”Så er der det med tankerne. Der går så mange tanker igennem os hver eneste dag, og mange af dem er megaforstyrrende, når man skal være bedst og det gælder. Derfor har vi det begreb, der hedder fokus.

Fokus betyder, at rytteren selv vælger, hvad han eller hun gerne vil tænke på – helt bevidst – inden for de tre felter: Mig, hesten og opgaven. Det handler om, hvad rytteren skal tænke på i dette øjeblik for at kunne hjælpe sig selv og hesten bedst muligt med opgaven. Hvis man som rytter skal være bedst på dagen, så skal man være 100 % fokuseret på sig selv, hesten og opgaven – og 0 % på alt andet”, forklarer Rasmus.

Det gælder ifølge ham uanset, om det drejer sig om en konkurrence på topniveau, et klubstævne eller en ridetur på ridebanen derhjemme.

“Det er lige meget, om det er Isabell Werth eller en anden, der rider inden på banen før dig, om der er publikum på eller ej, og om der står en journalist eller en mor og far og kigger på dig – eller hvordan det gik til sidste stævne. Det er ikke relevant. Det, der er relevant, det er rytteren selv, hesten og opgaven”, påpeger han.

”Vi skal ikke lytte til vores underbevidsthed. Vi skal ikke lade os påvirke af, hvad omgivelserne gør, mener eller synes, eller hvad der eller sker i vores liv. Vi skal kræve af os selv, hvad vi gerne vil have frem. Det er det, fokus handler om. Så må vi tænke på alle problemerne bagefter.”

“Det er sådan med vores hjerne, at den aldrig kan performe bedre, end kroppen føler”, understreger Rasmus. Han fortsætter: “Derfor startede vi med at se på følelsen. Vi havde allerede en ro i kroppen, fordi vi kendte styrkeprofilerne på de andre på holdet. Og når man så samtidigt træner det at kunne sætte sig selv i en følelsesmæssig tilstand, som man foretrækker for at kunne præstere bedst muligt – det kan være glæde, overskud, ro, overblik, nydelse, selvtillid eller noget helt andet – giver man sig selv adgang til at kunne tænke endnu smartere. Det ville man ikke kunne, hvis man for eksempel følte pres”, fortæller Rasmus.

“Så når man mærker, at man er stresset, nervøs eller bange, så skal man tænke: ”Hey, det var da dejligt, at jeg opdagede det, så jeg kan være bevidst omkring det og gøre noget ved det”. Derefter kan man beslutte, hvilken følelse, der er optimal at være i lige nu og aktivt vælge den.”

Efter den fælles styrkeprofil gik Rasmus i gang med at lære rytterne om en håndfuld vigtige elementer: Følelsen og tankerne – og det fokus, der skabes, når man formår at have styr på begge dele. Hjertet repræsenterer følelsen eller følelserne, og hjernen repræsenterer tankerne. Og de tre elementer, der skal fokuseres på: rytteren, hesten og opgaven.

Rasmus Baggers udgangspunkt er altid – også i arbejdet med dressurlandsholdet – at tage afsæt i rytterens og hestens styrker.
“Jeg tror på, at når man fokuserer på styrkerne i en ekvipage, så skaber det automatisk adgang til den psykologiske hjemmebanefordel. Det giver simpelthen en tryghed, en ro og en sikkerhedsfølelse. Fra det punkt kan hesten koncentrere sig væsentlig bedre om rytterens hjælpere. Og det samme gør sig gældende for rytteren; hvis rytteren føler sig tryg og sikker i sig selv, så kan han eller hun bedre performe under pres.”

Derfor lavede han, da dressurlandsholdet var i karantæne Aachen på vej til Tokyo, en såkaldt discprofil (persontypeprofil) på hver af rytterne. På den måde vidste de alle, hvad der kendetegnede dem hver især, og hvad der kendetegnede dem som hold.
”Vi gjorde det for at finde ud af, hvad det var for nogle persontyper, der var samlet på holdet. Og det var ikke kun rytterne, der fik lavet de her discprofiler; også grooms, chef d’equipe (holdlederen, red.) og landstræneren. Derved undgik vi potentielt ‘ølejr-kuller’, hvor man kan blive irriteret over andres adfærd. Vi brugte det som en fælles styrkeprofil, en kommunikationsprofil eller en slags motivationsprofil – en ’forståelse-for-foretrukken-adfærd’-profil. På den måde kan man binde et team stærke sammen og bedre forstå sig selv og hinanden”, forklarer Rasmus.

Hvad Rasmus blandt andet har talt med landsholderytterne om i forbindelse med OL – og som også har været en vigtig del af træningen op til EM – skal du høre lidt om nu. Og selvom du hverken rider på topniveau eller for den sags skyld rider stævner overhovedet, så kan du med et hundrede procent sikkerhed bruge værktøjerne, forsikrer Rasmus.

Samarbejdet blev rigtig godt. Rasmus forklarer, at landstræneren, prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, har overrasket ham helt enormt. Det er nemlig ikke selvsagt, fortæller han, at en træner tager godt imod en mentaltræner. Men det gjorde Nathalie.

”Hun overraskede meget, meget positivt. Hun er god både mentalt, kommunikationsmæssigt, adfærdsmæssigt og som træner. Hun har en super kvalitet. Det var virkelig en positiv oplevelse. Jeg kendte hende ikke i forvejen, og dem der kender hende er måske ikke overrasket over det. Indimellem oplever jeg bare, at trænere kan blive lidt usikre og måske opfatte det, at der kommer en mentaltræner ind over, som et tegn på, at de ikke selv er gode nok. Sådan har hun på ingen måde været. Hun var total åben og nysgerrig og – du ved – inviterede ind til samarbejdet. Det var så fedt at kunne arbejde sammen på den måde.”

Rasmus tilføjer, at man som mentaltræner også godt kan føle, at man arbejder meget alene eller står i skyggen af nogle andre. Men i situationen forud for OL var der ingen tvivl om, at alle var med på opgaven. “Jeg følte mig velkommen fra start. Dér var Nathalie god”, understreger han.

Jobbet som mentaltræner for dressurlandholdet i forbindelse med OL og dernæst EM begyndte, da Cathrine og Bohemian oplevede problemer sammen under det sidste internationale stævne inden OL. Det var i Frankrig, og Cathrine måtte som bekendt opgive at få Bohemian ind på banen. Rasmus Bagger trådte til for at hjælpe med at finde hoved og hale i den mentale del af problemet.

”Det der skete, var et udtryk for noget stress i både hest og rytter, som helt sikkert kommer af, at alt har været lukket ned og de ikke har været på en stævnebane i lang tid. På papiret var de det stærkeste kort, og det viste sig jo også at holde stik senere. Vi tog ud og trænede sammen, Cathrine og jeg, på forskellige lokationer med forskellige setups. Bohemian blev flettet og det hele, som skulle han til stævne, og så var jeg med fra jorden. Da det virkede, tog de afsted til et nyt stævne inden OL, bare for en sikkerheds skyld. Der var Nathalie også med for at se, om der var kommet styr nok på det til, at Bohemian kunne udtages til OL. Og det var der jo så heldigvis, for de vandt klassen.”

Rasmus har fungeret som mentaltræner for Cathrine siden hun var ung teenager, så det har været helt naturligt for dem begge, at han kom på banen, da problemet opstod.

Efter oplevelsen med Cathrine og Bohemian, hvor Nathalie også var med inde over, spurgte landstræneren, om Rasmus ikke også kunne tage sig af de andre ryttere på landsholdet i forbindelse med OL. Derfor var han både med i Aachen, hvor rytterne og hestene var i karantæne, inden de fløj til Tokyo, og senere på en online-forbindelse.

“Jeg skulle simpelthen være med til at sikre, at der blev redet hundrede procent efter den teoretiske medaljechance, vi havde”, påpeger han.

Siden år 2000 har rytterne på det danske dressurlandshold været mestre i lige ved og næsten-disciplinen, når det kommer til at opnå en OL-medalje. Naturligvis med undtagelse af legene i Beijing i 2008, hvor vi omsider fik fat i bronzen. Igen i år 2021 måtte vi se os slået på den olympiske målstreg, men hentede til gengæld både bronze og sølv til EM kort tid efter. Det kan vi – og ikke mindst rytterne, der udførte opgaven – godt være stolte over. Men: Er de medaljer egentlig så vigtige? Og hvad betyder ellers noget? Svaret har Rasmus Bagger, der har fungeret tom mentaltræner for det danske dressurlandshold i forbindelse med OL og EM i 2021.

Af Tina Bjerre Nielsen. Foto: Jack Høier.

Hillerød Horse Show | Tlf 22136152 | Email: po@hillerodhorseshow.dk

Hillerød Horse Show inviterer til et tre timer langt event med Rasmus Bagger, hvor du får fyldt værktøjskassen op, så du kan styre dig selv på rette vej i sadlen. Han tager dig med på en rejse, der kan booste din selvtillid. Med fokus på at øge din personlige udvikling og gennemslagskraft lærer du at performe under pres. Grundlæggende er tanken: Hvis du ikke kan håndtere dine tanker og følelser, kan du ikke lede dig selv, og hvis du ikke kan lede dig selv, kan du ikke være en god leder for din hest.

Vender vi tilbage til spørgsmålet om at genfinde passionen efter, at det var “lige ved og næsten” til OL, så er Rasmus Bagger helt skråsikker: Motivationen hos landsholdsrytterne forsvinder aldrig, for den ligger simpelthen ikke i medaljerne. Den ligger primært i passionen – og passionen vil altid være der.

“Jeg tror, det ret hurtigt bliver sekundært for rytterne, at de er blevet nummer fire til OL. De har passionen, og den er rigeligt i sig selv. Selvom de selvfølgelig – næsten – ville give deres højre arm for en medalje, så er de jo ikke derfor, de er i sporten. De er i sporten for passionen. De brænder simpelthen for det. De kan ikke lade være. Om der var OL, EM og VM eller ej, så ville de stadig ride. De elsker dyrene og oplevelserne, ligesom alle os andre,” afslutter Rasmus.

Passionen kan ingen tage fra hverken toprytterne eller os mere almindelige ryttere. Det er den, der binder os sammen.

Rasmus fortæller, at det altså handler om at putte en følelse ind i kroppen, så den kan erstatte en følelse, der er mindre hensigtsmæssig i den givne situation.
”Når du begynder at putte en følelse ind i dit kropssprog – altså for eksempel lade som om, at du ikke er nervøs – så begynder man rent faktisk at føle det, og ens hest kan mærke det. Det er det, jeg kalder for vælg, vis, føl giv.”
Det handler om at anerkende, at man har det, som man har det, og gøre noget ved det, så det ikke kommer til at påvirke én. “En negativ følelse er et call to action“, fortæller Rasmus og bruger sin velkendte sætning: Where focus goes, energy flows.

Når man sidder i sadlen og så skarpt fokuserer på noget andet end de øvrige ting og sager, der fylder i ens liv, risikerer man så ikke at undertrykke det så meget, at det på et tidspunkt bryder op til overfladen på et uhensigtsmæssigt tidspunkt? Det mener Rasmus ikke.
”Man undertrykker ikke. Der er så mange der siger: ”Man skal også have lov til at have en dårlig dag”. Nej, det skal man ikke. For det er der ikke plads til. Det, man i stedet skal gøre, det er at opdage, at man lige nu er i gang med at lave en dårlig dag, fordi man føler sig stresset, bekymret, bange, usikker eller nervøs.”
Med andre ord er man med sit fokus selv med til at styre, hvordan ens mentale tilstand i samværet med hesten bliver. Det gælder i alle former for samarbejde med den, fortæller Rasmus.
“Til for eksempel et stævne skal en negativ følelse fortælle én, at det ikke er lige nu, man skal have en dårlig dag. Godt humør er lig med god ridning, og dårligt humør er lig med dårlig ridning. Så man må vente med at lade den dårlige dag have betydning til man er færdig med at ride”, forklarer han.
“Vores opgave som ryttere er altid at sikre et ressourcefyldt humør, når vi er sammen med vores heste. Hvis man ikke gør det, så fortæller man indirekte til hesten, at lige nu er man en usikker og utryg leder, som hesten ikke kan være tryg ved. Og så bliver det for alvor svært at samarbejde.”

For Rasmus er det mere end vigtigt at pointere, at de værktøjer, han har lært dressurlandsholdet, også er værktøjer, man kan bruge som helt almindelig rytter, når man træner derhjemme.

”Alt det her gælder jo også, når det ikke handler om stævneridning. En hobbyrytter, der er i en forkert tilstand – for eksempel i dårligt humør eller usikker – og tænker på andet end sig selv, hesten og opgaven for at få sin hest forbi en farlig sten, turde at sætte i galop eller få højre volte til at fungere, vil ikke få det til at lykkes. En rytter, der ikke tænker på, hvad han eller hun kan og vil gøre, har gjort det besværligt for sig selv. Derfor er det så vigtigt at have styr på sin hjerne og sit hjerte i enhver ridning. Så snart man tænker: Bare hesten ikke springer an i forkert galop, så har man allerede set det i sit eget hoved, og så påvirker man altså bare ens fysiologi en lille bitte smule. Det kan hesten mærke, og så sker det, at den springer an i forkert galop. Derfor er det så vigtigt at fokusere på det rigtige.”

Et godt eksempel på, at en rytter fokuserer fuldt ud på sig selv, sin hest og den opgave, de er i gang med, ses i DR-journalisten Kim Bildsøes interview med Carina Cassøe Krüth. Det foregår kort efter, hun har redet sin grand prix special under OL-holdfinalen i dressur. Da Kim Bildsøe spændingsvækkende spørger, hvad hun tænker om, at det nu kun er Cathrine Dufours ridt, der mangler – og kan blive det afgørende – svarer hun køligt:
“Ja, altså så langt er min hjerne slet ikke endnu. Jeg har bare prøvet at koncentrere mig om mig selv og prøvet at ride alt det, jeg kan, og så må de andre ride det, de kan. Cathrine skal ind og gøre, hvad hun nu kan og koncentrere sig om det, og så må vi jo se, hvad regnskabet siger bagefter”.
Carina er med andre ord stadig fuldt fokuseret på den holdopgave, der er i gang og vil hverken lade sig selv eller sine holdkammerater påvirke at muligt tvivlsskabende spørgsmål. Samtidigt er hun klar over, at Cathrine er i sit eget fokus omkring sig selv, hesten og opgaven, og det vil hun ikke forsøge at bryde ind i, før konkurrencen er slut.

Rasmus Bagger tilføjer, at landsholdsrytterne altid gerne vil svare på spørgsmål fra journalisterne, men at de helst ser, det foregår, når konkurrencen er overstået.
“Så når Carina Cassøe bliver spurgt, om hun ville have gjort noget anderledes på banen, så svarer hun, at det er ikke relevant, for konkurrencen er stadig i gang, og Cathrine mangler stadig at ride. Hun er stadig fokuseret på holdopgaven og intet andet. Lige dér viste hun megablæret, hvor vigtigt det er at holde fokus på opgaven – og kun det”, fortæller han stolt og henviser til, at journalister naturligvis kun spørger om sådanne ting i bedste mening.