annonce
annonce
Annonce
“Det, vi laver, er langt fra perfekt, men jeg rider hen imod det på samme måde, som hvis jeg havde haft udstyr på. Rammen opnår jeg primært gennem mit sæde og ved at sørge for, at visse muskelgrupper er henholdsvis afspændte og aktiverede, så hesten kan få lov til at arbejde ordentligt gennem hele kroppen. Dermed bliver rammen et resultat af det, der ellers foregår i hestens krop frem for et resultat af ydre pres fra et hovedtøj.”
“Den mest væsentlige forskel er ærligheden i det. Uden udstyr er det ikke så let at skjule fejl og udfordringer, så man bliver nødt til at håndtere de spændinger, ubalancer, dårlige vaner og lignende, som både hest og rytter kan have. Med udstyr har man bedre mulighed for at tvinge hesten ind i en øvelse eller en form, der for det utrænede øje ser okay ud.”
“At de føler sig tilpas både mentalt og i deres krop, så de altid har lyst til at træne igen næste gang, de ser mig. Jeg elsker dem mere end noget andet, så det er vigtigt, at de altid føler, at det er et samarbejde, hvor vi lytter til hinanden og løser opgaverne sammen.”
“Mit mål er altid at skabe glade heste, der nyder at lære og at vise sig frem. Det er vigtigt, at de mærker, at jeg gerne vil lytte og forstå, så vi sammen kan få gode oplevelser og udvikle os.”
“Jeg er overbevist om, at alle heste – forudsat at de selvfølgelig er sunde og raske – med den rette træning ville kunne nå hertil. Men samtidig ligger det langt fra lige naturligt for alle heste, og det vil ikke give lige god mening at forsøge dette med enhver hest.
Man skal ikke tænke på målet, men på hvor mange timer, der skal lægges i at træne mod det, og hvis disse timer ikke bidrager med noget positivt for hverken hest eller rytter, ville jeg planlægge tiden med min hest anderledes.”
“Helt sikkert. Den stigende interesse gør mig så glad, fordi jeg håber, at flere heste får mulighed for at udtrykke sig og finde en anden arbejdsglæde, samtidig med at vi i hestesporten generelt kan blive mere open minded. Vi må bare endelig ikke gøre det at træne uden udstyr til et synonym for at træne på hestens præmisser.”
“Irish og nu Nevada er mine primære inspirationskilder. Når vi arbejder eller leger, gør de altid et eller andet, der fascinerer mig, og som giver mig lyst til at arbejde videre med det. Eksempelvis kan Irish tilbyde en galop, der ligger op til pirouette, og så arbejder vi hen mod det. Eller Nevada kan lave en mere udtryksfuld trav, når vi leger, og så arbejder vi mod at inkorporere den eller koble noget kommando på.
Ellers kan jeg også se øvelser på de sociale medier, som jeg får lyst til selv at prøve af med en af mine egne heste. Og så har jeg en underviser, som jeg er glad for, og hun er rigtig god til at inspirere mig.”
“Det føles jo altid lidt surrealistisk, når jeg ser det sådan stillet op, men jeg oplever, at rigtig mange mennesker kan sætte sig ind i det, jeg laver, uanset hvordan de selv træner, og om de overhovedet har hest. Det mest grundlæggende og bærende i alt det, jeg laver og deler, er kærligheden til hestene, og den er vi jo heldigvis rigtig mange om at dele i hesteverdenen.”
“Først og fremmest giver det mig lov til at dele noget af det, jeg elsker mest; rejsen med mine heste. Jeg kan være åben og dele små og store oplevelser med folk, som jeg føler forstår og har samme fascination af de fantastiske dyr.”
- Irish har været i familien siden 2009. Lene overtog hende i 2014 fra sin mor, som også altid har været hesteinteresseret, hvorefter hende og Irish primært har trænet uden udstyr.
- Irish er en connemara på 16 år (født 12. maj 2005) og har gennem tiden udmærket sig inden for et bredt udvalg af discipliner.
- Nevada blev en del af familien i december 2020, da hun ankom fra Portugal. Hun er en lusitano på 4 år (født 16. maj 2017), og planen er indtil videre, at hun skal følge i Irishs hovaftryk hvad angår liberty-træning.
- Lene Olesen er 19 år (født 20. juni 2002).
- Hun har redet siden hun var 3 år og fik sin første egen pony, Perle, da hun var 8 år.
- Bor i dag i Kolding få kilometer fra sine to heste, Skærgårdens Irish Love og Nevada.
- Find Lene Olesen på Instagram, hvor hun med sine næsten 100.000 følgere deler små klip fra den daglige træning fra jorden såvel som fra ryggen.
“Det korte svar er, at det giver os glæden til at fortsætte. Selvfølgelig er det utroligt udfordrende, lærerigt og alt muligt andet, men i sidste ende kunne jeg ikke forestille mig, at nogen af os ville nyde det på samme måde, hvis vi ikke lagde samme vægt på vores samarbejde og kommunikation.
For Irish var det her også en måde at komme tilbage i sporten på, hvor hun kunne få lov til at føle sig god til noget igen efter styrtet i 2016, selvom hun ikke længere kunne være den samme springhest. For Nevada håber jeg, at det kommer til at hjælpe hende i udviklingen mod en glad og sund showhest.”
“Jeg blev mere eller mindre introduceret for cordeoen ved et tilfælde, og så har det bare grebet om sig hen ad vejen. Min mor fik en cordeo i gave, og jeg fik for sjov skyld lyst til at prøve den uden at vide noget nævneværdigt om det. Irish var mere rolig end min daværende springpony, Perle, så jeg valgte at prøve cordeoen på hende, selvom Irish og jeg langt fra fungerede godt sammen dengang. Uden det sædvanlige udstyr var vi pludselig begge to på bar bund, og vi har været nødt til at lære hinanden det hele løbende. I årenes løb – især de seneste – har jeg dog også haft fornøjelsen af at kombinere de ting, som Irish har lært mig, med undervisning, kurser og erfaringer fra andre skønne heste.”
Af Cæcilie Kallehave Jensen. // Foto: Gloria Eberst / privat.
Liberty-rytter Lene Olesen
Af Cæcilie Kallehave Jensen. // Foto: Gloria Eberst / privat.
Liberty-rytter Lene Olesen
annonce
annonce
Annonce
“Det, vi laver, er langt fra perfekt, men jeg rider hen imod det på samme måde, som hvis jeg havde haft udstyr på. Rammen opnår jeg primært gennem mit sæde og ved at sørge for, at visse muskelgrupper er henholdsvis afspændte og aktiverede, så hesten kan få lov til at arbejde ordentligt gennem hele kroppen. Dermed bliver rammen et resultat af det, der ellers foregår i hestens krop frem for et resultat af ydre pres fra et hovedtøj.”
“Den mest væsentlige forskel er ærligheden i det. Uden udstyr er det ikke så let at skjule fejl og udfordringer, så man bliver nødt til at håndtere de spændinger, ubalancer, dårlige vaner og lignende, som både hest og rytter kan have. Med udstyr har man bedre mulighed for at tvinge hesten ind i en øvelse eller en form, der for det utrænede øje ser okay ud.”
“At de føler sig tilpas både mentalt og i deres krop, så de altid har lyst til at træne igen næste gang, de ser mig. Jeg elsker dem mere end noget andet, så det er vigtigt, at de altid føler, at det er et samarbejde, hvor vi lytter til hinanden og løser opgaverne sammen.”
“Mit mål er altid at skabe glade heste, der nyder at lære og at vise sig frem. Det er vigtigt, at de mærker, at jeg gerne vil lytte og forstå, så vi sammen kan få gode oplevelser og udvikle os.”
- Irish har været i familien siden 2009. Lene overtog hende i 2014 fra sin mor, som også altid har været hesteinteresseret, hvorefter hende og Irish primært har trænet uden udstyr.
- Irish er en connemara på 16 år (født 12. maj 2005) og har gennem tiden udmærket sig inden for et bredt udvalg af discipliner.
- Nevada blev en del af familien i december 2020, da hun ankom fra Portugal. Hun er en lusitano på 4 år (født 16. maj 2017), og planen er indtil videre, at hun skal følge i Irishs hovaftryk hvad angår liberty-træning.
- Lene Olesen er 19 år (født 20. juni 2002).
- Hun har redet siden hun var 3 år og fik sin første egen pony, Perle, da hun var 8 år.
- Bor i dag i Kolding få kilometer fra sine to heste, Skærgårdens Irish Love og Nevada.
- Find Lene Olesen på Instagram, hvor hun med sine næsten 100.000 følgere deler små klip fra den daglige træning fra jorden såvel som fra ryggen.
“Jeg er overbevist om, at alle heste – forudsat at de selvfølgelig er sunde og raske – med den rette træning ville kunne nå hertil. Men samtidig ligger det langt fra lige naturligt for alle heste, og det vil ikke give lige god mening at forsøge dette med enhver hest.
Man skal ikke tænke på målet, men på hvor mange timer, der skal lægges i at træne mod det, og hvis disse timer ikke bidrager med noget positivt for hverken hest eller rytter, ville jeg planlægge tiden med min hest anderledes.”
“Helt sikkert. Den stigende interesse gør mig så glad, fordi jeg håber, at flere heste får mulighed for at udtrykke sig og finde en anden arbejdsglæde, samtidig med at vi i hestesporten generelt kan blive mere open minded. Vi må bare endelig ikke gøre det at træne uden udstyr til et synonym for at træne på hestens præmisser.”
“Irish og nu Nevada er mine primære inspirationskilder. Når vi arbejder eller leger, gør de altid et eller andet, der fascinerer mig, og som giver mig lyst til at arbejde videre med det. Eksempelvis kan Irish tilbyde en galop, der ligger op til pirouette, og så arbejder vi hen mod det. Eller Nevada kan lave en mere udtryksfuld trav, når vi leger, og så arbejder vi mod at inkorporere den eller koble noget kommando på.
Ellers kan jeg også se øvelser på de sociale medier, som jeg får lyst til selv at prøve af med en af mine egne heste. Og så har jeg en underviser, som jeg er glad for, og hun er rigtig god til at inspirere mig.”
“Det føles jo altid lidt surrealistisk, når jeg ser det sådan stillet op, men jeg oplever, at rigtig mange mennesker kan sætte sig ind i det, jeg laver, uanset hvordan de selv træner, og om de overhovedet har hest. Det mest grundlæggende og bærende i alt det, jeg laver og deler, er kærligheden til hestene, og den er vi jo heldigvis rigtig mange om at dele i hesteverdenen.”
“Først og fremmest giver det mig lov til at dele noget af det, jeg elsker mest; rejsen med mine heste. Jeg kan være åben og dele små og store oplevelser med folk, som jeg føler forstår og har samme fascination af de fantastiske dyr.”
“Det korte svar er, at det giver os glæden til at fortsætte. Selvfølgelig er det utroligt udfordrende, lærerigt og alt muligt andet, men i sidste ende kunne jeg ikke forestille mig, at nogen af os ville nyde det på samme måde, hvis vi ikke lagde samme vægt på vores samarbejde og kommunikation.
For Irish var det her også en måde at komme tilbage i sporten på, hvor hun kunne få lov til at føle sig god til noget igen efter styrtet i 2016, selvom hun ikke længere kunne være den samme springhest. For Nevada håber jeg, at det kommer til at hjælpe hende i udviklingen mod en glad og sund showhest.”
“Jeg blev mere eller mindre introduceret for cordeoen ved et tilfælde, og så har det bare grebet om sig hen ad vejen. Min mor fik en cordeo i gave, og jeg fik for sjov skyld lyst til at prøve den uden at vide noget nævneværdigt om det. Irish var mere rolig end min daværende springpony, Perle, så jeg valgte at prøve cordeoen på hende, selvom Irish og jeg langt fra fungerede godt sammen dengang. Uden det sædvanlige udstyr var vi pludselig begge to på bar bund, og vi har været nødt til at lære hinanden det hele løbende. I årenes løb – især de seneste – har jeg dog også haft fornøjelsen af at kombinere de ting, som Irish har lært mig, med undervisning, kurser og erfaringer fra andre skønne heste.”
