Foto: FEI

Foto: FEI

Foto: Shannon Brinkman

En søster er en konkurrent som alle andre
”Når du dyrker konkurrencer og starter stævner, vil du være den bedste,” fortæller Juliette med en overbevisende tone, og uddyber: ”Så er det lige meget, om konkurrenten er en fremmed eller din søster. Du vil bare være bedst.”

Juliette og Antonia har i mange år konkurreret mod hinanden, og uanset om det har været et lokalt eller internationalt stævne, har formålet altid været det samme: De vil være de bedste. 

”Vi er ofte blevet spurgt, hvordan vi forholder os, når vi skal konkurrere mod hinanden. Selvom vi godt forstår, hvor spørgsmålet kommer fra, så er det aldrig noget, vi selv tænker over. For os er det konkurrencen, det handler om,” fortæller Antonia. ”Når du rider ind på banen, har du et specielt mindset. Du tænker ikke ”det er min søster, så jeg vil ikke gøre det bedre end hende”. Du vil gøre det bedste, du kan, uanset hvem du konkurrerer imod,” tilføjer hun.

Selvom begge søstre vil gøre alt i deres magt for at stå øverst på skamlen, støtter de dog stadig hinanden.

”Selvom vi er konkurrenter, er det jo ikke sådan, at vi ikke kan sige hej til hinanden, når vi mødes i stalden om morgenen inden stævnet. Vi ønsker også hinanden held og lykke og hepper på hinanden. Vi holder bare ikke os selv nede for ikke at ride bedre end den anden,” fortæller Juliette, og Antonia uddyber: ”Konkurrencer er altid konkurrencer. Når du sidder på hesten, gør du alt, hvad du kan, for at vinde og gøre dit bedste. Men vi er stadig mennesker, og når vi begge er på jorden igen, er det noget andet. Så går vi fra at være konkurrenter til at være søstre igen,” fortæller hun med et smil.

Støtte i svære situationer
Når man som Antonia og Juliette deltager i nogle af de største stævner i verden sammen, så giver det helt unikke oplevelser og minder. Og dette fremhæver de også begge, da vi taler om deres deltagelse i de Olympiske lege i Tokyo sommer 2021.

”At få mulighed for at dele en oplevelse som at deltage i de Olympiske lege sammen med sin søster er en meget unik ting. Der er ikke mange, som overhovedet får mulighed for at deltage i OL, så det i sig selv er en helt fantastisk og unik oplevelse,” fortæller Juliette, som også deltog i OL i Rio 2016. ”Man arbejder så hårdt i fire år for noget, som i princippet er overstået på tre dage. Det er en meget intens oplevelse, og derfor bliver det ekstra specielt at kunne dele den oplevelse med sin søster,” fortæller hun.

Også Antonia var meget glad for at kunne dele den helt særlige oplevelse med sin søster. Og den støtte, som hun har i sin søster, blev særlig brugbar.

”Jeg havde nogle problemer med min hest til OL, så der var mange følelser i spil. Som Juliette også siger, så kæmper man hver dag i fire år for at blive klar til det ene øjeblik, så når tingene ikke går som planlagt og forventet, bliver det meget følelsesladet. Der var jeg virkelig glad for at have Juliette så tæt på, så jeg både kunne få hendes hjælp og støtte,” fortæller Antonia.

”Selvom det ikke var det bedste stævne for min søster, så var det stadig specielt at opleve det sammen og at gå gennem både gode og hårde tider sammen og kunne støtte hinanden,” fortæller Juliette.

Behandl din søster som alle andre konkurrenter
Selvom det at være både søstre og konkurrenter kan være udfordrende, og særligt var det, da de var yngre, så ville hverken Juliette eller Antonia have det anderledes.

”Jeg kan ikke komme på nogle ulemper ved at have en søster, som også rider dressur på højt plan,” fortæller Juliette. Heller ikke Antonia kan komme på nogle ulemper ved at dele sin sport og karriere med sin søster – men fordele, det kan de sagtens komme på:

”Vi kender begge to dressursporten og ridesporten generelt, så hvis der skulle opstå et tidspunkt, hvor den ene har brug for hjælp eller en sparringspartner, så er den anden der for en,” fortæller Antonia.

For Antonia og Juliette har det vigtigste været at finde en balance mellem, hvornår de er konkurrenter, og hvornår de er søstre. Og det er også dette råd, de giver til andre, som måtte stå i samme situation, som de to har gjort så mange gange.

”Det vigtigste er at huske på, at selvom din bror eller søster er din konkurrent, så er de også bare en person. Når I sidder på hestene, kan I være konkurrenter, men ikke på jorden,” fortæller Antonia.

“Når du sidder på hesten, så koncentrer dig om dit eget, og lad være med at sammenligne dig selv med din søster,” fortsætter Juliette. ”Du skal ride uanset hvad, og i sidste ende handler det om din egen præstation og ikke din søsters, så lad være med at lade det handle om dem. Din bror eller søster skal gøre sit arbejde, og du skal gøre dit,” tilføjer Antonia.

“De er hverken en bedre eller værre konkurrent. De er det samme som alle andre, så du skal behandle dem som alle andre. Hvis du taler og smiler til andre, så skal du også tale og smile til din bror eller søster. Hvis du hjælper andre, så skal du også hjælpe din søster. Så simpelt er det,” afslutter Juliette.

Antonia og Juliette Ramel er blandt verdens bedste dressurryttere. De rider begge for det svenske landshold, de har deltaget ved Europa- og verdensmesterskaberne, og så repræsenterede de begge Sverige ved de olympiske lege i Tokyo sidste sommer. Selvom de flere gange har deltaget i store stævner som holdkammerater, så konkurrerer de oftest mod hinanden. Og på konkurrencebanerne har de begge ét mål – at stå øverst på podiet.  

Ingen heste i blodet
Når to søstre begge formår at blive blandt de bedste dressurryttere i verden, så skulle man måske tro, at det altid har været planen, at de skulle ende som professionelle ryttere. Det var dog langt fra tilfældet. På nær Antonia og Juliettes bedstefar, som avlede væddeløbsheste, er der nemlig ikke nogen i familien, som interesserer sig for hverken heste eller ridning.

”Vi voksede op på en gård ude på landet, hvor vi havde en stald. Der var ikke meget at lave, så vores forældre gav os en shetlandspony, som vi kunne dele og dermed få tiden til at gå med noget,” fortæller Antonia. Dengang var de bare omkring 3 og 5 år gamle.

”Vores forældre var bestemt ikke hestemennesker, så det var ikke deres drøm, at vi skulle begynde at ride og få interessen for heste,” fortæller Juliette med et grin.

Ridning og heste har altså fra en tidlig alder været en del af både Juliette og Antonias liv. At de senere skulle ende op som professionelle ryttere var der dog ingen, som regnede med.

”Jeg tror ikke, at vores forældre forventede, at vi begge to ville ende op som professionelle ryttere. Shetlandsponyen var i højere grad ment som tidsfordriv og en sund hobby, end at det skulle være startskuddet på en karriere som rytter,” fortæller Antonia.

Vejen fra hobbyrytter til en karriere som rytter
Det var ikke begge søstre, som fra starten forelskede sig i dressuren. Antonia var nemlig primært springrytter, da hun red pony. Efterhånden voksede hun dog så meget, at hun ikke længere kunne springe på sin pony. Det sidste springstævne, hun red, endte med et grimt styrt, fordi hendes ben var blevet så lange, at de ramte forhindringen. Hun havde derfor valget om enten at sælge ponyen eller omskole den til dressur.

”Jeg ville under ingen omstændigheder af med min pony, så jeg valgte at ride dressur på den i stedet,” fortæller Antonia.

For Juliette har det dog altid været dressuren, hun foretrak. ”Selvom jeg egentligt bedst kunne lide dressur, sprang jeg hver uge på min pony. Men hver eneste springtur, hvad end det var i terrænet eller banespringning, endte jeg med at falde af. Jeg blev efterhånden bange for at springe, fordi jeg altid faldt af, så til sidst endte jeg med kun at ride dressur.”

Med tiden blev ambitionerne større, og interessen og lysten til at starte stævner og dygtiggøre sig fulgte med. 

”Nogle børn drømmer om OL og medaljer fra de er meget unge, og deres forældre løber ud og køber fine og dyre ponyer til dem, så resultaterne er nemmere at opnå. Det var bestemt ikke den situation, vi stod i. Antonia havde en springpony, og jeg havde en Welsh Cob, som ikke ligefrem var skabt til at gå dressur på et højere plan,” fortæller Juliette. 

Søstrene fik altså ikke foræret fine ponyer, ligesom de heller ikke blev kørt land og rige rundt for at komme til stævner. ”Vores forældre havde travlt med deres egne ting, så vi måtte ofte selv stå for at komme rundt til de forskellige stævner,” fortæller Antonia.

Som tiden gik, udviklede begge søstre sig, og særligt da de skiftede til hest, tog tingene fart. Som både Juliette og Antonia siger: ”Det ene førte videre til det andet.”

Søstre i medgang og modgang
Alle, som har søskende, ved, at søskende kommer både med en masse sjov og glæde, men for det meste også konflikter, jalousi og udfordringer. Det er nemt at sammenligne sig med sin bror eller søster, og man vil altid gerne være den bedste. Men hvad så, når man faktisk bliver sammenlignet med hinanden, som man gør til eksempelvis dressurstævner?

For søstrene Ramel har stævner heller ikke altid betydet ukomplicerede oplevelser.

”Selvfølgelig er der udfordringer forbundet med at konkurrere mod sin søster. Det har særligt været til de stævner, hvor du er afsted fra tidlig morgen til sen aften. Så var der gerne lidt konflikter og skænderier på vej hjem i bilen, når man er træt efter en lang dag,” fortæller Antonia med et smil.

Begge søstre er dog enige i, at antallet af konflikter er blevet mindre i takt med, at de er blevet mere selvstændige og ikke færdes op og ned ad hinanden hele tiden.

”Vi er to meget forskellige personer med to meget forskellige personligheder. Selvfølgelig giver det nogle udfordringer, og det gjorde det særligt, da vi også havde hestene i samme stald,” fortæller Antonia, og Juliette tilføjer: ”Meget få søskende, som arbejder så tæt sammen og er sammen hele tiden, er altid på samme bølgelængde.”

Dog er begge søstre enige i, at de mange timer sammen bestemt ikke kun har været fyldt med udfordringer: ”Man har også rigtig meget sjov sammen, og man får en hel masse minder med hinanden. Men når man tilbringer så meget tid sammen, så vil man, uanset om man er søstre, venner eller partnere, skændes en gang i mellem. Det er uundgåeligt,” fortæller Juliette.

Af Mathilde Andresen // Foto: FEI