Dominans & hestetræning

Foto: Canva Pro

Kilder:

Michael D. Breed - et. al. Animal Behaviour

Ole Husen, Ib Geert Petersen & Ralph Sonne-Hansen - Grundbog i Genetik, Evolution og Etologi

Roger Abrantes -Dog Language

Barry Eaton - Dominans og Lederskab, Fakta eller Overtro

Andrew McLean – Træning af Heste på Hestens Præmisser

Janet Jones - Horse Brain, Human Brain: The Neuroscience of Horsemanship

Suzanne Rogers - Equine Behaviour in Mind: Applying Behavioural Science

Handler ikke om at hesten vil tage magten
Således handler det altså ikke om, at hesten forsøger at tage magten, eller at vi bare skal lade den bestemme. Det handler om at analysere sig frem til, hvorfor hesten udviser sin adfærd, som vi tolker som værende dominerende, og forsøge at fjerne årsagen. Måske kræver dette hjælp fra dyrlæge, hesteterapeut, dyreadfærdskonsulent og/eller en dygtig træner med forståelse for hestens adfærd og indlæringspsykologi.

Selvfølgelig er det hensigtsmæssigt, at vi bestemmer på et eller andet niveau, ment på den måde, at det kan blive farligt, hvis hesten ikke lærer at respondere på vores signaler. Der er dog meget stor forskel på at lære hesten at samarbejde og være lydhør efter vores signaler på positiv vis – og at være en dominerende leder.

Adfærd styret af fortid og erfaringer
I dag ved vi, at hestens adfærd dels bliver styret af det, som de instinktivt har med i bagagen kombineret med den læring og de erfaringer, som de gør sig gennem livet. Desuden har hestens fysiske tilstand en stor betydning for, hvordan den reagerer.

Instinktiv adfærd og træning
Instinkterne fortæller hesten, at den skal forsøge at komme væk, hvis noget potentielt er farligt. Kroppen udløser undvigende reflekser, hvis man beder hesten som noget, som gør ondt – eller som den ikke har tilstrækkeligt med styrke til at udføre. Læringen og erfaringerne styres i høj grad af os og de input, som vi giver hesten i den daglige håndtering og træning.

Hvis vi er gode til at guide hestene til at udvise den hensigtsmæssige adfærd, og mindst lige så gode til at indikere hvornår den gør det rigtige, så er vi dygtige trænere. Hensigtsmæssigt samarbejde handler om tydelig og venlig kommunikation.

Hvis hesten ikke forstår, hvad vi mener, skal vi prøve at ændre strategi i stedet for bare at skrue op. Og hvis den ikke kan udføre noget bestemt, skal vi måske få tjekket op på, om den har ondt et sted.

Desuden skal vi huske at fortælle vores heste, hvornår de gør det rigtige. De kan ikke vide, at de udviser den ønskede adfærd, hvis ikke vi fortæller dem det. Vi kan fortælle det med kontakt, ros, godbidder, reduktion af tøjlepres eller lignende, alt efter situationen.

Det er således på tide at pakke de gamle idéer om dominans og lederskab væk, og i stedet basere hest og rytterforholdet på viden om hesteadfærd og indlæringspsykologi kombineret med hensigtsmæssig praktisk udførelse.

Vi kan også have situationer, hvor det hele simpelthen bare handler om mangel på hensigtsmæssig træning. Hvis hesten eksempelvis maser ind i en fra jorden, og det giver respons i form af interaktion, og at du måske også taler til hesten, er det muligt, at hesten finder dette mere hensigtsmæssigt end at gå ved siden af dig, fordi den aldrig får bekræftet den ønskede adfærd. Derfor er det meget vigtigt at bekræfte hestens adfærd, når den gør det vi ønsker – og det glemmer vi ofte. Kontakt, kæl, godbidder og lignende, er ofte gode metoder til at bekræfte ønsket adfærd.

Konfliktadfærd er en betegnelse for situationer, hvor hesten vil foretrække at undvige en ubehagelig situation, men ikke har mulighed for det, og derfor udviser en helt anden adfærd. Dette kan være alt fra pisken med halen i milde tilfælde til igen at bukke eller stejle. Det ses meget typisk i ridesammenhænge, hvor man giver hesten signaler, som den ikke forstår, giver modstridende signaler (eksempelvis at drive med schenklerne og samtidig holde tilbage i tøjlerne) eller beder hesten om at gøre noget, som gør ondt på den.

Hesten er et byttedyr, som er programmeret til at flygte og komme væk fra en situation, hvis den føler sig presset. Hvis hesten forsøger at stikke af eller mase dig ned i træning eller håndtering, er det ofte et udtryk for, at den er ukomfortabel og har forhøjet stress
niveau i situationen, hvor dens instinkter udløser en grad af flugt/undvigelsesadfærd.

Hvis hesten bukker eller stejler i ridningen, er det ofte en reaktion på fysisk og/eller psykisk ubehag. Der findes et hav af studier, som fortæller, at denne type modvillig adfærd i ridningen ofte kan forklares af fysiske smerter, og at adfærden forsvinder, når smerterne er lokaliseret og behandlet.

Situationer, hvor vi kan tro at hesten vil tage magten

Idéen om, at hestene vil forsøge at dominere os og kravle op af rangstigen er altså ikke understøttet af videnskaben. Alligevel kan vi sagtens opleve situationer, hvor det virker, som om hesten vil forsøge at tage magten og bestemme over os. Hvis vi tolker dette som dominans, er det en fejl. I stedet kan nogle af følgende omstændigheder gøre sig gældende:

Hvordan foregår det i naturen?
En enkelt rolle i en naturlig hesteflok, som dog altid ligger fast over længere tid, er førerhoppens rolle. Der er nemlig altid en hoppe, som er ansvarlig for at føre hesteflokken til vand-, græsnings- og hvilepladser. Hun er ikke nødvendigvis den, som viser den højeste grad af dominerende adfærd. Ofte viser hun faktisk meget lidt af dette, men flokken følger hende.

Andre medlemmer i flokken kan også igangsætte bevægelse, og de andre medlemmer vil typisk følge efter. Således behøver det ikke altid at være førerhoppen, der igangsætter en bevægelse af flokken til et nyt område. Alle kan gå forrest, men det er førerhoppen, der har det overordnede ansvar for at sikre bevægelse til de områder, som indeholder livets fornødenheder.

Dette stemmer godt overens med de seneste års forskning i hundeadfærd, som netop også viser at førerhunde- og ulve i en flok ikke er de mest dominante, men i stedet dem, som tager det største ansvar og sikrer føde, plejer flokmedlemmer og så videre.

Dominans giver ikke en høj rang i flokken
Der er altså intet i den moderne forståelse af hierarki og dominans, som fortæller at en høj grad af dominerende adfærd giver en høj rang i flokken, giver mere respekt, øger samarbejdet eller noget som helst i den retning. Det er blot kommunikationselementer til at justere de små elementer i hierarkiet i specifikke situationer, og balancen mellem disse kan variere mange gange i løbet af en dag.

Hvorfor tror vi så, at det er vigtigt at være leder for vores heste?
Vi mennesker er rovdyr, og i vores grundlæggende tilgang til livet kan vi godt lide at bestemme. Uanset om vi vil det eller ej, ligger der et instinktivt og ubevidst mål om at kravle op ad rangstigen og komme opad i forskellige hierarkier hos de fleste.

Dette bliver forstærket af vores samfundsopbyggelse, hvor forfremmelser, titler og status generelt har betydning. Den slags betyder intet for hestene. Men fordi det er så indgroet i os og vores natur, kan vi ubevidst forestille os, at heste og andre dyr, også har et ønske om at komme opad i hierarkiet og måske dominere sine mennesker, selvom dette slet ikke kan lade sig gøre.

Pres er ikke lig med dominans
Gennem 1990’erne blev horsemanship-tilgangen til hestetræning rigtig populær. Udgangspunktet var, at horsemanship netop skulle indbefatte træning med fokus på samarbejde mellem hest og menneske og med udgangspunkt i forståelse for hestens naturlige adfærd og behov.

Mange af træningsmetoderne tog udgangspunkt i observationer af heste i naturen, og blandt de mest centrale elementer i disse observationer, var netop dominansadfærden. Meget horsemanshiptræning er bygget på menneskelige efterligninger af dominerende adfærd, hvor mennesket lægger pres på hesten, som så flytter sig – hvorefter mennesket fjerner presset.

Denne tilgang benytter vi i meget hestetræning og ridning, og det virker. Det er helt naturligt, at hvis man påfører pres/ubehag, når hesten gør noget bestemt, og man derefter slækker presset, så vil hesten lære, at den skal flytte sig for presset, og at det medfører, at presset/ubehaget forsvinder.

Den sammenhæng er fejlagtigt blevet opfattet, som om vi dominerer hestene – men det er i virkeligheden blot simpel indlæringspsykologi. Denne træningstilgang har unægteligt også bidraget til den generelle opfattelse af, at vi skal være leder for vores heste.

Skal hesten så bare have lov at bestemme?
Der er stor forskel på at dominere og være den, der bestemmer i en situation. Idéen om at hestene kan opfatte os som flokleder, og at vi skal efterligne den dominerende adfærd, som kan udvises hestene imellem, er for længst bortforklaret af videnskaben.

Nogle træningsmetoder er decideret baseret på, at vi skal vise vores heste, hvem der bestemmer – og at hesten ikke må tage magten. I andre tilgange ser vi det i mildere form med sætninger så som ”hesten skal makke ret” eller ”du skal vise hesten hvem der bestemmer”. Men giver det overhovedet mening?

Hvad er dominans?
Dominans er et begreb, som stammer fra etologien, som er et fint ord for adfærdsbiologien – eller læren om dyreadfærd. Det er en videnskabsgren, som beskæftiger sig med observation og kortlægning af dyreadfærd, og analyser på baggrund af dette.

Etologien definerer begrebet dominans som ”Den drift, der har til hensigt at eliminere et element af konkurrence i flokken”.

En drift er en medfødt mekanisme, der styrer de bagvedliggende motivationer bag instinktiv adfærd. Hvis vi ser nærmere på denne definition i sig selv, så fortæller den altså, at motivationen bag dominans er at eliminere konkurrence i flokken.

Et artsbestemt hierarki
En flok er defineret som ”en gruppe af individer af samme art, som lever sammen og har et internt hierarki, der kan variere løbende på baggrund af tid, situation m.v.”

Et hierarki er et ”rangordensforhold indenfor en art, som dannes og opretholdes via dominans og underlegenhed”. Her er det ret centralt, at definitionen netop vedrører noget, som foregår indenfor samme art.

Med andre ord kan dominans og hierarki slet ikke eksistere på tværs af arter, og således heller ikke mellem mennesker og heste. Det ville kræve, at der fandtes hierarkier på tværs af arter, og ifølge etologien, kan dette altså ikke lade sig gøre.

Flokken er styret af adfærdsmønstre
Dominans kan også betegnes som ”overlegenhed” og er altså direkte modsvarende begrebet ”underlegenhed”. Disse to begreber er dem, som danner og opretholder et hierarki.

I hestens interne hierarki ved vi fra observationer, at heste bruger adfærds-
elementer fra dominans og underlegenhed til at kommunikere med hinanden, eksempelvis når de finder sig på plads omkring grovfoder.

Når der kommer en ny hest i flokken, vil vi ofte se hårde nuancer af de adfærdsmønstre, som hører til disse kategorier. Men i hverdagen med almindelig daglig kommunikation, vil vi ofte se langt mindre nuancer, idet kommunikationen går glat og let.

Den overlegne hest
Når en hest udviser dominans/overlegenhed overfor en anden hest, vil hesten typisk have fremlænet kropssprog og i det hele taget et kropssprog, hvor vægten og retningen på bevægelsen går mod den anden hest. Hesten kan også lægge ører, stirre intenst, eller måske ligefrem gå til spark, bid eller jagt af den anden hest. Som oftest er det dog tilstrækkeligt at kigge i retningen af den anden, med en stiv mimik og måske fremlænet kropssprog.

Den underlegne hest
Når en hest udviser underlegen adfærd overfor en anden hest, vil adfærden som oftest have retning væk fra en anden hest. Tilbagelænet kropsholdning, undvigende adfærd – eller blot det, at hesten flytter sig et skridt eller to væk fra den anden hest, hører alt sammen til underlegne signaler.

Dominans versus underlegenhed
Hver gang en hest flytter en anden hest på folden, er det en interaktion mellem dominans fra den ene hest og underlegenhed fra den anden hest. Interaktionen mellem disse signaler kan variere alt efter situation, tid, floksammensætning med videre.

Således kan en hest altså udvise dominans og få en anden hest til at flytte sig fra høet, men rollerne er måske byttet om senere på dagen.

Hierakiet er ikke stationært
Vi ved i dag, at forholdet mellem dominans og underlegenhed – og dermed hierarkiet – varierer løbende. Det er altså ikke én hest, som altid bestemmer, som man troede tidligere.

Dette rykker også ved hele vores menneskelige idé om, at vi skal bestemme over hesten, og vise den, at vi er i toppen af hierakiet. For det første ved vi, at der ikke kan dannes hierakier i traditionel forstand på tværs af arterne, så snakken om dette giver slet ikke mening.

Desuden ved vi, at det ikke altid er én hest, som bestemmer – og det ændrer ikke på niveauet af intern respekt, forståelse og samarbejde i hesteflokken. Det varierer blot efter situation og behov. – Og det skaber tvivl om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt at forsøge at etablere sig som den, der bestemmer eller den mest ”dominante”.

Af Bettina Hvidemose Riisberg

Vi skal pakke de gamle idéer om dominans og lederskab væk

DOMINANS & HESTETRÆNING

På tværs af forskellige discipliner og tilgange i hestetræningen, støder man ofte på begrebet ”dominans” i forskellige former og afskygninger. Men hvordan ser heste reelt på alt det her med dominans og lederskab? Det er et emne, som videnskaben er blevet meget klogere på de seneste 20 år, og det har stor betydning for den generelle forståelse af vores hestes handlemåder, og motivationen bag forskellige adfærdstyper.