ryttere er blevet bedre til at tænke ud af boksen i træningen
Af Tina Bjerre Nielsen. Foto: Privat.
Den tidligere internationale grand prix-rytter i dressur, Anke ter Beek, red engang lige så mange stævner, som hun red rundt og trænede derhjemme. Sådan er det ikke i dag. Hun er stadig topdygtig - måske endda dygtigere end nogensinde før - men man ser hende oftest i skoven eller på vej over en række bomme i ridehuset på ryggen af sin flotte Furioso. Dog er hun lige så nørdet omkring sin dressurtræning, som hun altid har været - settingen er bare en anden. Ridningen foregår nemlig mest derhjemme og ude i naturen og ikke så meget på stævnebanerne. Variation og afveksling er nøgleordene i opbygningen af en dygtig og holdbar dressurhest, der ikke nødvendigvis er en tophest, mener hun. Her er Ankes historie om tid, tillid og variation. Og om, at vi ryttere heldigvis er blevet bedre til at tænke ud af boksen i træningen, men bare mangler lidt inspiration.
Annonce
Nyt prisstærkt
Annonce
Annonce
Anke ter Beek:
Det første vi gør er at spørge Anke, hvordan hun vil beskrive sig selv som rytter. Svaret kommer prompte: Hun er en undersøgende og nysgerrig type med behov for en rød tråd I sit arbejde i forhold til sin klassiske berideruddannelse. Den hun tog, dengang hun endnu levede i Holland, hvor hun er født og opvokset. Mere om det om lidt.
Det vigtigste for Anke er, at ridningen fremmer noget positivt, både i hende og i hesten, forklarer hun.
“Det skal skabe glæde, først og fremmest. Ikke bare ridningen, men også samværet med hestene, staldmiljøet og alt det andet. Det lyder jo banalt - og det er det også. Selvfølgelig er der dage, hvor det hele ikke kører efter en snor, men så er der en dag igen i morgen. Tidligere har jeg været i situationer hvor jeg var for langsomt til at ændre på noget der ikke fungerede, og det har jeg lært af”, fortæller hun.
Derfor, mener Anke, må der ikke gå for mange dage eller uger, hvor ridningen ikke skaber glæde. I så fald skal der kigges indad, og så skal der ændres ved noget, påpeger hun.
Ridning skal skabe glæde
De vigtigste midler i Ankes ridning handler ikke om at forvente urealistisk meget af sig selv og sin hest. Det handler om tålmodighed og motivation. Eller som hun selv beskriver det: Om tid, tillid og variation.
“Det kræver tid at bygge en hest op, både mentalt og fysisk. Det tager tid at læse en hest, finde ud af hvad den har behov for og vide, hvordan planen skal lægges. Uden tillid er der ingen mulighed for samarbejde, og variation er vigtigt, fordi det skaber en holdbar hest”.
Netop derfor ser man tit Anke træne sin hest i skoven, både med og uden dressurøvelser indlagt. Derudover er hun en kreativ sjæl, der ofte bruger paraplyer, presenninger og andre udfordrende sager til at miljøtræne hesten på banen, ligesom hun er kendt for at lave en hel del bomarbejde. På samme måde vægter hun kreativiteten højt, når hun underviser. Anke er med andre ord et bundsolidt forbillede, når det kommer til at vise, at en god dressurrytter skal kunne meget andet end at sidde på sin hest og vise øvelser frem.
Tid, tillid og variation
En 50/50 stævne- og hjemmerytter
At møde Anke og hesten i skoven, eller at se hende bruge så mange forskellige rekvisitter på banen, er ikke noget, man altid har kunnet opleve. For 10 år siden besluttede hun sig for at blive selvstændig, og det ændrede en del.
“Det var i høj grad et tidspunkt, hvor jeg skulle definere mig selv og finde ud af, hvilken slags berider jeg var og ville være. Først tænkte jeg, at jeg skulle kunne det hele, ride stævner, sælge heste, tage heste i ridning, være træner og alt det dér. Det skabte til tider frustrationer, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne det hele. At tilride eller sælge heste er simpelthen ikke min ting, men jeg beundrer de ryttere, der kan. Jeg fandt ud af, at min store passion og styrke, udover selv at ride, ligger i formidling. Jeg elsker at undervise. Det havde være rart at vide fra starten. Men man siger jo, at modgang skaber udvikling”, erkender hun.
Og udviklet sig, det har hun. For dengang hun uddannede sig som berider og efterfølgende red for York Stutteri, da hun kom til Danmark, handlede det mest om stævner og træningen op til dem. “Min tilgang har ændret sig en del. I starten af min karriere, lige efter min berideruddannelse, havde jeg et stort behov for at vise mig til stævner. På det tidspunkt var jeg blevet ansat i en hollandsk dressurstald og red alt fra unge hingste til heste, der kunne gå small tour. Jeg kom til Danmark i 2003 og havde en god tid på York Stutteri. Den tid var jeg 50/50 rytter. Altså, jeg var lige så glad for træningen derhjemme som for stævnerne.”
Dengang, Anke var aktiv stævnerytter, havde hun brug for stævner til at finde ud af, hvordan det egentlig gik med sin ridning – men det har hun ikke mere. “Dengang havde jeg også brug for målbare resultater til stævner. Det har ændret sig de seneste år, efter jeg for nogle år siden besluttede mig for at trække mig fra stævnerne”, forklarer hun og afslutter: “Måske vender jeg en dag tilbage til det, men for nu er træningen derhjemme - nørderiet - virkelig noget, jeg nyder. Jeg har stadig de samme mål, det er bare ikke ude på stævnepladsen.”
Alternative tilgange og tid til hesten
Selvom Ankes tilgang til det at være dressurrytter har ændret sig, er der endnu rigtig meget fra berideruddannelsen, hun bruger i dag.
“Uddannelsesskalaen giver mig et holdepunkt, både i min ridning og undervisning. Men jeg bliver samtidigt meget inspireret af ryttere som Alizée Froment, Anna Blomgren og hestetrænere som Tristan Tucker og Will Rogers. De kan alle noget ud over det sædvanlige i deres tilgang og kommunikation med heste. Det synes jeg er vildt spændende”, fastslår hun.
Det har handlet om at vælge til og fra i noget af alt det, hun har lært i sin tid som beriderelev. Det var en disciplineret tid, fortæller hun, hvor hun fik mulighed for at se, hvordan landets dygtigste ryttere gjorde. Hun kom blandt andet i praktik i nogle af landets topstalde, og det gav hende en vigtig indsigt. Men der er kommet lige så vigtige indsigter til siden, fortæller hun: “En del fra tiden som beriderelev er kommet med i rygsækken, og andre ting har jeg valgt at gøre på anden vis siden hen”.
Da hun blev ansat på York Stutteri herhjemme i Danmark, lærte hun desuden, hvor vigtigt det er at opbygge et unikt samarbejde med hesten.
“Jeg lærte, at tid er en vigtig faktor, og at jeg til enhver tid vil prioritere det i min træning af hesten. Det er arbejdet på det dér helt særlige samarbejde, som jeg synes er sjovt, og som får mig til at blive ved. Man kan sagtens uddanne en hest på forholdsvis kort tid, men at blive en ekvipage, det kræver meget mere”.
Du behøver ikke en tophest for at blive dygtig
Som tidligere topstævnerytter kan det virke selvmodsigende, at Anke ikke mener, at man nødvendigvis behøver en tophest for at blive dygtig. Men den er god nok. Hun synes bestemt, det er muligt at nå langt og få opfyldt nogle af sine mål med en hest, der ikke ligger i den dyreste ende.
“Du behøver ikke en tophest eller mange penge for at jagte drømmen. Jeg lånte mig til alle mulige slags heste, som jeg kunne passe og ride. Nogle var mere egnede end andre, men med flid, god hjælp og tro kan man komme rigtig langt. Jeg endte med at gennemføre min uddannelse med speciale i dressur uden selv at have ejet en hest”, beretter hun.
Ofte kan en mindre dyr hest også gøre det, for en dygtig rytter kan få det bedste frem i alle heste. Derudover er en dygtig rytter ikke nødvendigvis synonym med det at træne på ridebanen dag ud og dag ind og tage til stævner hele tiden. At Anke selv har uddannet Furioso til at kunne gå grand prix-øvelser ved både at ride ham i skoven, træne over bomme og lavet meget andet varieret træning, og uden at tage del i stævnerne, er et rigtig fint eksempel på det.
“Man kan nogle gange godt komme til at tro, at det hele skal være perfekt”, indskyder hun og fortæller videre: “Når jeg fanger mig selv i det, for jeg kan have det på samme måde, prøver jeg at huske, hvad jeg fik at vide af min læremester i Holland. Jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at ride et 7-tal i alle øvelser med en bestemt hest en dag, jeg var til stævne. Det var ikke fordi, vi ikke havde et mål om en dag at ride efter 8-, 9-, og 10-taller, men på det tidspunkt var det godt nok. Vi var på vej, og at jagte mere vil være urimeligt over for hesten og mig selv. At blive bedre til at sige, at det er godt nok for nu, det er så vigtigt”.
Siden Anke fik børn har lysten til selv at skulle ud på stævnebanerne ikke rigtig været der - og det har hun lyttet til. Derfor har hun primært brugt sin tid på at undervise andre og gået op i, at træningen af heste skal ske så varieret og motiverende som overhovedet muligt. Hun har ikke afskrevet, at hun en dag vil vende tilbage til konkurrencerne, men lige nu er det glæden ved at være kreativ i træningen og at lære det fra sig, der motiverer hende. Og Furioso, han har alligevel lært passage og piaffe. Derfor er hun sådan et fint eksempel på, at afvekslende træning og en tilværelse væk fra stævnebanerne ikke udelukker, at man kan blive ved med at være en dygtig dressurrytter.
Afslutningsvis spørger vi Anke, hvad hun synes om det danske dressurfolks tilgang til træningen; et dressurfolk som hun i øvrigt føler sig som en stor del af. Hvad er vi gode til, og hvad kan vi måske blive endnu bedre til?
“Det er min erfaring, at nogle øver sig for meget på banen, helt ind til det bliver surt show. Jeg er overbevist om, at heste lærer mere og nemmere gennem alsidigt arbejde, og de bliver stærkere af det. Løsgørende arbejde, konditionstræning og mental træning er fantastisk at lave uden for banen, og en bedre skridt, trav eller galop kan for eksempel udvikles ved hjælp af bomme, alt imens motivationen får et boost”, slår hun fast.
“Generelt synes jeg, at man ser mere og mere interesse for og villighed til at tænke ud af boksen i forhold til træning”, fortæller hun med optimisme i stemmen og afslutter: “Nogle gange er det bare inspiration eller ideer, der mangler. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.”
Af den grund lægger Anke mange inspirationsfyldte opslag op på henholdsvis Facebook og Instagram hver eneste dag. Mange af opslagene rummer praktiske øvelser og træningstips, som vi her på redaktionen selv er flittige brugere af. Følg hende og se, hvad der dukker op. Hvem ved, om du måske kan udvide din horisont, blive en endnu bedre dressurrytter og få en endnu mere motiveret hest?
Træning må aldrig blive et surt show
Følg Anke ter Beek
Annonce
Annonce
Annonce
Nyt prisstærkt
Den tidligere internationale grand prix-rytter i dressur, Anke ter Beek, red engang lige så mange stævner, som hun red rundt og trænede derhjemme. Sådan er det ikke i dag. Hun er stadig topdygtig - måske endda dygtigere end nogensinde før - men man ser hende oftest i skoven eller på vej over en række bomme i ridehuset på ryggen af sin flotte Furioso. Dog er hun lige så nørdet omkring sin dressurtræning, som hun altid har været - settingen er bare en anden. Ridningen foregår nemlig mest derhjemme og ude i naturen og ikke så meget på stævnebanerne. Variation og afveksling er nøgleordene i opbygningen af en dygtig og holdbar dressurhest, der ikke nødvendigvis er en tophest, mener hun. Her er Ankes historie om tid, tillid og variation. Og om, at vi ryttere heldigvis er blevet bedre til at tænke ud af boksen i træningen, men bare mangler lidt inspiration.
ryttere er blevet bedre til at tænke ud af boksen i træningen
Af Tina Bjerre Nielsen. Foto: Privat.
Annonce
Annonce
Anke ter Beek:
Ridning skal skabe glæde
Det første vi gør er at spørge Anke, hvordan hun vil beskrive sig selv som rytter. Svaret kommer prompte: Hun er en undersøgende og nysgerrig type med behov for en rød tråd I sit arbejde i forhold til sin klassiske berideruddannelse. Den hun tog, dengang hun endnu levede i Holland, hvor hun er født og opvokset. Mere om det om lidt.
Det vigtigste for Anke er, at ridningen fremmer noget positivt, både i hende og i hesten, forklarer hun.
“Det skal skabe glæde, først og fremmest. Ikke bare ridningen, men også samværet med hestene, staldmiljøet og alt det andet. Det lyder jo banalt - og det er det også. Selvfølgelig er der dage, hvor det hele ikke kører efter en snor, men så er der en dag igen i morgen. Tidligere har jeg været i situationer hvor jeg var for langsomt til at ændre på noget der ikke fungerede, og det har jeg lært af”, fortæller hun.
Derfor, mener Anke, må der ikke gå for mange dage eller uger, hvor ridningen ikke skaber glæde. I så fald skal der kigges indad, og så skal der ændres ved noget, påpeger hun.
Tid, tillid og variation
De vigtigste midler i Ankes ridning handler ikke om at forvente urealistisk meget af sig selv og sin hest. Det handler om tålmodighed og motivation. Eller som hun selv beskriver det: Om tid, tillid og variation.
“Det kræver tid at bygge en hest op, både mentalt og fysisk. Det tager tid at læse en hest, finde ud af hvad den har behov for og vide, hvordan planen skal lægges. Uden tillid er der ingen mulighed for samarbejde, og variation er vigtigt, fordi det skaber en holdbar hest”.
Netop derfor ser man tit Anke træne sin hest i skoven, både med og uden dressurøvelser indlagt. Derudover er hun en kreativ sjæl, der ofte bruger paraplyer, presenninger og andre udfordrende sager til at miljøtræne hesten på banen, ligesom hun er kendt for at lave en hel del bomarbejde. På samme måde vægter hun kreativiteten højt, når hun underviser. Anke er med andre ord et bundsolidt forbillede, når det kommer til at vise, at en god dressurrytter skal kunne meget andet end at sidde på sin hest og vise øvelser frem.
En 50/50 stævne- og hjemmerytter
At møde Anke og hesten i skoven, eller at se hende bruge så mange forskellige rekvisitter på banen, er ikke noget, man altid har kunnet opleve. For 10 år siden besluttede hun sig for at blive selvstændig, og det ændrede en del.
“Det var i høj grad et tidspunkt, hvor jeg skulle definere mig selv og finde ud af, hvilken slags berider jeg var og ville være. Først tænkte jeg, at jeg skulle kunne det hele, ride stævner, sælge heste, tage heste i ridning, være træner og alt det dér. Det skabte til tider frustrationer, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne det hele. At tilride eller sælge heste er simpelthen ikke min ting, men jeg beundrer de ryttere, der kan. Jeg fandt ud af, at min store passion og styrke, udover selv at ride, ligger i formidling. Jeg elsker at undervise. Det havde være rart at vide fra starten. Men man siger jo, at modgang skaber udvikling”, erkender hun.
Og udviklet sig, det har hun. For dengang hun uddannede sig som berider og efterfølgende red for York Stutteri, da hun kom til Danmark, handlede det mest om stævner og træningen op til dem. “Min tilgang har ændret sig en del. I starten af min karriere, lige efter min berideruddannelse, havde jeg et stort behov for at vise mig til stævner. På det tidspunkt var jeg blevet ansat i en hollandsk dressurstald og red alt fra unge hingste til heste, der kunne gå small tour. Jeg kom til Danmark i 2003 og havde en god tid på York Stutteri. Den tid var jeg 50/50 rytter. Altså, jeg var lige så glad for træningen derhjemme som for stævnerne.”
Dengang, Anke var aktiv stævnerytter, havde hun brug for stævner til at finde ud af, hvordan det egentlig gik med sin ridning – men det har hun ikke mere. “Dengang havde jeg også brug for målbare resultater til stævner. Det har ændret sig de seneste år, efter jeg for nogle år siden besluttede mig for at trække mig fra stævnerne”, forklarer hun og afslutter: “Måske vender jeg en dag tilbage til det, men for nu er træningen derhjemme - nørderiet - virkelig noget, jeg nyder. Jeg har stadig de samme mål, det er bare ikke ude på stævnepladsen.”
Annonce
Alternative tilgange og tid til hesten
Selvom Ankes tilgang til det at være dressurrytter har ændret sig, er der endnu rigtig meget fra berideruddannelsen, hun bruger i dag.
“Uddannelsesskalaen giver mig et holdepunkt, både i min ridning og undervisning. Men jeg bliver samtidigt meget inspireret af ryttere som Alizée Froment, Anna Blomgren og hestetrænere som Tristan Tucker og Will Rogers. De kan alle noget ud over det sædvanlige i deres tilgang og kommunikation med heste. Det synes jeg er vildt spændende”, fastslår hun.
Det har handlet om at vælge til og fra i noget af alt det, hun har lært i sin tid som beriderelev. Det var en disciplineret tid, fortæller hun, hvor hun fik mulighed for at se, hvordan landets dygtigste ryttere gjorde. Hun kom blandt andet i praktik i nogle af landets topstalde, og det gav hende en vigtig indsigt. Men der er kommet lige så vigtige indsigter til siden, fortæller hun: “En del fra tiden som beriderelev er kommet med i rygsækken, og andre ting har jeg valgt at gøre på anden vis siden hen”.
Da hun blev ansat på York Stutteri herhjemme i Danmark, lærte hun desuden, hvor vigtigt det er at opbygge et unikt samarbejde med hesten.
“Jeg lærte, at tid er en vigtig faktor, og at jeg til enhver tid vil prioritere det i min træning af hesten. Det er arbejdet på det dér helt særlige samarbejde, som jeg synes er sjovt, og som får mig til at blive ved. Man kan sagtens uddanne en hest på forholdsvis kort tid, men at blive en ekvipage, det kræver meget mere”.
Du behøver ikke en tophest for at blive dygtig
Som tidligere topstævnerytter kan det virke selvmodsigende, at Anke ikke mener, at man nødvendigvis behøver en tophest for at blive dygtig. Men den er god nok. Hun synes bestemt, det er muligt at nå langt og få opfyldt nogle af sine mål med en hest, der ikke ligger i den dyreste ende.
“Du behøver ikke en tophest eller mange penge for at jagte drømmen. Jeg lånte mig til alle mulige slags heste, som jeg kunne passe og ride. Nogle var mere egnede end andre, men med flid, god hjælp og tro kan man komme rigtig langt. Jeg endte med at gennemføre min uddannelse med speciale i dressur uden selv at have ejet en hest”, beretter hun.
Ofte kan en mindre dyr hest også gøre det, for en dygtig rytter kan få det bedste frem i alle heste. Derudover er en dygtig rytter ikke nødvendigvis synonym med det at træne på ridebanen dag ud og dag ind og tage til stævner hele tiden. At Anke selv har uddannet Furioso til at kunne gå grand prix-øvelser ved både at ride ham i skoven, træne over bomme og lavet meget andet varieret træning, og uden at tage del i stævnerne, er et rigtig fint eksempel på det.
“Man kan nogle gange godt komme til at tro, at det hele skal være perfekt”, indskyder hun og fortæller videre: “Når jeg fanger mig selv i det, for jeg kan have det på samme måde, prøver jeg at huske, hvad jeg fik at vide af min læremester i Holland. Jeg fik at vide, at jeg skulle prøve at ride et 7-tal i alle øvelser med en bestemt hest en dag, jeg var til stævne. Det var ikke fordi, vi ikke havde et mål om en dag at ride efter 8-, 9-, og 10-taller, men på det tidspunkt var det godt nok. Vi var på vej, og at jagte mere vil være urimeligt over for hesten og mig selv. At blive bedre til at sige, at det er godt nok for nu, det er så vigtigt”.
Siden Anke fik børn har lysten til selv at skulle ud på stævnebanerne ikke rigtig været der - og det har hun lyttet til. Derfor har hun primært brugt sin tid på at undervise andre og gået op i, at træningen af heste skal ske så varieret og motiverende som overhovedet muligt. Hun har ikke afskrevet, at hun en dag vil vende tilbage til konkurrencerne, men lige nu er det glæden ved at være kreativ i træningen og at lære det fra sig, der motiverer hende. Og Furioso, han har alligevel lært passage og piaffe. Derfor er hun sådan et fint eksempel på, at afvekslende træning og en tilværelse væk fra stævnebanerne ikke udelukker, at man kan blive ved med at være en dygtig dressurrytter.
Afslutningsvis spørger vi Anke, hvad hun synes om det danske dressurfolks tilgang til træningen; et dressurfolk som hun i øvrigt føler sig som en stor del af. Hvad er vi gode til, og hvad kan vi måske blive endnu bedre til?
“Det er min erfaring, at nogle øver sig for meget på banen, helt ind til det bliver surt show. Jeg er overbevist om, at heste lærer mere og nemmere gennem alsidigt arbejde, og de bliver stærkere af det. Løsgørende arbejde, konditionstræning og mental træning er fantastisk at lave uden for banen, og en bedre skridt, trav eller galop kan for eksempel udvikles ved hjælp af bomme, alt imens motivationen får et boost”, slår hun fast.
“Generelt synes jeg, at man ser mere og mere interesse for og villighed til at tænke ud af boksen i forhold til træning”, fortæller hun med optimisme i stemmen og afslutter: “Nogle gange er det bare inspiration eller ideer, der mangler. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.”
Af den grund lægger Anke mange inspirationsfyldte opslag op på henholdsvis Facebook og Instagram hver eneste dag. Mange af opslagene rummer praktiske øvelser og træningstips, som vi her på redaktionen selv er flittige brugere af. Følg hende og se, hvad der dukker op. Hvem ved, om du måske kan udvide din horisont, blive en endnu bedre dressurrytter og få en endnu mere motiveret hest?
Træning må aldrig blive et surt show
Følg Anke ter Beek
Annonce