Hvad siger Dr. Britta Schöffmann, sportsforsker, dressurtræner og forfatter om træningen af ​​forskellige hesteracer?
"Hver hest er forskellig, det er helt klart. De individuelle forskelle ligger i bygning og race, men også i forskellig karaktere og temperamenter. Ikke desto mindre har alle heste ret til at blive redet eller trænet i overensstemmelse med deres talent. Klassisk ridning og grundlæggende dressurtræning er grundstene for ridning. Gymnastik og træning inden for rammerne af den respektive hests muligheder er med til at holde hesten sund. Den individuelle træning tager altid udgangspunkt i træningens fokus – rytme, smidighed, forbindelse, impuls, ligeudretnig, samling. Det er den grundlæggende ramme for en succesfuld udvikling. I den milde og fysiske træning af de forskelligartede race bør man altid have fokus på hestens fysik, temperament og karakter. Målet skal altid være at opnå størst mulig harmoni mellem rytter og hest, uanset rytterens niveau, ridestil og hestens race.”

Hvis den gode træning lykkes, kan en haflinger brilliere i avanceret dressur, en dülmen-vildhest kan lave en piaffe, og en islandsk hest kan være succesfuld i mange discipliner.

Det islandske post
To gange lykkedes det en ganske særlig kvintet at vinde EQUITANA Show Cup. I 2022 i Mannheim på EQUITANA Open Air og i 2023 på EQUITANA i Essen. Holdet med de fem venner består af 13-årige Ida Blersch og 24-årige Anna Maurer samt de tre islandske heste Faxi, Bella og Saara. De bor alle i det sydtyske Aichbühl, hvor Idas forældre driver en træningsstald.

Faxi og Ida voksede op sammen – ligesom Anna, Bella og Saara. De fem er blevet en stor del af den aktive stald i Aichbühl.

"Det vigtigste for os er den gode grundtræning af hver enkelt hest," siger Julia Blersch, Idas mor og træner for de to unge talenter. "Grundlaget for træningen skal være rigtigt. Det kan godt tage lang tid, men kun med solid grundtræning kan man blive ved med at udvikle sig. Og det er helt uafhængigt af race og ridestil."

Ida og Anna konkurrerer succesfuldt med deres islandske heste med opvisninger på alle niveauer, ved TREC orienteringsture og til mesterskaber i ture.

Hestene lever i en flok i en aktiv stald, har dyb tillid til deres to ryttere og er (næsten) altid med på noget sjov. De er yderst motiverede for at arbejde og tager imod stort set enhver udfordring med gåpåmod. Pigerne rider meget ud på dem, men de rider også samt laver frihedsdressur. Daredevil-øvelser som den ungarske post eller den spektakulære galop ind i en bevægelig brændende trailer uden bid er også en del af showet. Desuden bliver de islandske heste brugt til ponycirkus og som terapiheste. Den gymnastiske dressurtræning gør hestene ridelige og fleksible, så de kan fremvise gangarterne – især tölt – korrekt.

Et af de projekter, der står højt på pigernes liste, er deres "Pony Circus". Her øver de jævnligt farverige programmer med alle rideeleverne, ponyerne og hestene, som forbløffer publikum til gårdfester og juleshows. Datteren Ida er altid i front. Hun går i 7. klasse, og hun havde sin første optræden som prinsesse i ponycirkus, før hun var to år gammel. Derudover er der Anna, som er børnehaveklasselærer og uddannet rideterapeut. Hestene er de bedste stjerner, der udfører cirkustricks såsom at ligge ned, sidde og stejle, men også udføre spansk skridt og ungarsk post.

Når Ida var syg som barn, fik hun lov til at se videoer af den ungarske posts mester, franskmanden Lorenzo. Allerede der traf hun en beslutning: "Det vil jeg også gøre." Og i dag står hun let på ryggen af ​​Faxi og Saara og hopper over forhindringer eller dykker under dem, ligesom sit store forbillede.

Anna begejstrer publikum med fantastisk frihedsdressur og cirkuskunst. Det er et syn, der virkelig skiller sig ud og beviser, hvad man kan opnå, når heste trænes godt og nænsomt.

Næste projekt for Anna og Ida er deres unge hopper, som de selv træner: Annas Connemara Cessy og Idas Coco Chanel, en amerikansk Morgan-hest, som er en anden speciel race, der er relativt ukendt i Europa. I Working Equitation var Coco og Ida allerede rangeret på grundniveau i 2022. Vi er spændte på at se, hvor deres rejse fører dem hen, og vi ønsker dem alt det bedste!

Højtflyvende Haflinger
"Amani" betyder" ønsker" på arabisk og "juvel" på indisk. Den 18-årige elegante haflinger-hingst lever op til sit navn. Han har opfyldt alle sin ejer Franziska Keths ønsker og er en sand juvel.

Den smukke blondine blev født i 2005 på en lille gård i Hessen, Tyskland, hvor Franziska Keth havde redet, siden hun var otte år gammel. Gårdejerne familien Braum havde længe været dedikeret i haflinger-avlen og opdrættede Amanis bedstefar "Argus", en af ​​de første af hans race, der formåede at konkurrere mod store heste i dressur på M-niveau.

Franziska Keth fulgte med i alt fra avlsudstillinger til arrangementer som barn, og da Amani kom fra hingstefolden i 2009 som fireårig, fik hun lov til at tilride ham. "Amani var utrolig følsom og ville gøre alt lige fra starten," husker hans rytter. "Jeg vidste med det samme, at han var MIN hest." Sådan er det fortsat den dag i dag. Amani er stadig hingst, har en høj arbejdsmoral og er i balance. Han er slet ikke en bølle, kører med hopper i traileren og er nem at håndtere selv ved bedækning.

Deres ridekarriere er gået forrygende. Ved deres første start i en dressur A-klasse for heste i 2009 fik de andenpladsen og utallige sejre og bånd er fulgt med i både A-klasserne og L-klasserne. Da Franziska Keth var 22 år, tog hun beslutningen om at ride M-dressurklasser med Amani og et halvt år senere blev de placeret ved deres første M-stævne.

"Amani brugte meget lang tid på at lære ham changementer – men det var fordi, jeg ikke kunne lære ham dem ordentligt," siger Franzi Keth. Hendes træner Christiane Braum lærte hende grundridningen og lagde stor vægt på at få det grundlæggende i orden. Det er bedre at træde et skridt tilbage, hvis hesten ikke forstår noget. Sådan har Franziska Keth det stadigvæk. Duoen arbejdede på øvelser i de højere klasser sammen ud fra tanken om "learning by doing", og selvom det tager lidt tid, husker Amani en øvelse. Overgangen til avanceret dressur var endnu et stort skridt, men også dette er lykkedes. Efterhånden er hans piaffe og

passage blevet en drøm at lave med ham, og han fremstår fortsat med glæde og lethed på dressurbanerne.

Franziska Keth har nu tilpasset Amanis træningsniveau. Hun vil gerne tilbringe mange flere år mere med sin hjertehest. Amani blev Hessian Eventing Champion i en alder af 13, men alligevel besluttede hun, at hans karriere i naturen skulle slutte på det tidspunkt. "Vi red faktisk military som et modspil til dressurbanerne," forklarer dressurrytteren.

"Vi havde vundet dressuren, men så snublede vi gennem springbanen, da jeg bare ikke er springrytter. I skoven gav Amani mig følelsen af ​​at flyve. Det var utroligt! Men man skal stoppe, imens legen er god, og det gjorde jeg for hestens skyld.”

Franziska Keth er kendt i dressurverdenen, men hun havde brug for støtte fra familie og venner. Hun har oplevet mobning på opvarmningsbanerne og dumme bemærkninger, når hun drejede om hjørnet iført frakken med sin blonde hest på kun 151 cm. Det har dog ændret sig i takt med, at den elegante haflinger ofte bliver bedre placeret end de langbenede varmblodsheste.

Amani lever et godt hesteliv med daglig fold og konstant variation i træningsprogrammet. "Vi laver aldrig det samme to dage i træk," siger Franzi Keth. "Bomarbejde, longering, rideture, jordarbejde, frihedsdressur eller vi spænder ham for vognen – der er altid variation."

Det kræver noget betænkningstid at nå frem til, om den skønne hest overhovedet har nogle dårlige vaner, men efter nøje overvejelser, husker Franzi Keth, at Amani ikke kan styre sin entusiasme om foråret, når hestene skal på græs. Mere end én gang er han stukket af med et træktorv hængende bag sig. Men han opfører sig pænt igen efter et par dage.

Amanis søn, den ni-årige "All in One", som Franzi Keth selv har opdrættet, følger i sin fars fodspor og konkurrerer allerede på mellemniveau ude på banerne. Derudover er begge herrer nu hjemme på den forpagtede gård hos familien Keth, og i deres fritid fungerer de med stor succes som børneponyer for Franzis toårige datter.

Fra vild hest til dressurstjerne
For 30 år siden flyttede Britta Becker på landet, og to år senere opfyldte hun sit ønske om at eje sin egen hest.Hun besluttede sig for at købe en Dülmen-åring på den årlige vildhesteauktion, som selskabshest. Valget faldt på nummer 25 – lille, pjusket og frygtsom med et stort behov for at værne om sin privatsfære fik han hurtigt kælenavnet 'Lille Æsel'. Officielt fik han navnet Pinocchio, og han kom sig hurtigt over sin generthed over for mennesker. Britta Becker arbejdede meget med den unge hest, lavede jordarbejde og gik lange ture med ham. Da hendes hoppe blev drægtig, var Pinocchio fire år og tog over som ridehest, og han blev tilredet uden problemer. Det er absolut et resultat af den dybe tillid, der var dannet mellem de to. Pinocchio lærte hurtigt, hvad der blev forventet af en ridehest og var også meget glad for børn.

"Jeg red ham på en rideskole i nærheden, og efter et stykke tid dukkede spørgsmålet op, om børnene måtte ride på ham," husker Britta Becker.

Sådan kom Jana Ruff ind i billedet i 2001. Den 14-årige og Pinocchio var et rigtigt drømmehold. Sammen fik de rideundervisning, deltog i clinics og tog til deres første stævner sammen. Det var en stejl læringskurve. Fra 2003 og frem skulle de stille op i hesteklasserne, da Jana var ved at være for gammel til ponystævnerne. I 2008 konkurrerede de to i deres første M-dressurklasse. Som 17-årig fik Pinocchio en alvorlig maveoperation, men takket være sin robusthed overlevede han. Efter genoptræningsperioden kunne drømmeduoen igen komme ud at brilliere på stævnebanerne. De startede langsomt fra A til M dressur for endelig at konkurrere i deres første S-dressurklasse på den store bane.

Det er utroligt, hvad man kan opnå med den korrekte træning på trods af kropsbygning.

"Pinocchio var en rigtig fighter," husker Britta Becker. "Han vidste altid, hvad der var på spil og gav alt, hvad han havde."

Konkurrenterne og supervisorerne i opvarmningsarenaerne havde ofte andre idéer. For eksempel modtog Britta Becker gentagne gange venlige hints om, at opvarmningsbanerne for E-dressuren var placeret et andet sted, og Jana blev nogle gange ligefrem mobbet af andre ryttere med dumme bemærkninger. Det stoppede dog brat, da de to placerede sig forrest i feltet og kunne ride æresrunden. De fleste ryttere respekterede Jana og "Pinocchio 135" og så dem som seriøse konkurrenter.

Selv om han blev købt som en 'plæneklipper', tilbragte han sit liv som en rigtig sportsmand. Udover at præstere på banen var ture i skoven, jord- og bomarbejde samt dobbeltlongering og springøvelser medvirkende til, at han havde tilpas variation i sin træning og altid var motiveret for at arbejde. Hans unikke karakter var ikke kun tydelig på utallige messer og events, men også ved lokale arrangementer, hvor hans tålmodigt var yderst velgenet til ponyridning for et godt formål.

Han levede en lykkelig tilværelse i en stor boks med daglig adgang til græs. Som så ofte for ponyer var han både grådig og meget snu. Han døde i 2016, men han nåede et leve et usædvanligt godt liv i 21 år og alle, der kendte ham, husker den 143 cm lille og vilde pony med stor glæde.