at forfølge denne karriere, er, at man bare skal holde fast og ikke træffe nogen forhastede beslutninger. Forsvar dig selv hvis nødvendigt, da det kan være ret brutalt til tider, og husk at have det sjovt."

Sandy vil opfordre alle ryttere til at udforske denne specielle race, og hvis det er muligt, så prøv en islandsk hest. "Hvis du som rytter er nysgerrig på den islandske hest, så tøv ikke med at finde et sted eller en person, hvor du kan prøve dem af. Eller endda rejse til deres naturlige levested i Island og opleve en ægte gæðingur!"

Før og i løbet af den tid, havde Sandy en idé om, at han ville gå på Hólar University for at studere, så han kunne blive en anerkendt rideinstruktør og hestetræner. Det var en afgørende faktor for Sandy at flytte til Island for at arbejde som hestetræner og staldhjælper, og samtidig lære islandsk, så han kunne gå på skolen. "Når jeg ser tilbage, stod det klart for mig i mange år, at det at arbejde professionelt med heste var det eneste, jeg virkelig ønskede for mig selv."

Nu driver Sandy et træningscenter og en forretning for islandske heste, UC Hestar, sammen med sin partner, Martta, i Finland. Her tager de islandske heste i træning og tilbyder rideundervisning, primært med islandske heste.

Islandske heste og deres indflydelse
For Sandy og Aidan har de islandske heste været en stor del af deres liv, både personligt og professionelt. Fællesskabet omkring de islandske heste giver mange mennesker venskaber for livet, og på den måde har racen en stor indflydelse på folk omkring den. Aidan fortæller: "Islandsheste har givet mig mulighed for at opfylde mine drømme, men endnu vigtigere har det givet mig mulighed for at møde fantastiske mennesker i Storbritannien og i hele verden."

Aidan besluttede i 2017 at forfølge sin drøm om at træne heste, da han i et par måneder tog til Europa, inden han skulle starte sine studier i business på et universitet i Skotland. Formålet med rejsen til Europa var at samle mere erfaring i at træne islandske heste, men i stedet for at tage tilbage til Skotland for at studere, endte han med at blive i Europa. 

Aidan arbejder nu på deltid på en gård med almindeligt arbejde, og ved siden af arbejder han med heste, ligesom han drømte om.

Sandy fortæller: "Nu hvor jeg tænker over det, har den islandske hest været en enorm faktor i mine livsbeslutninger indtil videre! Lige efter endt skolegang tog jeg beslutningen om at begynde at arbejde med islandske heste som staldmedarbejder/hestetræner i Storbritannien, Sverige, Holland og derefter Island." 

Valg af konkurrencediscipliner
Der er flere gangartsdiscipliner, man som islænderrytter kan konkurrere i, og som kun er for islandske heste. Hvilke discipliner man konkurrerer i, afhænger meget af hestens uddannelsesniveau, talent, evner og selvfølgelig rytterens evner. Nogle heste er 4-gængere uden pas, nogle 5-gængere med  tölt og pas, og andre har et stærkt talent for pasdiscipliner. 

Sandy har mest konkurreret i 4-gang og B-flokkur grundet de typer af heste, som han havde og stadig har på nuværende tidspunkt at konkurrere på. På den anden side er Sandys største interesse 5-gang, A-flokkur, Tölt T1 og pasklasser, fordi det er det, han bedst kan lide at ride. "Jeg har bare ikke fundet en 5-gangshest, som har talentet til at kunne nå mine langsigtede mål", fortæller Sandy. "Personligt er jeg en stor fan af gæðingakeppni, som er den traditionelle konkurrenceform fra Island. Det er svært at forklare hvorfor. Jeg tror, det er friheden der er indenfor de forskellige typer af heste med forskellige måder at bevæge sig på, som belønnes i bedømmelsessystemet, hvilket jeg godt kan lide."

De sidste par år har Sandy ikke rigtig deltaget i store konkurrencer, men det er begyndt at føles, som om det er på tide at starte med at ride de store konkurrencer igen.

Aidan rider primært i pasdiscipliner, hvor man konkurrerer mod uret. "Jeg begyndte på at ride pas, da jeg virkelig kunne lide tanken om den slags træning og den adrenalin, man får af det."

I Storbritannien bliver der hvert år afholdt et mindre antal konkurrencer, som kun er for islandske heste - måske omkring 10, men nogle år kan det være helt ned til en eller to om året. De britiske mesterskaber har ikke altid verdensrangliste-status på grund af det lille antal deltagere og manglende finansiering. Derfor kan muligheden for at kvalificere sig og forberede sig selv og sin hest til store konkurrencer være en udfordring. 

Verdensmesterskaberne 
Begge brødre har flere gange repræsenteret deres land ved verdensmesterskaberne. Sandy repræsenterede Storbritannien ved VM tre gange som ungrytter, hvor første gang var i 2013. "Det har været en stor ære at repræsentere mit land ved tre verdensmesterskaber," fortæller Sandy.

For Sandy var det lidt af et chok, at komme fra en relativ isoleret islandsk hesteverden for derefter at blive kastet ud på verdensscenen, da han første gang deltog i verdensmesterskaberne. "Efter mit første VM besluttede jeg mig for at lægge endnu mere energi i at forbedre både mig selv og mine heste på det tidspunkt", fortæller Sandy. 

I 2014 ønskede Sandy at forbedre sig endnu mere som rytter, og derfor traf han valget om at arbejde fuldtid med islandske heste. De næste to konkurrencer lykkedes det Sandy at vise sine hestes talenter, men han var stadig begrænset af den manglende erfaring ved så store arrangementer. Og nogle små, men dyre fejl betød, at resultaterne ikke altid var ideelle. 

Aidan deltog ved VM i Oirschot i Holland 2017, hvor han blev nummer fem i PP1 og for første gang red P2 under 8 sekunder. Han deltog i P1 og P2 ved VM 2019, hvor han vandt en sølvmedalje i begge discipliner. "Det var en fantastisk oplevelse, men jeg var selvfølgelig skuffet over kun at få sølvmedaljen, men det var stadig en respektabel præstation. Jeg håber at kunne få chancen for at deltage ved VM i 2023," siger Aidan håbefuldt.

Aidan er aktiv konkurrencerytter, men hans partner Filippa rider Aidans konkurrencehest, Odinn, i denne sæson indtil efteråret. Derfor konkurrerer Aidan ikke i øjeblikket, fordi han ikke har en anden hest lige nu.

På grund af pandemien i 2020, har der ikke været et landshold i Storbritannien, så Aidan er usikker på, hvordan Islandshesteforeningen i Storbritannien vil udtage landsholdet til VM i 2023.

Det kræver dedikation at nå et så højt niveau internationalt, hvor man sætter sig udvalgte mål og arbejder hårdt for at nå dem. "Alle konkurrenceryttere har som mål at blive verdensmester, da det er toppen af vores sport, og det er det, jeg i sidste ende har sat mig for at blive. Man er også nødt til at være ret brutal og egoistisk, når man sætter sig for at nå sine mål. Da det er en forholdsvis lille sport, har man venner og kollegaer, som man konkurrerer mod. Men hvis man vil være en vinder, er man nødt til at lade alt det ligge uden for banen og kun fokusere på sig selv og sin hest. Du skal se din modstander i øjnene, give ham hånden, klappe ham på ryggen og ønske ham held og lykke, som alle store sportsfolk gør, men inderst inde tænker du på, hvordan du vil begrave ham," forklarer Aidan med engageret stemme.

Aidan tilføjer: "Vores motivation for at blive ved med at ride en hesterace, der ikke er så udbredt, var det faktum, at vi havde mulighed for at konkurrere og få et godt liv ud af det."

En anden årsag til den manglende interesse for den islandske hest i Storbritannien, kunne være den manglende støtte til de unge i sporten. Aidan forklarer: "Jeg tror, at det største problem, som Storbritannien har med hensyn til vækst og interesse for islandshestesporten, er den manglende finansiering i ungdomsafdelingerne. Uden unge ryttere - engagerede, unge ryttere - vil sporten aldrig vokse, da de har nøglen til fremtiden. Så det er en prioritet at få unge ind i sporten, og uden det, vil vi bare se racen fortsætte i samme tempo."

Sandy og Aidan mener, at alt dette tilsammen giver et mindre behov og marked for den islandske hest i Storbritannien, og det kræver måske mere overtalelse for at få folk til at skifte.

Udvikling af færdigheder i at træne islandske heste
Da Sandy i teenageårene begyndte at udvikle en interesse for konkurrenceformen, fik han lyst til at forbedre sig som rytter og begyndte at tage flere ridetimer, deltage i kurser og hjælpe med at træne flere og forskellige heste.

Sandy deltog i ugentlige lektioner hos en britisk dressurtræner og instruktør, Jane Rutherford, hver vinter i en periode på ca. tre år. 

"Jeg føler, at jeg kan kreditere de fleste af mine grundlæggende ridefærdigheder til den tid af min uddannelse som rytter. Jeg var meget heldig, fordi hun var villig til at lære om racen og forstod, at gangarterne hos den islandske hest var vigtig at træne for mig. Når det kommer til stykket, er det egentlig ligegyldigt, hvilken gangart eller hesterace du rider. Måden at bevæge sig på, og hvordan hesten bærer sig selv, er altid relevant," forklarer Sandy.

Udover dressurundervisningen, benyttede Sandy enhver lejlighed til at deltage i kurser med instruktører specialiseret i islandske heste, for at udvikle en større forståelse for den islandske hest og dens gangarter. 

Da Aidan blev ældre, fik han også, ligesom sin bror, interesse for at forbedre sig selv som rytter, og ligesom sin storebror, begyndte han at deltage i regelmæssige lektioner hos Jane Rutherford, som var en drivkraft for hans rideforbedringer. "Jeg forbedrede også mine ridefærdigheder ved at ride en masse forskellige heste derhjemme, hvilket jeg tror er med til at opbygge den følelse for hesten, som efter min mening, er meget svær at lære," forklarer Aidan.

Foto: Privat

På trods af, at de islandske heste er en minoritet i Storbritannien, valgte Sandy og Aidan at gå i den retning og bibeholde motivationen. Hvordan var det muligt? "Jeg tror, mit svar er det samme som alle andres, der er islandske hesteentusiaster. Når man først er begyndt, kan man bare ikke stoppe. Der er bare noget med disse hestes karakter kombineret med deres fantastiske gangarter og måde at bevæge sig på, som gør det så vanedannende." forklarer Sandy.

"Storbritannien var det første land, som Island forsøgte at introducere den islandske hest til som fritidshest i 1950'erne. Da oplevede man en indledende vækst, som dog har holdt sig omkring 1000 registrerede heste i mange år. En anden årsag til minoriteten af islandske heste kan være, at mange i Storbritannien ser dem som små ponyer", siger Aidan.

England har en lang og rig historie indenfor hestekultur med domesticerede heste, som har været der i mindst de sidste 4.000 år - ca. 2.500 år før Island overhovedet blev besat." 

Islandske heste er ikke så udbredt i Storbritannien på grund af traditioner for hesteracer, der allerede har eksisteret der i tusindvis af år, og fordi der er så mange indfødte racer i Storbritannien. Så der har heller aldrig været et stort marked for import af dem. Kulturelle discipliner som eksempelvis hestevæddeløb, eventing, springning, crosscountry, dressur og underholdningsridning har en stærk historie i Storbritannien. Det kan også betyde, at der ikke rigtig er et "hul" i markedet for ting, man kan lave med sin hest.

Dertil kommer, at der er mange indfødte hesteracer i Storbritannien, der ligner den islandske hest i størrelsen. Så der er ikke så stort et behov for en mindre hest, som der er i lande med en mere traditionel kultur med større varmblodsheste. 

"Der blev importeret mange islandske heste til Storbritannien fra 1851-1939. Mest for at arbejde i minerne som 'mineponyer' og som arbejdsheste. Omkring 148.000 islandske heste blev eksporteret til Storbritannien i denne periode." Sandy tilføjer: "Jeg er dog ikke sikker på, at nogen af dem, der overlevede, nogensinde blev registreret eller holdt renracet."

Derfra udviklede der sig med årene en større interesse for træning og opdræt af islandske heste i familien Carson. De to ældste brødre har gennem årene udviklet en interesse for sporten og samlet erfaring i at træne islandske heste.

"Jeg har været omkring islandske heste og redet hele mit liv, men jeg begyndte først at interessere mig mere for konkurrencesiden i en lidt ældre alder", fortæller Aidan. Det har gjort en forskel for Sandy at have en lillebror, som deler samme passion for racen og sporten. 

"Det har været en stor glæde og inspiration for mig, at min yngre bror, Aidan, har en stor interesse for den islandske hest og, især i de seneste år, begyndte at ride konkurrencer. Det var et uforglemmeligt og stolt øjeblik for mig, da Aidan tog hele to sølvmedaljer med hjem fra VM 2019 i Berlin," fortæller Sandy med et stolt smil. 

Årsager til minoriteten af islandske heste
Islandske heste er udbredt i det meste af Europa, men det er ikke tilfældet i Storbritannien. Racen har endnu ikke fundet vej ind i den britiske befolknings hjerter. Hvorfor er det mon sådan? 

Sandy spekulerer over årsagen: "Der er ikke noget enkelt og let svar på det.  

Af Josefine Elsing 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit.