Jeg elsker at tilbringe tid om morgenen med hestene, når der er helt stille og roligt i stalden

Kan du huske det øjeblik, hvor du vidste: 'Det er det her, jeg vil med mit liv?'

Det var nok, da jeg flyttede til Holland. Jeg anede virkelig ikke, at jeg ville være god nok til at være rytter. Men i det mindste kunne jeg forsørge mig selv ved at arbejde med heste, og det var sådan set godt nok for mig på det tidspunkt. Og så drømte jeg om at kunne arbejde mig op. Men faktum er jo også, at jo mere tid du bruger på at træne, desto mere indser du, at der ingen ende er på mængden af viden, du kan opnå. Det er en uendelig proces. Det er bare fantastisk at blive ved med at træne hestene, og man får nye idéer, og jeg tror, at så længe vi nyder det, og hestene nyder det, så er det målet i sig selv.

Hvordan ser en helt almindelig dag ud for dig?

Jeg plejer at starte lige før kl. 6, hvor jeg fodrer hestene. Der er som regel helt stille i stalden, for jeg er normalt den eneste, der er der på det tidspunkt, så det er rigtig rart. Jeg elsker at tilbringe tid om morgenen stille og roligt med hestene. Og så skal Dark Legend altid være den første, der kommer ud, for så føler han sig ekstra speciel. Så han kommer ud, og om sommeren kommer han en tur på fold, mens om vinteren går vi bare en tur sammen eller han får en rolig tur i skridtmaskinen. Så længe han er den første, der kommer ud, så er han glad resten af dagen.

Jeg begynder næsten altid at ride klokken 7, og det bliver jeg ved med resten af dagen. Jeg er meget heldig at have to gode hestepassere og en rigtig sød pige fra New Zealand, som varmer hestene op for mig. Hun rider også et par af de yngre for mig en eller to gange om ugen. Så de hjælper mig med at komme igennem dagen - og det kører egentlig bare slag i salg, indtil vi er færdige. Hvilket normalt er omkring kl. I8. I gennemsnit rider jeg nok omkring 14 heste om dagen. Søndag måske lidt mindre.

Du har stor erfaring med hingste. Hvilke udfordringer og fordele er der ved at arbejde med dem?

Jeg er faktisk meget heldig, for hingstene her har alle et super godt temperament. Det er noget, Anne og Gertjan er meget opmærksomme på. At hvis de skal være hingste, skal de have et godt temperament, så faktisk er alle vores hingste rigtig gode at arbejde med. En af mine yndlingsting ved at ride hingste er, at når man rider ind på banen til et stævne, vil de rigtig gerne vise sig frem. De er så vilde med sig selv, om man så må sige, og de vil bare gerne have, at alle andre også er vilde med dem. Så den fornemmelse at ride ind på banen, og de løfter sig. Det synes jeg er rigtig sjovt. Men for at være ærlig, bortset fra det, så mærker jeg ingen forskel, om jeg rider vallakker eller hingste. Det vigtigste er, at vi har en gensidig respekt. De elsker jo også at kysse og nusse. De lader som om, de ikke gør, men det gør de virkelig.

Du er selv allerede et forbillede for mange yngre ryttere, hvordan føles det?

For at være ærlig tænker jeg ikke rigtig over det. Jeg bliver altid lidt chokeret, når folk kommer hen til mig – og siger: Åh, må jeg få taget et billede med dig? Jeg får sådan en fornemmelse af: Øh, med mig? Er du sikker? Jeg synes stadig, det er virkelig mærkeligt. Jeg gør bare, hvad jeg hele tiden har gjort. Jeg har ikke forandret mig på nogen måde. Jeg synes bare, det er ret vildt, at folk ser op til mig.

Har du et godt råd til unge ryttere, som stræber efter at gøre det, du gør?

Mit råd vil være at altid finde en base et rigtig professionelt sted. Selvom det betyder, at du måske "kun" kan være hestepasser eller arbejde som hjælper - så prøv bare at komme ind på den måde. Og så arbejd hårdt. Det er det råd, jeg vil give. For man skal ud og lære, hvordan det fungerer i de store stalde og se på andre. Jeg tror, det er svært, for mange unge mennesker vil selvfølgelig gerne ride, men de vil ikke altid knokle med det hårde arbejde for at nå dertil. Men der er meget hårdt arbejde, der skal udføres, og måske er det ikke den slags arbejde, de har lyst til at lave for at nå deres mål.

Du gør det jo rent faktisk. Lever som mange andre kun kan drømme om. Hvordan holder du begge ben på jorden?

Jeg rider så mange heste, og der er altid en, der formår at hive mig tilbage til virkeligheden. Men jo 2021 var et fantastisk år. Og ja, det er meget hårdt arbejde. Jeg arbejder virkelig mange timer i døgnet. Men det er helt fantastisk, og jeg elsker hvert sekund af det for at være ærlig. Også selv om jeg hen mod slutningen af dagen kan være rigtig træt og bare klar til bare at spise, sove og stå op og gøre det igen.

Hvornår begyndte du så at ride heste?

Det gjorde jeg faktisk allerede, da jeg var helt ung, fordi min mor havde en gård fuld af heste. Og hun red omkring 10 heste om dagen, så jeg fik lov til at sidde hos hende på hendes heste og nogle gange bare ride dem lidt. Det var en stor oplevelse, og det hjalp mig, da jeg rykkede op til juniorer, fordi jeg allerede havde redet heste ret længe. For eksempel havde jeg redet på en af min mors pensionerede Grand Prix-heste, siden jeg var omkring 11. Og startet stævner med ham. Så stort set hver dag efter skole red jeg 2-3 heste eller ponyer.

Du flyttede til Holland som 17-årig for at arbejde og træne hos Anne Van Olst. Hvordan arbejder I sammen?

Vi gik rigtig godt i spænd lige fra begyndelsen. I starten underviste hun mig
på min egen hest, og så hjalp hun mig
meget med Clearwater (Annes OL-hest), hvilket var rigtig sjovt. Hun kendte jo Clearwater ud og ind.

Hun er bare så hurtig til at se og fornemme, hvad hesten har brug for. Om den skal være lidt rundere, gå lidt højere. Hun ved det bare, og jeg synes, det er fan-
tastisk, at hun kan se det. Hun er så fokuseret på hver lille detalje, så når man endelig rider ind på banen til et stævne, så har man været alt igennem og ved, at der ikke er noget at bekymre sig om. Man ved, hvordan man skal håndtere alt, for man er forberedt helt ned til den sidste lille detalje.

Anne ser bogstaveligt talt på mig hele dagen hver dag. Også selv når hun ikke er der - ved jeg, at hun ser på. Vi plejer at bruge hele morgenen på at ride sammen. Hun rider sine heste og jeg rider mine – og så holder hun altid øje med mig. Om eftermiddagen underviser hun mig normalt på to eller tre heste. Og hvis der er stævner lige rundt om hjørnet, så hjælper hun med de heste, eller hvis der er noget andet, jeg kæmper med, så arbejder vi på det. Så vi bruger meget tid sammen, og jeg tror, det er uvurderligt at have nogen, der ser dig sådan hele tiden - det gør virkelig en stor forskel. 

Uden Anne havde jeg bestemt ikke haft den her karriere. Hun er opmærksom på alt. Og så kommer vi også bare rigtig godt ud af det sammen. Vi har det sjovt. Da jeg først flyttede hertil, var det virkelig som at komme ind i deres familie. Både Anne og Gertjan var så søde ved mig og tog så godt imod mig. Det var, som om jeg med det samme blev en del af familien, og det føles stadig sådan.

"Det er virkelig hårdt arbejde, og jeg elsker hvert sekund af det"

Lad os starte med at skrue tiden tilbage, hvornår sad du egentligt allerførste gang på en pony eller hest?

Jeg kan huske, at jeg havde en lille shetlandspony. Faktisk tror jeg, jeg havde to hvide. De var meget gamle, og jeg lærte lidt at ride på dem. Jeg kan ikke huske så meget, for jeg var virkelig ung - tre eller fire år gammel. Men jeg fik min første rigtige pony, da jeg var syv. Han var en stævne pony, som var gået på en slags pension. Så det var der, jeg gik i gang med dressuren. Han var rigtig rar at ride, og jeg startede til lidt stævner på ham. Jeg prøvede også at springe lidt med ham, men han var så hurtig, så der var ingen tvivl om, at jeg ville holde mig til dressuren. Springning var simpelthen ikke noget for mig.

Efter ham fik jeg en rigtig fin pony, der hed Haverkamps Jorik. Han var en rigtig god lære pony, og jeg startede mange stævner med ham. Jeg havde ham, fra jeg var 9 til - ja for at være ærlig, så blev han hos os, indtil han måtte herfra for bare et par år siden. Efter ham fik jeg min første FEI-pony, en lille hingst ved navn Andexer, og ham lærte jeg også rigtig meget af. Jeg startede sågar EM på ham i 2010 - hvilket virkelig ikke gik særlig godt. Jeg tror, jeg blev sidst. Så han lærte mig virkelig at nyde selve oplevelsen og komme videre efter et nederlag. 

Af Elisabeth Wille  //  Foto: Privat

Så langt tilbage, som hun kan huske har 26-årige Charlotte Fry været forelsket i heste. Fra sin første shetlandspony i en alder af tre år til de mest storslåede dressurheste, som hun har vundet medaljer med til både EM, VM og OL. Her fortæller Charlotte historien om sin rejse til toppen, sit yndlingsøjeblik med hestene og det helt særlige forhold, hun har til sin træner og mentor tidligere OL-medaljevinder Anne van Olst.

annonce

annonce

annonce

Født: 1996 i det engelske amt Kent.

Familie: Datter af afdøde dressurrytter, Laura Fry, som deltog i OL i 1992 og vandt sølvmedalje med det engelsk landshold, inden hun fortsatte med at drive en succesrig dressurstald.

Bopæl: Har været bosat i Holland siden 2014.

Karriere: 

• Begyndte at ride som 3-årig.
• Fra hun var 14 år, begyndte hun at få undervisning af OL-rytteren Carl Hester hver måned.
• Flyttede som 17-årig til Holland for at træne med den tidligere OL-rytter Anne van Olst.

Resultater:

Ligger pt nummer 9 på FEI Dressur World Ranking

2018: 

• Grand Prix-debut med Dark Legend. 
• 1. plads ved det individuelle U25 EM med Dark Legend. 
• 1. plads ved VM for Unge Dressurheste med Glamourdale. 

2019:

• International Grand Prix-debut med Everdale.

2021: 

• Olympiske Lege, Tokyo med Everdale holdbronze og individuelt nummer 13 med 80,614 % i Grand Prix Freestyle. 
• Guld ved VM for Ungheste med 6-årige Kjento. 
• EM-hold sølv med Everdale og individuelt 5. plads med 84,721 % i Grand Prix Freestyle.

Hvad er din generelle tilgang til træningen af dine heste?

Vi behandler hver enkelt hest individuelt. Der findes ikke én træningsform, der passer til alle. Jeg arbejder sammen med Anne, og hun hjælper mig med at finde ud af, hvad hver enkelt hest har brug for i sin træning. Det kan være helt forskelligt fra den ene hest til den anden. Hvordan de reagerer på træningen, og hvad de har af udfordringer. Jeg tror, det vigtigste er at være åben og bare lytte til hesten. I sidste ende vil vi gerne nå et bestemt sted hen, men det kan være, at én hest skal tage en anden vej for at nå dertil.

Apropos veje. Du rejste meget i 2021. OL, EM og verdensmesterskaber. Hvordan klarede du og dine heste det?

Vi har et rigtig godt team. Jeg tror, det var nøglen til at kunne gøre alt det, vi gjorde sidste sommer. Vi havde sådan set planlagt det hele på forhånd for at gøre det muligt. Så mellem OL og VM med Kjento havde jeg omkring tre uger. Jeg deltog dog også i Pavo Cup Young Horse-konkurrencen med tre heste to dage efter hjemkomsten fra Tokyo. 

Mens jeg var i Tokyo, havde Kjento bare nydt tiden på fold og var blevet longeret lidt. Så jeg red ham i tre uger, og så tog vi til VM. Derefter var der fem dage mellem verdensmesterskabet og EM, så Everdale havde bare fem fridage og derefter fem dages ridning og så direkte til EM. Det var interessant, men det hele lykkedes bare.

Til EM havde jeg også mine to heste med til FEI Dressage Nations Cup i Aachen, og de blev opstaldet i Hagen, så jeg kunne træne dem, mens jeg konkurrerede ved EM. Så det hele var en masse planlægning og teamwork. Efter EM tog jeg direkte videre til Aachen med de to heste, og Everdale tog hjem.

Jeg elskede hele sommeren; det var så sjovt. Måske får vi aldrig så travl en sommer igen, men jeg elskede det virkelig. Jeg er stadig helt høj efter de oplevelser. 

Udover den slags storslåede begivenheder, hvilke øjeblikke med hestene værdsætter du allermest?

Helt klart morgenerne. Men ærlig talt, så nyder jeg virkelig hvert eneste øjeblik. Hver eneste hest jeg rider. Jeg har aldrig travlt eller skynder mig, selvom der er mange heste, jeg skal ride. Jeg nyder bare, hvad jeg laver lige her og nu. Selvfølgelig er det noget helt særligt, det øjeblik på banen til et stævne, hvor alting bare går op i en højere enhed. Det er den bedste følelse i verden. For det er ligesom hele holdet og alt det arbejde, som alle har lagt i det her, al træningen – det smelter sammen og kommer ud på det helt rigtige tidspunkt.

Med alt det du allerede har opnået, hvad er dine håb og planer for fremtiden?

I begyndelsen af 2022 håber jeg på at deltage i nogle World Cup stævner, og så er målet VM i Herning. Jeg har overhovedet ingen planer om at få mit eget sted. Jeg elsker at være her, hvor jeg er. Jeg kunne aldrig forlade de her heste. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde kunne få det bedre. Det her er drømmen. Det nuværende langsigtede mål er Paris 2024. Jeg ville virkelig elske at deltage i endnu et OL. Det ville være rart, men som jeg sagde, så længe jeg nyder hestene, og de er glade, er det mit mål. Så er jeg glad.