“Jeg var ikke altid glad, da jeg voksede op, men jeg forsøgte altid at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg er nået rigtig langt med en masse træning og en masse hårdt arbejde. Jeg har oplevet så mange gode ting med min sport – og hvem havde troet, at en med et handicap ville blive model for Tommy Hilfiger ridesport.”

Der har været mange op- og nedture i Glastens liv generelt og i hans liv i sadlen, men han har aldrig givet op. Og det kan meget vel være, at det handler om den simple regel, som hans forældre havde. Han skulle prøve selv to gange, før han kunne bede om hjælp, så han kunne lære at gøre det selv – men at bede om hjælp og have gode mennesker omkring ham, er vigtigt for Glasten.

”Jeg har altid haft mange mennesker omkring mig i min sportskarriere, som har hjulpet mig. En ting, jeg lærte er, at jeg aldrig kan gøre det alene. Det er så vigtigt at have et godt hold omkring dig og din hest. Dyrlægen, smeden, trænerne og fysioterapeuten og gode hestepassere. Jeg har altid haft mine forældre til at hjælpe mig med træningen og konkurrencerne – og jeg har haft en rigtig god træner som Coby. I mine yngre år troede jeg, at jeg kunne gøre det hele selv, men Coby har virkelig lært mig, at man ikke kan gøre det hele alene. Man skal gøre det med et hold omkring sig.”

En fremtid fuld af drømme
Efterhånden som Glasten blev bedre til at ride og deltog i konkurrencer, startede han også sine profiler på sociale medier såsom TikTok og Instagram, hvor han deler sit liv med hestene.

“Jeg får beskeder fra følgere, der fortæller mig, at jeg får dem til at smile hver dag, og at jeg har fået dem til at starte til ridning. Det gør mig så glad, at jeg kan inspirere andre mennesker. Hver dag vågner jeg op og tænker, hvor fantastisk det er, at jeg kan gøre de ting, jeg elsker.

På mange måder lever Glasten det liv, han altid har drømt om. Det liv, han drømte om, da han startede med hestene. Det hårde arbejde har fået ham langt, så hvad er det næste mål?

"Jeg har én virkelig stor drøm: Para-OL – med en medalje."

Det kommer til at kræve meget tid i stalden og i sadlen, men for Glasten er den daglige træning enormt vigtig for ham, så hvis den store drøm om para-OL måske går i opfyldelse, stopper han næppe med at sætte nye mål for ham selv og hans heste.

"Det er det gode ved heste. Du er aldrig færdig. Du kan altid gøre dig selv bedre. Du kan altid lære mere om heste og træning. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg havde lært det hele – men nu ved jeg, at der stadig er så meget mere, som jeg vil lære de næste mange år! Det er enormt meningsfuldt at hjælpe yngre ryttere med den samme passion og drøm, jeg selv havde som barn. Hver gang jeg når et mål, finder jeg et nyt. Det gør mig til den, jeg er."

Grundet forskellige skader holdt makkerparret pause fra ridningen i to år før Glasten igen var på udkig efter den perfekte hest. At give op er slet ikke en del af hans ordforråd.

"En dag ringede Coby van Baalen til mig og fortalte, at hun havde den perfekte hest til mig i sin stald. Det var fra nogle ejere i Luxembourg-familien Thill. Jeg kunne ride hesten for dem, og jeg tænkte, at det var en fantastisk mulighed! Han var en rigtig Barbie-hest, så jeg prøvede ham og trænede meget med både Coby og Debora Pijpers. Vi red en masse internationale og nationale konkurrencer og blev udvalgt til Rio de Janeiro i 2016.“

En drøm gik i opfyldelse – igen – da Hollands træner satte Glasten på listen over ryttere til para-OL, men endnu en gang kom en skade i vejen. Denne gang var det ikke hesten, men Glasten selv.

"Jeg havde en kæmpe ulykke med en hest. Jeg faldt af og brækkede mit ben to steder. Det tog mig lang tid at blive frisk igen. Jeg lå i min seng i otte uger, og der gik tre eller fire måneder, før jeg kunne gå igen. Efter 10-14 uger forsøgte jeg at sidde på en hest igen, men mine ben var små og slet ikke stærke nok længere. Jeg forsøgte at blive udtaget til Rio, men jeg var bare ikke dygtig nok eller i god nok form på det tidspunkt."

Familien Thill havde en anden hest til Glasten, og denne gang genkendte han en følelse.

“Jeg var på Windhook, og jeg fik den samme følelse, som jeg fik med min første hest. Det var et særligt øjeblik – og en stor hest igen. Hans trav var som at flyve, og han var så sød. Jeg gik med til at ride ham, og vi havde en fantastisk tid sammen."

Efter at være blevet udvalgt blandt de bedste otte ryttere for Holland til para-OL i Tokyo besluttede træneren at lade Glasten og Windhook blive hjemme.

"Det var selvfølgelig en kæmpe skuffelse! Men efter 10 år var jeg tilbage på det hollandske hold, og Windhook og familien Thill fik alle mine drømme til at gå i opfyldelse igen!”

På grund af støtten og en masse hårdt arbejde er det fortsat Glastens mål at tage til para-OL.

“Jeg håber, jeg kan starte stævner igen i slutningen af det her år, følge mine drømme og komme tilbage på holdet og se, hvor det bringer mig hen. Nu leder jeg efter en ny hest, så jeg kan forfølge mine drømme og mål."

"Du kan ikke gøre det alene"  
Glastens historie er et godt eksempel på, hvordan man aldrig skal lade noget eller nogle stå i vejen for ens drømme. Det var aldrig nemt for Glasten at vokse op uden hænder, være sort, adopteret og homoseksuel, når alt, hvad du vil som teenager, er at passe ind. Men det gjorde Glasten aldrig – og det forsøgte han heller aldrig.

"Jeg er Glasten, og det gør mig speciel. Ingen i denne verden er mig. Folk må tage mig, som jeg er – og hvis folk ikke kan lide mig, er det også fint. Det har aldrig været nemt for mig. Jeg er lille, jeg er adopteret, jeg har et handicap, og jeg er homoseksuel. Der skete rigtig meget, fra jeg var 12 til 18 år, og det var svært at være i, men hestene dømte mig aldrig. I stalden kan jeg være mig selv, og hestene har ikke en mening. Jeg har altid vidst, at jeg er god til det, jeg laver, og det gør mig stærk i mit personlige liv såvel som i min sportskarriere.”

Et handicap stoppede aldrig Glasten for at gå efter sine drømme – det var der faktisk aldrig noget, som gjorde.

For mig har det været en lang rejse med en masse erfaring under hele min karriere igennem de seneste 17 år. Men det hele gjorde mig til den person, jeg er i dag. Ridning er min drøm og passion. Det er også meget vigtigt for mig at vise andre, hvad der er muligt selv med et handicap – og at det er muligt at gøre, hvad man vil, hvis man arbejder hårdt for det.

Selvom livet nogle gange har været hårdt, har Glasten altid formået at forblive positiv og mod alle odds, har han allerede opnået mere end de fleste. Ting, han kun kunne drømme om, da han var barn og tvivlede på sig selv og sine valg i livet – og andre mennesker tvivlede på hans livsvalg.

Det var begyndelsen på en masse konkurrencer og erfaringer, en masse træning og en masse hårdt arbejde. Men Glasten ville endnu mere.

"Da jeg var omkring 15 år gammel, fortalte mine forældre mig, at de syntes, jeg klarede mig rigtig godt med ponyerne, så de ville give mig en hest. Det er jo en drøm for ethvert barn, der elsker heste.”

Men de fleste hesteejere ved, at det ikke er nemt at finde den perfekte hest – og det gør det ikke nemmere, når hesten skal kunne rides af en para-rytter uden hænder og med korte arme.

"Det var slet ikke let! Jeg var en lille fyr med korte arme, og alle de store heste er virkelig stærke, så vi ledte længe. Jeg ledte på hele internettet efter den rigtige hest, og så fandt jeg en, hvor jeg bare kunne mærke, at det var den! Jeg ringede til ejeren og sagde, at jeg var vild den hest, og om vi kunne komme forbi og se ham. Jeg ville bare se ham NU.”

Hesten var den helt rigtige. Den hest, hvor man med det samme kan mærke det. Hesten, hvor man bare ved, at man kan etablere et fantastisk partnerskab og komme rigtig langt sammen, fordi kemien bare er der. Omkring en uge senere var Matador blevet Glastens allerførste egen hest, og de kunne starte en rejse sammen – og Matador bor stadigvæk ved Glasten i dag, hvor han er 29 år, gråhåret og mangler et par tænder.

"Med Matador fik jeg mine drømme opfyldt. Det var der, det hele startede. Jeg ville ikke have haft så stor succes, hvis det ikke var for ham, og jeg ville ikke have været den person og rytter, jeg er i dag, uden ham.”  

Fra ponyer til para-OL
I løbet af de næste mange år var Glasten og Matador til en masse stævner sammen – men det var ikke altid nemt.

“Han var en dejlig hest, selvom han ikke var nem at ride, men han gjorde mig virkelig til en bedre rytter. Jeg lærte så meget af ham! Han var tændt til konkurrencer og bange for musikken, tilskuerne omkring banen, og når folk klappede – han var virkelig sensitiv! I mine yngre år var alle mine heste meget følsomme og derfor også lidt oppe at køre til stævnerne – og jeg har ingen hænder, jeg er virkelig lille, og jeg var ikke særlig stærk på det tidspunkt, så nogle gange tænkte jeg, hvorfor gjorde jeg det her!?"

Men det gjorde Glasten. Han red på de følsomme heste, og han blev en bedre rytter. Ham og Matador havde en fantastisk rejse sammen, som de fleste ryttere kun kan drømme om – med eller uden hænder.

“Jeg havde den mest vidunderlige tid med Matador, selvom han var så følsom; to gange hollandsk mester, mit første europæiske stævne i en alder af 17 år, og mit første verdensmesterskab som 18-årig."

I 2010 red de VM i Kentucky, og den hollandske træner fortalte Glasten, at hun ville være tilfreds, hvis han var i top 10. Han endte som nummer fire, og han blev udtaget til para-OL i London, men hans hest kom desværre til skade.

“Da vi kom tilbage fra verdensmesterskabet i Kentucky, blev Matador skadet, og han måtte stoppe sin sportskarriere. Det var virkelig frustrerende, fordi han blev udtaget til para-OL, men det var ikke længer

Endnu en chance på topplan
Men hvad gør man, når man har deltaget i konkurrencer over hele verden, og det pludselig ikke kan lade sig gøre mere?

”På det tidspunkt tænkte jeg over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg var 19 år gammel, og jeg havde en masse ting, som jeg ville med mit liv, udover hestene. Mine forældre ville købe en ny hest til mig, hvis jeg ville, så jeg kunne prøve at blive udtaget til para-OL igen i London.”

Endnu en gang startede jagten på den perfekte pararytterhest, og det var ikke nemmere denne gang, end det var første gang. I Holland – hos Stal van Silfhout, hvor ejeren på det tidspunkt var Lotte Jansen – fandt de den perfekte hest: Den hvide hest Picasso (Jazz x Volkmar). Han var en drømmehest for den unge rytter, og de red en del konkurrencer sammen.

Glasten Krapels er 33 år og pararytter fra Holland. Han er født uden hænder, men han kan klare alt i stalden selv – eller næsten. 

“Jeg kan ikke lukke min hjelm eller flette mine heste – men resten kan jeg gøre. Jeg muger ud, rider på mine heste, kommer op på dem, vasker mine heste, kører lastbil – stort set alt omkring mine heste. Jeg vil gøre tingene selv. Og det gør mig i stand til at gøre, hvad jeg vil.” 

Fra en ung alder fik Glasten altid at vide af sine forældre, at når han stod over for nogle udfordringer – i sit personlige liv eller i stalden – måtte han selv prøve to gange først, og så kunne han bede om hjælp. Herefter ville hans forældre hjælpe ham med at finde en måde, så han kunne gøre tingene selv fremadrettet. 

Hver dag gør Glasten, hvad han kan for at blive den bedste udgave af sig selv sammen med sine heste, og det er en tilgang, der har bragt ham langt. 

”Det er mine forældres fortjeneste, at jeg er så positiv. De har altid været gode forældre, siden de adopterede mig fra Sri Lanka. De gav mig masser af kærlighed, selvom jeg ingen hænder havde. Det var ikke let for dem eller for mig, men de har altid støttet mig. Mine forældre har altid opdraget mig med stor kærlighed, og de gav mig en lykkelig barndom.” 

Hans forældre støttede ham, da Glasten som 7-årig fortalte sin far, at han ville være para-rytter efter at have set en para-rytter ride til stævnet Jumping Amsterdam. 

"Der var en rytter, som havde et ben og en arm, og da jeg så ham, sagde jeg til min far, at det var det, jeg ville. Jeg ville gøre det samme som ham. Min far fortalte mig, at det var en spændende drøm, og hvis jeg arbejdede hårdt, kunne det være, det ville ske." 

Hvad ingen vidste var, at det faktisk ville lykkes for Glasten. Han ville være i stand til at ride på heste og konkurrere blandt de bedste para-ryttere i verden. 

Hvordan holder man tøjlerne?
På grund af hans handicap måtte Glasten og hans familie finde en rideskole, hvor de kunne håndtere det. 

”Det var ikke let at finde ud af, hvordan jeg skulle holde på tøjlen og styre hesten med mit handicap, men jeg gik på en rideskole i Amsterdam, og de viste mig, hvordan jeg skulle holde tøjlen. De hjalp mig med at finde ud af, at jeg kunne sætte tøjlen bag min albue, og det var et rigtig godt tip. På den måde kunne jeg holde tøjlerne, så jeg kunne ride og styre hesten.” 

Det gjorde Glasten i et par år, indtil han var omkring 12 år, men mange ryttere kender nok følelsen af ​​at ville mere. En eller to gange om ugen i stalden er bare ikke nok. 

"Jeg ville med til konkurrencerne, og jeg ville blive bedre. For mig var det virkelig vigtigt at være en GOD rytter. Jeg ville være en fantastisk rytter med en masse passion og en fantastisk fornemmelse for hesten. Vi ledte efter en anden stald, og det viste sig, at en af vores venner havde en lille stald i Holland med en masse ponyer, hvor jeg kunne ride omkring tre ponyer – og mere, hvis jeg ville – tre eller fire gange om ugen.”